Kategori: Koncertanmeldelser

Disclaimer! Disclaimer! Disclaimer! Disclaimer!

 

Alle mine “anmeldelser” er 100% min egen subjektive, naive, forudindtaget og amatøragtig opfattelse. Jeg er ikke jounalist, har ingen journalistiske evner og har ingen ambitioner i den retning. Mine “anmeldelser” er primært for egen fornøjelses skyld – det er sjovt at gå tilbage i tiden og læse. Men det vil glæde mig, hvis du – ja dig, som netop læser dette – får noget ud af mine anstrengelser.

Mine “anmeldelser” går primært på arrangementet. De store baggrundsforklaringer/ udredninger om, hvem er hvem og hvad og hvornår… det kan du google dig til…

Jeg stjæler IKKE af andres “officielle” anmeldelser – stjæler måske en setlist hvis den findes “officielt” derude på nettet.

God læselyst!


Copenhell 2019 (Refshaleøen 20.-21.-22. juni 2019)


Selvfølgelig skal jeg til Copenhell i 2019! \m/

18/10-28: I dag annoncerede Copenhell de første navne. DIMMU BORGIR KOMMER FORBI REFSHALEØEN!!! Et gammelt ønske fra min side! Udover schweiziske Eluveitie, så lyder de 3 unge gutter i bandet Alien Weaponry fra New Zealand ret fede – lidt a la New Zealands svar på Sepultura… De øvrige annoncerede bands til være tidsfordriv for mit vedkommende.

23/10-2018: Billet erhvervet! Desværre var der 2 andre her til formiddag, som var hurtigere end mig på tasterne – jeg fik billet nr. 3. Billetten er iøvrigt ikke for fattigrøve; 1600 spir + dummebøde… ialt kr. 1.644,65,-. Og så skal man vanligvis derudover erlægge en formue i æde og drikke + merch.

T.b.a


Steve Hackett (Amager Bio 16. maj 2019)

Genesis Revisited – opførsel af hele Genesis’ “Selling England By The Pound” og albummet “Spectral Mornings” (40 års jubilæum for udgivelsen) + album highlights…

T.b.a.


The Pineapple Thief feat. Gavin Harrison (Lille Vega 3. marts 2019)

Dissolution Tour… nu med Gavin Harrison!!!

The Pineapple Thief er et relativt nyt bekendskab og alt tyder på et godt bekendskab! Gavin Harrison – een af prog-rockens allerfineste trommeslagere – har slået pjalterne sammen med bandet og har været med-gerningsmand på de seneste 2 udgivelser, nemlig “Your Wilderness” og “Dissolution”. Namse namse for øregangene!

Og da jeg mener at kunne fornemme, at Porcupine Tree (Gavin Harrisons gamle band) ikke lader til at genforene sig fordi en vis Steven Wilson har travlt med at pleje sit eget superego, så er denne koncert også en kærkommen lejlighed at opleve hr. Harrison igen.

Jeg er parat til at drysse mange stjerner ud til The Pineapple Thief!

T.b.a


BAAL (Amager Bio 14. februar 2019)

T.b.a.


COPENHELL 2018 (REFSHALEØEN 21.-22.-23. JUNI 2018)

 

Så er Copenhell i år overstået for 7. gang for mig og jeg fik 3 dejlige dage ude på Refshaleøen. Denne gang alle 6(66) stjerner til Copenhell 2018! Hvorfor? Jo, bl.a. for at indføre pantsystem. Aldrig har Copenhell været SÅ ren og fremkommelig som i år! Måske læser Live Nation denne “anmeldelse”; overvej seriøst at give Hus Forbi gratis adgang tli festivalpladsen og lad Hus Forbi også samle pant dér. Jeg er sikker på, at vi er mange som gerne donerer panten – udover de tårnhøje øl-priser!

Jeg skal også aflevere 666 roser til cykelparkeringen! Det er helt tydeligt, at festivallen endelig er blevet voksen og mængden af jernheste er tilsvarende vokset. Det er dejligt nemt at komme til og fra cykelparkeringen! Og dog skal jeg liiiiige sparke en opfordring ind: IKKE FLERE PUBLIKUMMER TIL COPENHELL! SMERTEGRÆNSEN ER NÅET FOR LANG TID SIDEN!!!

Generelt forbedrer Copenhell infrastrukturen en tand ekstra hvert gang. Endnu flere 666 roser herfra!!!

Det musikalske, tekniske niveau blandt alle bands er som altid sindsygt højt. Det er ikke nok at kunne growle og spille fu*….g højt. Tværtimod…

Og så skal jeg naturligvis kaste mig ydmygt til asfalten for publikummet. Som altid elskelig og kammeratlig. Man føler sig altid tryg derude.

Jeg fik helt eller delvist set disse bands og fordeler de 6 mulige stjerner således:

The Last Internationale 4½ – Tremonti 4 – Parkway Drive 5½ – Asking Alexandria 3½ – Thy Art Is Murder 1 (holdt ud i 4 minutter, sorry!) – Nightwish 4 – Arch Enemy 4 – Exodus 5 – Graveyard 3½ – Jakob Stegelmann + Århus Symfoniorkester 666 – Defecto 5 – Nothing More 4½ – Suffocation 1 – Steel Panther 5 – W.A.S.P. 4½

At opleve et symfoniorkester, der spillede velkendt og nærværende musik var sgu en stor oplevelse! Jeg håber, at Copenhell’s arrangører vil gentage symfoni-successen med andre sjove og relevante indslag!!!

Jeg har taget en række billeder med min middelmådige mobilos, samt lidt videoer – primært af Århus Symfoniorkester. Check det ud!

Mine mobile fotos her

Jakob Stegelmann & Århus Symfoniorkester:
Also Sprach Zarathustra (462 mb)
Star Wars Theme (296 mb)
Indiana Jones Theme (316 mb)
Superman (382 mb)
Star Wars Theme – The Imperial March (Darth Vader Theme) (562 mb)
Tom & Jerry (671 mb)
Troldspejlet tema (221mb)
Start Wars Theme (ekstranummer) (277 mb)

Og så var der naturligvis også lidt folkedans i pitten:

Folkedans i pitten (150 mb) – læg mærke til redningsaktionen af en lille, sårbar, uskyldig og udsat pige 4 sekunder inde i klippet…

Og endelig kiggede Holger Danske forbi… (38 mb)

 

Copyright: Copenhell


YES feat. Anderson, Rabin & Wakeman (Store VEGA 10. juni 2018)

Øøøøøøj, det her har jeg ventet på i 8 år! Er det snyd allerede nu at lægge sig fladt ned og give 17 stjerner????? 🙂

Det bliver min 4. koncert med YES. Men denne gang er det med den “rigtige” sanger Jon Anderson og den “rigtige” tangentspiller Rick Wakeman, samt Trevor Rabin fra YES’ kommercielle periode . Og d’herrer er fornemt supporteret af bassist (update: – ja, hvem mon? Jeg har senere erfaret, at bassisten er Iain Hornal, som er stand-in for Lee Pomeroy) og trommeslager Lou Molino III.

Dette var hvad jeg skrev den 4. marts kort efter det blev annonceret at bandet kom til byen. Og nu sidder jeg dagen efter tilbage og skal finde ud af, hvordan jeg har det indeni med gårsdagens koncert… en svær opgave, synes jeg!

Allerførst skal jeg sige, at det var en kæmpestor oplevelse for mig endelig at opleve Jon Anderson live for allerførste gang. Damn, den mand kan stadig ramme den lige i røven i en alder af 73. Anderson er jo en herlig herre på scenen – indlevende og indbydende – og total hippieagtig.

Travor Rabin havde sin velmagtsdage i YES i perioden 1983-94, hvor han var medskyldig i udgivelserne 90125, Big Generator, Union og Talk – man kan vel næsten sige YES’ kommercielle periode. Setlisten i aftes bestod forty- sixty’ish af gamle YES-værker, som bemeldte Rabin oprindelig ikke har haft noget at gøre med. Pre-Rabin værkerne South Side Of The Sky, I’ve Seen All Good People, And You And I, Perpetual Change, Heart Of The Sunrise, Awaken og Roundabout burde have været skiftet ud med værker fra Rabin’s periode. For det gav ikke mening i mine ører at lade Rabin erstatte mighty Steve Howe her. Helligbrøde, vil jeg næsten sige…. for Rabin kan slet ikke løfte sig op på  Steve Howes niveau på de gamle værker. FAKTUM!

Så derfor behøvede YES/ARW ikke at slæbe de gamle travere frem – dem har vi jo hørt mange gange før live. Nej, jeg havde håbet på en koncert kun med værker fra bemeldte periode – det ville give mening. Og en anden ting; jeg synes faktisk at Rabin sjuskede sig igennem sit arbejde i lange perioder….

Ja, jeg er vist lidt efter Travor Rabin i dag (undskyld, Trevor!) og det var ikke oprindelig min mening. Men sålænge spilleglæden er tilstede, så tilgives meget….. for glæden var der for alle mand deroppe!

Til gengæld var det en oplevelse at høre og opleve værkerne Cinema, Hold On, Rythm Of Love, Changes og…. nå ja, ok så…. Owner Of A Lonely Heart… denne aften – netop med den originale guitarist og vokal. Se/hør netop min optagelse af Owner Of A Lonely Heart HER

Lyden? Svingende kvalitet…

Stor fornøjelse at opleve Rick Wakeman give den gas under værket Awaken. I guder, han havde vist slæbt et kæmpestort kirkeorgel ind i Store VEGA. Det blev min åbenbaring nr. 2 den aften!

Hvis jeg skal summere op på min oplevelse denne aften, så var det en forløsning at opleve Anderson og Wakeman. Som skrevet synes jeg Rabin var lidt svingende, trommeslager Lou Molino III udførte en fejlfri koncert og tidligere annonceret bassist Lee Pomeroy var udskiftet af for mig ukendt herre (jeg er ved at undersøge hvem i skrivende stund). Han gik i hvert fald til makronerne og gav et godt, solidt indtryk.

Setlisten bestod af: Cinema, Hold On, South Side Of The Sky, I’ve Seen All Good People, And You And I, Changes, Perpetual Change, Rythm Of Love, I Am Waiting, Heart Of The Sunrise, Awaken, Owner Of A Lonely Heart (med “Sunshine Of Your Love” af Cream snippet). Ekstranummer: Roundabout. Det hele belv afviklet mellem 20.03-22.07 i en ½-fuld Store VEGA.

Jeg havde en fin udkigspost bagest til venstre for baren, hvor mit foto af tvivlsom kvalitet blev taget…

Det bliver desværre kun til 4½ stjerner, selvom jeg så inderligt gerne ville give 17 stjerner ud af 6 mulige…


Steven Wilson (Store VEGA 3. marts 2018)

Mit jubilæum med Steven Wilson – 5. gang i et udsolgt Store Vega. Som sidebemærkning er Store Vega ikke særlig rart sted at befinde sig når Store Vega er udsolgt. Hvor mange sild kan der være i tønden….? Mange!!! Anyway, da det før eventen blev annonceret at koncerten ikke har opvarming, så opfordres man til at møde tidligt op. Og mon ikke publikum tog denne opfordring op; jeg ankom 5 minutter i 19 og måtte rundt om hjørnet på Lyrskovsgade for at tilslutte mig køen! Det gik dog relativt hurtigt at komme ind i Vega efter dørene blev åbnet… hvorefter man blev frarøvet 25 kroner i garderoben…. fnyyyys….

Det lykkedes mig at tilkæmpe mig en siddeplads på 3. række på balkonen og fik ventetiden til at snakke med sidemanden og hans kone om vores koncertoplevelser generelt. Hyggeligt!

Koncerten gik i gang et kvartér over 8 med en video-intro “Truth” – en række billeder med et ord knyttet til de bemeldte billeder. Well, svært at forklare og svært ved at se den dybere mening med det….

SW annoncerer fra start, at koncerten primært vil være fokuseret på det nyere materiale. Og han fik (desværre) ret! kun 2 værker fra seneste udgivelse blev ikke spillet denne aften. Og så kan jeg altså ikke lade være med at knytte en personlig kommentar til hans seneste udgivelse “To The Bone”. Jeg mener, at dette album er hans svageste indtil videre. SW er ved at bevæge sig ud af en tangent, som jeg personligt ikke bryder mig om. SW belærte os publikummer om, at man som musiker skal udvikle sig – det er hvad det handler om. Og retorisk spurgte SW os andre om, hvor David Bowie ville være uden at have udviklet sig. Tak for kaffe! Sikke en sammenligning. SW mangler ikke selvtillid! Men lad os se, hvor han er på vej hen.

Steven Wilson er en snakkesalig herre. Og han brugte noget tid til at fortælle om sin musikalske opvækst hjemme hos mor og far, sit eget syn på sig selv som “ikke-guitarist”/komponist/producer og at han iøvrigt insisterer på at holde sig til sin setliste, idet han ALDRIG har taget imod opfordringer fra publikum. Og ALT, hvad hr. Wilson siger bliver slugt råt og ufordøjet af publikum. Sådan har det altid været 🙂

Koncerten blev som vanlig afviklet med højt teknisk niveau med storladen lyd med minimal brug af snyd – og med en stor bagskærm til Lasse Hoiles videoer. Værket “Pariah” blev som forventet fremført med Ninet Tayeb tonende frem på frontgardinet. Det ville jo være overkill at slæbe hende med på touren bare for en enkelt nummer. Det var faktisk okay udført og 100% synkroniseret med resten af bandet.

Bandet bestod ligesom sidse gang i DR’s koncertsal af de samme mennesker med en enkelt undtagelse som vanligt på guitarpladsen. Guitarist Alex Hutchings erstattede Dave Kilminster i 2017 og han gjorde det rigtig godt med stor spilleglæde. Slider SW sine guitarister op? Der er i hvert fald en ny med hver gang vi mødes til koncerter. Ellers var det som sagt gengangerne fra sidste koncert i DR’s koncertsal: Craig Blundell på trommer, Nick Beggs på bas og Adam Holzman i kendt tilbagetrukken stil på tangenterne. Jeg synes dog, at Nick Beggs virkede noget træt og uoplagt her til aften – men de er jo også på en lang tour. Dog skal det siges, at Beggs havde sine øjeblikke, hvor han vågnede op. Det skal retfærdigvis siges, at hans tilstand ikke påvirkede hans spil. Jeg er faktisk stor fan af hr. Beggs!

Jeg ville så gerne give koncerten 6 stjerner, men denne gang bliver det kun til 5. SW valg af numre trækker en stjerne ned trods de mange værker fra Porcupine Tree’s tid – og tak for dem!

Koncerten blev afviklet 20.15-21.18 og 21.35-23.11.

Setlisten så sådan ud: Intro (“Truth” video), sæt 1: Nowhere Now, Pariah, Home Invasion, Regret #9, The Creator Has A Mastertape (Porcupine Tree), Refuge, People Who Eat Darkness, Ancestral. Sæt 2: Arriving Somewhere but Not Here (Porcupine Tree), Permanating, Song Of I, Lazarus (Porcupine Tree), Detonation, The Same Asylum As Before, Heartattack In A Layby (Porcupine Tree), Vermillioncore, Sleep Together (Porcupine Tree). Ekstranumre: Even Less (Porcupine Tree – SW solo), Harmony Korine og The Raven That Refused To Sing

PS. tilgiv mine fotos. Min mobil er skod til at tage billeder!

 


… og årets koncert 2017 er… RIVERSIDE!

… og årets koncert 2017 er *trommehvirvel*:

Min anmeldelse af bemeldte koncert finder du HER


Saga (Amager Bio 21. november 2017)



The Final Chapter Tour

For mit vedkommende var det mesterværket “Silent Knight” der stod lige dér i reolen hos pladepusheren Hoffmeyer & Jørgensen i Jernbanegade. Albummet, der åbnede mine ører fra den dansevenlige disco (nå ja, selvfølgelig var Black Sabbath, Nazareth og Slade også forbi min sfære inden da) til den letbenede progressive symfoniske stil, der fra første strofe slog benene væk under mig!

Aftenens koncert var ifølge bandet deres allersidste efter 40 års tro tjeneste i den – må jeg tillade mig at sige – lettere ende af den progressive musikstil. 40 års rejse er ved at rende ud… øv!

Jeg har oplevet canadiske Saga mange gange efterhånden og jeg har aldrig opleve bandet være supporteret. Men denne gang skulle det så være anderledes, da The Pockets gav 33 minutters almost-unplugged Saga-musik i bibliotekiske rammer. Naturligvis var det Saga selv, som stod for denne gimmick og det gik først op for mig et stykke tid inden i “opvarmingen”, at Saga jo steg op fra asken af Pockets dengang i 70’erne. Saga var i aften deres eget opvarmningsband – meget sjååååvt!!

Pockets fremførte værkerne Images (Chapter 1), Time To Go, The Perfectionist, Footsteps In The Hall / You Were Right / On the Other Side / You Were Right, No Regrets (Chapter 5), Entracte (Intro) og The Security Of Illusion…. go’e gamle travere.

Pockets:

Tilbage til hovednavnet (dooooohhh!). Amager Bio var udsolgt denne aften – ligesom aftenen før. Jeg er sikker på, at det naturligvis også skyldes bandets exit og det trofast publikum ville gerne sige farvel. Danmark er bl.a. orkestrets højborg og har altid været det, hvor bla. “In Transit” fra 1982 blev delvis indspillet i Tivoli’s koncertsal. Og jeg må sige, at bandet ALDRIG har lydt SÅ tight, frisk og storslået som denne aften! Saga har i mine ører kvalitetsmæssigt svinget en del til de koncerter jeg har være til. Men ikke i aftes!

Som det fremgår at setlisten, der er: Take A Chance, How Long, On The Loose, The 13th Generation, The Learning Tree, Careful Where You Step, Time’s Up, Someone Should, On The Air, Mouse In A Maze, Book Of Lies, trommesolo (dem ser man ikke så tit mere), Humble Stance, Scratching The Surface, You’re Not Alone, Don’t Be Late (Chapter 2). Ekstranumre: The Flyer, Wind Him Up og Compromise.

… så var det over i old-school-Saga-afdelingen tingene foregik – flere værker fra “Silent Knight” – tak for det!!!. Kun 3 værker efter egen optælling kunne betegnes som “nyere” værker, bl.a. “The 13th Generation” og “The Learning Tree” fra udgivelsen “Generation 13” fra 1995 og “Book Of Lies” fra “10.000 Days” fra 2007.

Det hele krydret med videosekvenser fra de go’e, gamle dage og fremad… et nostalgisk trip.

Det var helt klart frontmand Michael Sadler, der trak koncerten med STOR energi. Masser af energi – og let’s face it – i vanlig “Michael Sadler/Freddie Mercury”-attitude. Guitarist Ian Crichton performede 100% i vanlig introvert stil, brormand Jim Crichton på bas/baskeys lagde sammen med trommeslager Mike Thorne en solid og tight bund. Jim Gilmour på tangenter leverede som han skulle – dog har hans faste indslag “Scratching The Surface” set (hørt) bedre dage. Jeg tilgiver ham!

Saga forlader denne verden på den absolut top med æren i behold! Udgivelsesmæssigt synes jeg dog ikke, at Saga har leveret væsentlige albums siden “The Beginner’s Guide To Throwing Shapes” fra 1989…. blot min helt egen personlige smag. But who cares? Saga har jo leveret i de første 8 albums!

Lyden i bio’en var tilpas høj og fin detaljeret. Ja, jeg brugte stort set ikke mine obligatoriske ørepropper. Lyssætningen var varieret og “publikumsvenlig”. Alt i alt ca. 2½ timers underholdning.

Jeg kommer til at savne Saga – ja, jeg tuder allerede! De har fulgt mig gennem voksenlivet… og savnet vil også efterhånden melde sig hos alle andre prog-hoveder i den propfyldte Amager Bio! FAKTUM!

Tak til Kåre for fotos…


Anathema (Amager Bio 2. november 2017)



For 3. gang skulle jeg opleve Anathema og så frem til at høre materiale fra deres nyeste udgivelse “The Optimist”. For jeg synes dette seneste udspil ikke ligner deres tidligere værker og man (jeg) må sige, at Anathema i den grad igen har skiftet ham… og det er ikke første gang i deres  karriere. Anathema er nu langt mere melankolske og mekaniske i deres udtryk, hvor også elektroniske elementer har taget over i en grad, der ikke huer ederes anmelder. Anyway, man har vel et åbent sind og jeg ankom præcis kl. 20.00 dut i bio’en, hvor franske Alcest lige præææciiiiiis startede deres næsten en times opvarming.


Kl. 21.30 indledtes Anathema-koncerten og varede hele 130 minutter. Og som setlisten fortæller, så kom bandet lidt mere omkring end deres nyeste udspil… med MEGET svingende kvalitet i udførelsen – rigeligt med backing tracks for at fylde både instrumenter og lydeffekter ud. Synd, synd synd!

Og så må jeg sige, at lyssætningen var det mest elendige jeg har set i bio’en! Vi blev alle (såd’n ca. 1/3 fyldt sal) mere eller mindre blændet hele aftenen og bandet stod deroppe som silhuletter. Når det er sagt, så fejlede spilleglæden aboslut ingenting! Især vil jeg fremhæve Lee Douglas, som  førte koncerten godt igennem med hende vibratostemme…. I låååååve it!

Ikke mange ord i denne “anmeldelse”! For jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal sige… far er skuffet!

I skal alligevel have “Dreaming Light” fra mobilos her….

Setliste:

San Francisco, Untouchable – Part 1, Untouchable – Part 2, Can’t Let Go, Endless Ways, The Optimist, The Lost Song – Part 3, Barriers, Pressure, Thin Air, Dreaming Light, A Simple Mistake, Closer. Ekstranumre: Distant Satellites, Springfield, Back To The Start, Deep, Empty, Forgotten Hopes og Destiny Is Dead


Burnin Red Ivanhoe (Amager Bio 12. oktober 2017)

50 år siden! Tja, tiden flyver og vi andre følger med… Denne ½-kolde aften stod i nostalgiens tegn med anektoter og musik fra dengang vi mænd havde langt hår på hovedet – som en vis hr. Vogel ret tidligt under koncerten annoncerede. Lige som sidste gang jeg havde den store fornøjelse af opleve bandet i selvsamme Bio, så trak min relative høje alder gennemsnitsalderen ned blandt de besøgende. Amager Bio var denne aften vel 60% fuld…

Burnin Red Ivanhoe er som band gennem de 50 år naturligvis blevet omrokeret, rekonfigureret og fornyet. Karsten Vogel er det eneste oprindelige medlem fra den spæde start, men hr. Kim Menzer stødte til et par år efter og hænger stadig ved. Så jeg vil derfor også betragte Menzer som en af de “originale”.

I skrivende stund består BRH nu af Vogel, Menzer og er forfrisket med  Assi Roar/bas, Jens Runge/guitar, Lone Selmer/keys-sang og Klaus Menzer/trommer.

Burning Red Ivanhoe er et supergodt samspillende band, der styres med autoritet af Karsten Vogel. Stilmæssigt er bandet lidt svær at putte ind i rette kasse. Noget er syret, noget er fusion, noget er prog’et, noget er mainstream. Men når man tager bemeldte stilarter og blander det godt og grundigt – ja, så får man Burnin Red Ivanhoe- musik 🙂

Aftenes koncert var en tidsrejse med gæsteoptrædender af det originale bandmedlem Steen Claësson på cello/sang (oprindelig guitar og sang)  og bandets tekstforfatter i flere sammenhænge, Niels Erik Wille. Hr. Wille fortalte bl.a. om sin tur til London i 60’erne, hvor han fremviste diverse effekter fra turen og de oplevelser, der siden har præget ham – samt lidt oplæsning af  sine tekster.

Jeg husker ikke alle de værker, som blev fremført denne aften. Men jeg husker (naturligvis) “Tingel-Tangelmanden”, “Wallifanten” og “Indre Landskab”…

Det var alt i alt en sjov oplevelse også denne gang at have oplevet bandet. Humoren, selvironien og musikken fejler INTET efter 50 år!


Riverside (Lille VEGA 22. september 2017)


Endelig kom de polske prog-rockere Riverside til byen som officiel trio, idet deres guitarist Piotr Grudziński desværre pludselig gik bort i 2016. Bandet havde derfor taget Maciej Meller med som erstatning på denne “Towards The Blue Horizon Tour”. Og det gjorde han godt!

Riverside er et relativt gammelt band, der blev dannet i 2001 i Polen. Bandet har udgivet 7 albums.

Det var – i hvert fald for mig – en meget intens og meget “følelsladet” (kan man sige det?) oplevelse at opleve Riverside i det meget lille Lille Vega. Jeg vil tro, at vi var omkring 200 prog-hoveder som omfavnede de polske prog-konger betingelsesløst fra første strofe. Bandet udviste stor ydmyghed overfor opgaven og over at stå på dansk jord. Frontmand Mariusz Duda takkede os da også mange gange i løbet af koncerten for at have taget så godt mod dem, støttet dem og havde gjort os den umage at dukke op…

De præcis 2 timers koncert fra kl. 22.04 blev afviklet med dynamik, intensitet, teknisk høj kvalitet og spilleglæden var absolut ikke til at tage fejl af. Riverside kom langt ud over scenekanten og vi var alle klar til at gribe dem!

Setlisten bestod af værkerne:
Coda (Dark Version), Second Life Syndrome, Conceiving You, Caterpillar And The Barbed Wire, The Depth Of Self-Delusion, Lost (Why Should I Be Frightened By A Hat?), 02 Panic Room, Saturate Me, Escalator Shrine, Before. Ekstranumre: Towards The Blue Horizon (Dedikeret til Piotr Grudziński) og Coda (Bright Version).

Det var helt klart at mærke, at bandet har været længe savnet herhjemme og langt om længe endelig kom på visit i skandinavien. Jeg tror vist ikke, at jeg tidligere har oplevet samme intense stemning blandt publikum som denne aften og jeg er helt sikker på, at bandet kunne mærke det samme deroppe på scenen.

Koncerten blev afrundet med bl.a. værket “Towards The Blue Horizon” – en dedikation til deres afdøde ven. For som frontmand Mariusz Duda sagde inden ekstranummeret, at vi skal glædes ved livet og se fremad (som jeg husker det blev sagt…). Smukkere og mere rigtigt kan det nok ikke siges!

En lille stump mobilvideo fra eders position her

Riverside kom og sejrede max!!!

En venlig sjæl har lagt dette værk fra koncerten op på YouTube, Jeg tillader mig at dele klippet her. Tak til: martin1984tbg


Copenhell 2017 (Refshaleøen 22.-23.-24. juni 2017)

 

star_full

star_full

star_full

star_full

star_fullstar_empty

Mit 6. Copenhell – i REGNVEJR!

Årets festivals musikalske program var efter min smag det allersvageste, som festivallens ledelse ku’ skrabe sammen! Specielt fandt jeg Europe totalt malplaceret derude på Refshaleøen…

Mit årlige øffen skal også gå ud over stedets drikke- og madpriser. Stadigvæk for høje. Og så kunne jeg egentlig godt tænke mig, at der kom andre (nye) udbydere af festivals-æde på banen. Så vidt jeg husker var det denne gang også de samme madboder, der der serverede det samme som sidste år…. og som sidste år igen… og igen sidste, sidste år. Det er i hvert fald sådan jeg husker de kulinariske oplevelser. Mine gourmet-retter bestod af 2 x kyllinge-shawarma og en pølsemix…

Musikmæssigt er følgende stjerner (ud af 6 stk.) drysset over de bands, som jeg mere eller mindre oplevede de 3 dage. Stjerne er kun udtryk for min ydmyge PERSONLIGE SMAG! For generelt må man konstatere, at ALLE musikere på Copenhell er sindsyge dygtige:

Inglorius 4½ – Devildriver 1½ – Everytime I Die 1 – In Flames 5½ – Frank Carter & The Rattlesnakes 2 – Prophets Of Rage (“Rage Against The Machine”) 5 – Saxon 5 – The Interbeing 4 – Slægt 3 – Airbourne 5½ – Rising 2 – Huldre 5 – Europe 3½ – Overkill 2 – Memoriam 1 – Rob Zombie 4½

Selve festivallen kryber igen i år kun op på 5 stjerner. Hvorfor? Fordi stedet igen er for overrendt og arrangøren bør sker væsentlig ned på antallet publikummer og fjerne en-dagsbilletterne. For jeg synes at kunne fornemme, at en-dagsbilletanterne skaber noget uro og ikke helt ved, hvordan man opfører sig på en metalfestival. FAKTUM!

Dog skal arrangøren have stor ros for at åbne op for den store B & W hal. Den kom for mit vedkommende – og for rigtig mange andre – til stor gavn under de mange regnvejr!

Mit mobile billedgalleri her


Epica + Skalmöld (Amager Bio 3. marts 2016)

 

 

Jeg havde den lidt tvivlsomme at opleve Epica sidste år ved Copenhell. Når jeg skriver “tvivlsomme” tænker jeg på, at et progressivt symfonisk “metal”-band som Epica fortjener langt bedre (lyd)forhold at spille under. Denne koncert for et 2/3-fyldt Amager Bio havde netop de rammer, som bandet fortjener – dog med den anke, at Simone Simmons vokal var alt for lav! Hun fortjener fuld skrald på mikrofonen – FAKTUM!

Koncerten var specielt i The Holographic Principle‘s tegn udgivet i 2016 – der lagde rammen for koncertens indhold. Det lagde en lille dæmper hos publikum, der som altid meget hellere vil ha’ det gamle og kendte. Anderledes reagerede salen da også da bandet bl.a. præsenterede værkerne Consign To Oblivion, Sensorium, Cry For The Moon og The Obsessive Devotion, som alle Epica fans kender og holder af.

Bandet performede med stor spilleglæde og det var tydeligt –  også annonceret af guitarist Mark Jansen – at det var på tide at de kom til lille Danevang og henviste også til Copenhell året før.

Setlisten: intro – Eidola, Edge Of The Blade, A Phantasmic Parade, Sensorium, Universal Death Squad, The Essence Of Silence, Martyr Of The Free Word, The Obsessive Devotion, Ascension – Dream State Armageddon, Dancing In A Hurricane, Unchain Utopia, Cry For The Moon. Ekstranumre: Sancta Terra, Beyond The Matrix og Consign To Oblivion

Spilletid: kl. 22.04 – 23.42

 

Islandske Skalmöld var noget af en overraskelse og var det perfekte opvarmning for Epica! Hvad bedre er at mixe symfonisk metal med viking/folk metal? 🙂 De underholdte os alle mellem kl. 20.55 – 21.39.

Skalmöld gav den fuld gas med stor energi og glæde! Jeg kendte ikke bandet forinden og de er helt klar et band, som jeg skal stifte yderligere bekendskab med!

Se denne koncert med Skalmöld, hvor de er hooked op med resten af Islands befolkning og deres symfoniorkester. Det klæder bandet i den grad med noget orkestral backup!

 


Delain + Evergrey + Kobra And The Lotus (Pumpehuset 17. oktober 2016)

delain_logo

evergrey_logokobra_and_the_lotus_logo

Det har altid været en utaknemmelig tjans at være opvarmningsband; dårlig lyd, skodbelysning og meget lidt plads at arbejde på. Sådanne forhold havde canadiske Kobra And The Lotus og svenske Evergrey at arbejde under en i forvejen alt for lille scene i Pumpehusets store sal denne ½-kolde aften – foran et 3/4 fyldt Pumpehuset.

Når dette er sagt, så var spilleglæden fra begge bands i top. Begge bands kæmpede bravt hver især i de sparsomme minutter de hver især fik tildelt og publikummet kvitterede da også med at hylde bandsene for deres indsats. Det var mit første møde med Kobra And The Lotus og det gik fint. Evergrey og jeg mødtes for 3. gang og de bliver bare bedre og bedre for hver gang.

Delains debut på dansk jord varede ialt sølle 1 time og 23 minutter, hvilket i min optik er at tage pis på folk. Setlisten var mest koncentreret omkring deres seneste udgivelse “Moonbathers”… ærgerligt, synes jeg! For bandet har lavet deres bedste musik i starten af deres karriere.

Men nu var det hellere ikke som sådan for Delain jeg kom for. Det var naturligvis for Charlotte Wessels! For Charlotte Wessels er i mine ører een af de bedste sangerindere i genren og har en helt unik teknik og udstråling. Og hun skuffede ikke denne aften. Nuvel, der var da under koncerten fiflet en smule med hendes vokal her og dér for at simulere flerstemmighed over de ørehængende refrains.

Tilbage til Delain… musikalsk tilhører Delain samme musikalske “familie” som Within Temptation, After Forever, ReVamp, Stream Of Passion, The Gathering og til dels Epica…. altså bølgen af hollandske “symfoniske” bands med vægt på den kvindelige frontvokal. Jeg mener ikke, at der i grunden er væsentlige store forskelle på disse bands og musikken… ærligt talt… kan godt blive en lille smule kedeligt i længden.

Delains sceneoptræden er indstuderet til detaljen, hvilket giver et samlet stift udtryk… Lyden var som sådan god nok i tilpas niveau. Bandet er kun 14 år gammelt og jeg synes nok det er alt for tidligt at køre hele maskineriet som “en dag på kontoret”.

Og gud, hvor jeg dog savner noget improvisation og spontanitet til koncerter af Delains type… eller til koncerter i det hele taget. Pladen kan jeg sgu altid sætte på derhjemme!

Setlisten: Hands Of Gold, Suckerpunch, The Glory And The Scum, Get The Devil Out Of Me, Pendulum, Army Of Dolls, The Hurricane, Here Come The Vultures, Fire With Fire, Danse Macabre, Sleepwalkers Dream, Stay Forever, The Gathering, Pristine, Mother Machine, Don’t Let Go og We Are The Others.

Spilletiderne og stjernedrys (og en STOR tak til Kåre for fotos):

Kl. 19.20 – ca. 20.00 Kobra And The Lotus
star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_empty

kobra_and_the_lotus_2016

Kl. 20.20 – 21.06 Evergrey
star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty

evergrey_2016
Kl. 21.35 – 22.58 Delain
star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_empty

delain_2016


Copenhell 2016 (Refshaleøen 23.-24.-25. juni 2016)

 

star_full

star_full

star_full

star_full

star_fullstar_empty

Årets copenhell festival skiller sig ud i forhold til de 5 ud af 7 mulige Copenhell festivaller, som jeg indtil videre har deltaget i. Copenhell har i år været en del mere mainstream og det har skabt et rekort stort publikummer – omkring 20.000! Og det er omkring 8.000 for mange efter min smag. Man har kke tilsvarende udvidet området ude på Refshaleøen og det påvirker mit samlet indtryk af festivallen i år. Derfor får årets Copenhell “kun” 5 stjerner herfra.

Så derfor er min opfordring til Copenhell-arrangørene: skru ned for kvantiten af publikummer og op for originaliteten af musikken!

Jeg var naturligvis rundt og høre forskellige bands. Jeg vil ikke sætte ord på de enkelte præstationer… kun uddele stjernerne med hård hånd.

BLIND GUARDIAN – DROPKICK MURPHYS 3 – ALICE COOPER 6 – SCORPIONS 4 – TREMONTI 4 – AMON AMARTH 4 – EPICA – MEGADETH –  BOMBUS 3 – CLAWFINGER– BERSÆRK 4 – RIVAL SONS 5 – BLACK FUNERAL ½ – BLACK SABBATH 3

Mine Mobile fotos her

 


Secret Oyster (Amager Bio 14. april 2016)

secret_oyster_logo
star_full  star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty
Secret Oyster er et rigtig gammelt bekendskab, som desværre gik i offentlighedens glemsel i rigtig mange år. Bandet er ligesom en gammel ven, der med stor glæde uventet dukker op. Og sådan havde jeg det også til dette event med dansk “prog-jazz” i den mere-end-½-tomme Amager Bio. Ja, vi var vel omkring 250 mennesker i vores allerbedste aldre. Et par enkelte børnebørn var også smuttet ind…
secret_oyster_2016_1Bandet havde sin storhedstid fra omkring 1972 til 1977 og udgav 4 albums i perioden og en live-CD, indspillet i 2007. Tiden efter 70’erne har været mere end rolige for bandet. Kun få koncerter blev det til i 2007-2008 – og et par enkelte jobs efterfølgende. Udover de originale medlemmer – Karsten Vogel på blæseting, Claus Bøhling på guitar og Ole Streenberg på trommer – så består Secret Oyster i dag også af de unge herrer Daniel Fridell på tangenter og Assi Roar på bas.
secret_oyster_2016_2
Der var rigtig god kommunikation bandet imellem. Humoren, spilleglæden og de finurlige kommentarer mellem numrene fejlede ingenting. Men desværre må det kynisk konstateres, at den storladen musik blev reduceret til det absolutte nødvendige – primært på grund af mangel på personale i bandet. For min skyld måtte man gerne have suppleret bemandingen for at få det fulde udtryk frem…

Secret Oysters musik blev igennem hele aftenen understøttet af spacey, psykedeliske mønstre på storskærm – helt i datidens ånd!

Alt ialt var en rigtig god oplevelse at se og ikke mindst høre legenderne fra dengang! 🙂

Koncerten blev afviklet over 2 sets, kl. 20.13-20.54 og 21.29-22.26. Vistnok den længste kaffepause jeg har oplevet i Bio’en.

Jeg fik optaget værket “Straight To The Krankenhaus” – vel nok det mest legendariske værk fra Secret Oyster. Du kan se og høre værket HER


Dream Theater (DR Koncertsalen 8. marts 2016

star_full star_fullstar_fullstar_halfstar_emptystar_empty

Konceptalbummet “The Astonishing” fra i år var genstand til en uforglemmelig aften i selskab med mighty Dream Theater i de allerbedste rammer for live-musik, nemlig DR’s store koncertsal. Og det var med klart overlæg, at jeg IKKE forinden havde stiftet bekendtskab med “The Astonishing” – det 13. album fra Dream Theater, indeholdende omkring 2 timer og 13 minutters fortælling om et fremtidige samfund i år 2258, hvor musikken laves af maskiner (aka. NOMACS).
dream_theater_2016_1Bænket på 3. række på balkonen sad jeg så sammenkrøllet på begrænset plads (trods en uhørt billetpris på 675 spir + det løse) sammen med resten af et udsolgt DR Koncertsal med et renset sind og ingen forudindtaget mening om, hvad der nu skulle ske. Og desværre stod det klart efter relativ kort tid, at dette bliver en meget laaaang aften! “The Astonishing” er – modsat andre typiske udgivelser af DT – fragmenteret i mange små stykker, der bryder kontinuiteten og rytmen i DT’s musik. Og det irriterede mig grænseløst gennem hele aftenen…

Som tidligere anmeldt er Dream Theater så tekniske overlegne, at det suger dynamikken ud af det musikalske udtryk. Der blev igennem hele aftenen nørdet hver især i hvert sit hjørne. Kun Mike Mangini på tønderne formåede at give liv til truppen med absolut stor dynamik, spilleglæde og ikke mindst humor. Ja, for mig reddede Mike Mangini MIN aften.

Bandet var omgivet af videosekvenser som visuel understøttelse igennem hele koncerten. James LaBrie på mikrofon performede absolut ikke optimalt og virkede meget træt, John Myung på bass var som altid max introvert og usynlig, Jordan Rudess på tangenter og John Petrucci på guitar bar koncerten i deres arme på overbevisende måde (som begge også har skrevet musikken og teksterne til “The Astonishing”). Mike Mangini som sagt det “levende” element denne aften.
dream_theater_2016_2
Koncerten varede fra kl. 20.05 til 21.29 – afbrudt af en pause på 25 minutter. På igen fra kl. 21.54 til kl. 22.47… alt ca. 2 timer og 29 minutter.

Teknisk set giver jeg koncerten 6 stjerner. Alt det andet er kun 3½ stjerne værd….. desværre! Aftenens koncert kom ikke helt op at ringe.

Så nu er der ikke andet for mig end at få gennemlyttet “The Astonishing” i ro og mag derhjemme. Forhåbentlig får jeg et andet og bedre indtryk af værket!

Blastbeast’s anmeldelse kom kort efter min egen “anmeldelse” og vi synes at have samme opfattelse af samme koncert. Du læser Blastbeast’s anmeldelse HER


Baal (Amager Bio 11. februar 2016)

baal_sensorama_logo

star_full

star_full

star_full

star_full

star_fullstar_empty

Jeg husker svagt Baal dengang i midten af 90’erne. Jeg husker svagt bandets pludselige indtræden på den danske musikscene med debutudgivelsen “Sensorama”. Og ved flere gennemlytninger af “Sensorama” op til denne koncert i Amager Bio gik det op for mig, at udgivelsen er meget interessant at lytte til, holder max den dag i dag og er af absolut international klasse.

baal_2016_2-orgDet var derfor jeg gik til koncerten som nyudsprungen Baal semi-fan uden egentlig at have hverken/eller forventninger til koncerten. Men jeg var spændt på, om bandet kunne levere den samme intensitet og dynamik på scenen som på udgivelsen fra 1996. For det var 20 års jubilæumskoncerten for “Sensorama”, der dannede rammen om koncerten…

Men for overhovedet at komme ind til de hellige haller i Amager Bio, så måtte vi alle igennem et større sikkerhedscheck. Min rygsæk – jeg kom direkte fra job – blev genstand for en dybdegående undersøgelse for våben, sprængstoffer og narko. Eders skribent måtte da også overfor de 3 bredskuldrede sikkerhedsfolk forarget ytre, at “Amager Bio’s sikkerhed er langt mere omfattende end Copenhell”. For vi ved jo alle, hvilke voldspsykopater og udskud, der frekventerer Copenhell… right? * ironi kan muligvis forekomme *. Men det uløste da et lille smil hos et par stykker af d’herre sikkerhedsfolk…

Amager Bio var på denne ½-kolde aften udsolgt til randen af et ret modent publikum. Baal lod sit tålmodige publikum vente en halv time, hvorefter Baal endelig ramte scenen efter en længerevarende intro af værket “Nessun Dorma” fra operaen “Turandot”. Jooooh – selvfølgelig skal man da ankomme standsmæssigt og med obligatorisk standsmæssig forsinkelse 🙂baal_2016_1-org

Tak til Anette B. for foto’et… og fadøl!

Allerede fra koncertstart var stemningen rigtig god. Publikum havde som sådan også ventet 20 år på Baal!

Jeg må sige, at stemningen, intensitet og dynamikken fra scenen ramte plet lige fra start og hele “sensorama” blev gennemspillet som annonceret med stor spillelyst og humor. Frontmand Bjørn Fjæstad knoklede specielt hårdt for at holde kadancen oppe (trods – annonceret fra scenen – lidt skrantende helbred nogle dage forinden) og måtte også jævnligt henvende sig til publikum for at forhøre sig om, “er I derude? og “er I med os?”. Hvordan kunne han dog være i tvivl? Desuden havde hr. Fjæstad i starten enkelte udeståender med sin monitor og lydmand Finn 🙂

Lydmæssigt var der skruet godt op! Bassen havde en MEGET fremtræden rolle i lydbilledet – nogle gange FOR fremtrædende. Bandets øvrige medlemmer (Troels Skjærbæk/bas-kor, Morten Lundsgaard/guitar, Henrik Sten Melander/klaver, kor og Kenni Andy Jørgensen/trommer) spillede som sagt med stort overskud og rutine.

Grunden til, at koncerten ikke helt rammer den sidste anmelderstjerne er, at lyden flere steder ramlede og “stroboskob”-belysningen også i flere omgange generede og blev (mis)brugt for meget. Den slags skarnstreger skal også med i den samlede bedømmelse.

Koncerten blev bl.a. fint afrundet med David Bowie’s “Life On Mars” og koncertens varighed var godt 2 timer – fra kl. 20.30 til kl. 22.29…. sharp!


Steven Wilson (DR Koncertsalen 6. februar 2016)

 

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full
En lille forhistorie til denne koncert; jeg modtog en email fra Danmarks Radio et par uger efter billetkøb, hvor DR oplyser, at udsynet under koncerten ville være begrænset og at jeg var velkommen til at få refunderet min billet.

Med dette in mente var det med nogen “bekymring” jeg på cyklen begav mig til Koncerthuset på Amager. “Øv”, tænkte jeg. “Men på den anden side er det jo for musikken jeg kommer!”. Det skulle dog med det samme vise sig, at min siddeplads Orkester A, række 1 – sæde 12 skulle vise sig at være den allerbedste sidde/positionsplads jeg nogenside har haft!!!! Ja, sådan kan det også gå! Sådan så det ud fra min stol:steven_Wilson_2016_2

Kl. 19.59 – et minut før koncertstart vandrede den lidt uanseelige Adam Holzman på scenen og indledte koncerten med “First Regret/3 Years Older” – en mosaik af lydbilleder og piano. Steven Wilson i bare fødder og co. sluttede sig kort efter til og serverede hele HAND.CANNOT.ERASE. albummet i dets fulde længde med resten af bandet.

Efter en pause på små 20 minutter fik vi leveret en smuk buket af værker fra hans nyeste udspil “4½”, der ifølge hr. Wilson er leftovers, der ikke helt passede ind i hans seneste udgivelser. Og naturligvis fik vi også værker fra Porcupine Tree- tiden.

Steven Wilson holdt før det første ekstranummer en kort tale om David Bowies musikalske indflydelse på  popmusikken og hans evige jagt på musikalsk fornyelse igennem hans karriere. Denne  hyldelst til hr. Bowie kvitterede Wilson med nummeret “Space Oddity”, hvor jeg var så heldig at filme lidt af “Space Oddity” HER (tilgiv mig – videoen er tiltet!).

Steven Wilson var iøvrigt imponeret over spillestedet og diskutterede med sig selv og os andre, om det var en ulempe eller en fordel at sidde ned til hans koncerter. For hr. Wilson kunne konstatere, at hans musik, poesi og melankoli var både opløftende og nedslående på samme tid. Tja, ikke helt at blive klog på – i hvert fald for mig…
steven_Wilson_2016_1

Aftenens totalt udsolgte koncert var alt i alt en rigtig stor oplevelse og hele bandet udviste stort overskud, spilleglæde og lavede jokes med hinanden ind i mellem. Og der var specielt nemt at se fra eders skribents lytteposition.

Jeg fangede Porcupine Tree værket “Sound Of Muzak” HER på mobilen (kan tage lidt tid at loade). Læg mærke til, at spøgefuglen Nick Beggs på bas giver mig (tror jeg nok) en personlig hilsen lige i starten af videoen 🙂

Guitarist Dave Kilminster erstattede denne gang Guthrie Govan og trommeslageren var også denne gang skiftet ud med Craig Blundell, idet Marco Minnemann ifølge medierne havde andre opgaver. Begge udskiftninger gjorde en rigtig god figur, men jeg kunne alligevel godt tænke mig at opleve Govan (guitar) og Minnemann (trommer) een gang mere live.

Den øvrige besætning – Nick Beggs (du ved… ham dér fra Kajagoogoo) på bas/chapman stick og Adam Holzman på tangenter udførte en fejlfri og indlevende indsats – orkestreret af hr. Wilson i centrum.

DR’s Koncertsal er jo en perle at befinde sig i. Men jeg må sige, at lyden kunne have været en smule bedre i  forhold til min siddeposition til venste for scenen. Men lyden blev trods det bedre og bedre igennen den mere end 2½  timers sublim musik!!!
steven_wilson_2016_3

Setlisten: 1. Sæt: First Regret / 3 Years Older, Hand Cannot Erase, Perfect Life, Routine, Home Invasion/Regret 9, Transience, Ancestral, Happy Returns/Ascendant Here On. 2. Sæt: Dark Matter (Porcupine Tree), Harmony Korine, My Book Of Regrets, Index, Lazarus (Porcupine Tree), Don’t Hate Me, Vermillioncore og Sleep Together (Porcupine Tree). Ekstranumre: Space Oddity (Bowie cover), Sound Of Muzak (Porcupine Tree) og The Raven That Refused To Sing.

Koncerten varede lige nøjagtig fra kl. 19.59 – 21.14 og kl. 21.33 – 23.01


Nightwish/Arch Enemy/Amorphis (Falkonér Salen 16. november 2015)

En halvkold novemberaften i et udsolgt Falkonér Salen… for 3.gang jeg skulle opleve Nightwish. Men forinden skulle vi lige igennem 2 stk. opvarmning.

star_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_empty

 

Amorphis leverede en proper koncert når man tænker på de urimelige arbejdsforhold, som det første opvarmingsband må leve under; begrænset bevægelsesfrihed og skodlyd! Amorphis har været et yndet band hos mig flere år og det var endeliamorphis_2015g rart at opleve dem live. Bandet er nok ikke store nok til på egen hånd at komme udenfor Finlands grænser…. og slet ikke til prog-rock-udkants Danmark.

Og så var bandets spilletid latterlig kort – kun 30 minutter! Men jeg er da superglad over, at de fik leveret “Silver Bride” 🙂

Amorphis kæmpede en ulige og brav kamp mellem kl. 19.53 -20.27 og setlisten bestod af: Death Of A King, Sacrifice, Hopeless Days, Bad Blood, Silver Bride, The Four Wise Ones og House Of Sleep

star_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_emptystar_empty

 

Nummer 2 opvarmning var svensk/Canadiske Arch Enemy og Arch Enemy leverede en gedin omgang larm! Igen er dårlige lydforhold i Falkonér Salen den STORE synder og det var rigtigt svært at finde hovede og hale i lydmuren – dog undtaget de få passager, hvor musikken kom ned i gear. Men energien fejlede ingenting! Sprælske canadiske Alissa White-Gluz gav den fuld gas og sørgede for at holde drenge skarpe.

Arch arch_enemy_2015Enemys musik er særdeles interessant at lytte til under “normale omstændigheder”. Dette er anden gang jeg oplever Arch Enemy og begge gange  har lydkvaliteten været SKOD. Og Arch Enemy’s musik kræver altså optimal lydkvalitet for at få alle nuancer med – FAKTUM!

Guderne ville, at et strømsvigt indtraf under nummeret “You Will Know My Name” i ca. 12 minutter – pyha! Et sjældent øjeblik til at hvile ørene!:-)

Bandet kunne klemme følgende værker igennem deres korte (kl. 20.42-kl. 21.30) spilletid (inkl. strømsvigt): Yesterday Is Dead And Gone, War Eternal, Ravenous,You Will Know My Name, As The Pages Burn, Avalanche, No Gods – No Masters og Nemesis.

  star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_empty

Og nu til Nightwish! Jamen, jamen…. ny vin på gamle flasker! Bandet er superrutineret og alt for strømlinet… og det er deres problem i mine øjne! Nightwish er et rigtigt godt liveband, som den nye (eller mindre erfaren) Nighwish-fan helt sikkert har stor glæde af. Men når man som ederes skribent har oplevet nightwish i flere omgange, så bliver det hele altså lidt småkedeligt. Nuvel, der var en masse pyro og røg på scenen. Men i min optik burde den slags virkemidler slet ikke være nødvendige…

Siden jeg sidste oplevde Nightwish har der været en større udskiftning i besætningen. Floor Jansen fra Holland er kommet til, trommeslageren er (temporært?) skiftet ud og Nightwish har fået tilføjet endnu et medlem på guitar og fløjter af forskellge slags. Alt i alt synes jeg, at denne opgradering er postiv for bandet, hvor jeg dog må tilføje, at (den temporære?) udskiftning af Jukka Nevalainen er rigitg ærgerlig. For jeg kan meget godt lide Nevalainen MEGET markante spillestil. Jeg håber Jukka Nevalainen kommer over sine søvnproblemer, der forhindrer ham i at tournere.
nightwish_2015Jeg ærgerer mig iøvrigt så meget over, at Nightwish ikke greb chancen ved forrige udgivelse ikke at kaste sig ud i flere orkestrale/episke værker efter de fik Floor Jansen i stalden. Men bandet har altså valgt at følge samme, sikre melodiopbygning og afvikling som altid… lige med undtagelse af “The Greatest Show On Earth”, som vi fik hele 17 minutter af denne aften…

Jeg læser andre steder, at Nighwish får særdeles fine roser for aftenens koncert. Og roserne er sikkert også berettiget. Mit udgangspunkt for denne “anmeldelse” er også set i det historiske lys og min trang til evig fornyelse… 🙂

Setlisten: Shudder Before The Beautiful, Yours Is An Empty Hope, Ever Dream, Wishmaster, My Walden, The Islander, Élan, Weak Fantasy, 7 Days To The Wolves, Alpenglow, Storytime, Nemo, Stargazers, Sleeping Sun, Ghost Love Score, The Greatest Show On Earth (Chapter I: Four Point Six; Chapter II: Life; Chapter III: The Toolmaker) og Last Ride Of The Day…. alle værker afviklet mellem kl. 21.58 – kl 23.47.


Focus (Amager bio 12. november 2015)

 

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Hvad er forskellen mellem Focus og dinosaurene? Focus er stadig i live og særdeles driftssikre… det er dino’erne ikke!

2 minutter FØR officiel spilletid trådte d’herre Thijs, Pierre, jacob og Menno på scenen og med vanlig blød opstart mod en rejse gennem mere end 40 års progressive nederlandsk musik. Focus’ stammebesætning Thijs van Leer og Pierre van der Linden havde også denne gang drengene med på tur, guitarist Menno Gootjes og bassist Bobby Jacobs.
focus_2015_2Focus har eksisteret siden 1970 og har samlet haft 24 års fravær. Thijs van Leer har været den eneste genganger gennem alle årene, når de on/off har kunne finde sammen igen.

Det er 3. gang jeg oplever Focus og jeg må sige, at der er en rigtig hyggelig familiær stemning over bandet og publikum. Aftenens koncert var ingen undtagelse og det absolut langt fra udsolgte Amager Bio fortæller da også, at bandet måske ånder på sidste vers når vi snakker om popularitet herhjemme. Selvom jeg havde købt min egen billet, så dumpede der alligevel et par fribilleter ind i inbox’en nogle dage forinden fra musikforeningen. Den havde jeg trods alt ikke set komme! Uanset hvad – fribillet eller ej – så er Focus stadig knivskarpe og i storform – det beviser de seneste udgivelser også helt klart!
focus_2015_1
Focus spillede som forventet en del materiale fra de seneste album, men selvfølgelig også klassikerne som “Eruption”, “Sylvia”, “Focus II”, “Hokus Pokus”, “Focus III” og “Harem Scarem”. Jeg synes dog, at Focus i den allersidste del af koncerten trådte en del vand under “Hokus Pokus”… for vi skulle liiiige igennem trættende soloer fra henholdsvis bassen, guitaren og trommerne. Det kunne jeg i hvert fald godt undvære – bandets medlemmer er trods alt IKKE de store teknikere på deres instrumenter – sammenlignet med moderne progrock bands. De fungerer allerbedst SAMMEN!

Lyden var nærmest perfekt og der var da hellere ikke brug for ørepropperne denne aften. Bandet var yderst velspillende og der var god overskud på scenen.

Koncerten startede kl. 19.58 og sluttede kl. 22.38 – med ca. 25 minutters tissepause, hvor vi iøvrigt fik hilst på Thijs van Leer udenfor i pausen og mit møde med Thijs van Leer blev udødeliggjort på foto.
focus_2015_3

En stor tak til Arne og hans kammerat, Leif og Søren for en hyggelig aften! Og en stor tak til kinøjserrestauranten Wan Hao for at tømme deres buffet…. igen! 🙂


Fish (Amager Bio 8. august 2015)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty

Det var vist omkring 10. gang (eller niende gang ifølge min billetstatus?), hvor Derek William Dick – aka. Fish kom svømmende forbi og hvor JEG også “tilfældigvis” var tilstede…. nååå ja, Jørgen Ivar var som altid også tilstede! Men denne gang tyder alt på, at et er endegyldigt farvel for fiskens tournéliv. Han er ifølge rygterne træt at tournére og vil slå sig ned i det germanske med sin kæreste og hellige sig andre projekter. Og derfor er jeg sikker på, at aftenens udsolgte koncert delvist skyldes dette faktum. For som fisken selv glad konstaterede på scenen: “This is my first sold-out show in Copenhagen”…

Denne koncert var en af de specielle – 30-året for udgivelsen af “Misplaced Childhood” og samtidig afskeden i form af Farewll To Childhood Tour. Fish er blevet voksen! Koncerten indledes med Fish’ egne værker, spredt jævnt over hans lange solokarriere og inden Marillion’s 3. album “Misplaced Childhood” fra 1985 blev kickstartet annoncerede Fish, at “This is the last time this album will ever be performet in Denmark… This is an album called Misplaced Childhood” og jublen fra den udsolgte sal ville ingen ende tage. Som mange gange tidligere har Fish spillet gamle Marillion sange, og som jeg tidligere har anmeldt, så er det jo ikke helt det rigtig Marillion i mine ører. Og det synes også at være tilfældet til denne koncert.

Bandet bestod denne gang af hans mangeårige trofaste bassist Steve Vantsis, session guitarist Robin Boult, tangentspiller John Beck og trommebasker Gavin Griffiths. Fortolkningen af “Misplaced Childhood” forløb som sådan godt og med stor “genkendelighed”, men der manglede alligevel den (vel)kendte Marillionlyd/dybde/føling/storlandenhed, som kun rigtige Marillion fans kan fornemme. Det er ikke altid teknik, der redder dagen!

Fish var i usædvanlig godt humør denne aften, men var knap så snakkesalig som ved tidligere koncerter. Måske føler han, at han HAR spredt sine budskaber? Og at vi andre HAR forstået dem? 🙂

 

Spillelisten så denne gang sådan ud mellem kl. 21.19-23.21: Pipeline, Feast Of Consequences, Brother 52, Long Cold Day, Family Business, The Perception Of Johnny Punter, MISPLACED CHILDHOOD: Pseudo Silk Kimono – Kayleigh – Lavender – Bitter Suite – Heart Of Lothian – Waterhole (Expresso Bongo) – Lords Of The Backstage – Blind Curve – Childhoods End? og White Feather. Ekstranumre: Market Square Heroes (Marillion) og selvfølgelig signatursangen “The Company” til allersidst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Held og lykke med fremtiden, hr. Fish. DU har været en stor del af mit voksenmusikliv og du vil være savnet!!!

Tak til Charlotte Dreier Bjergvang for de fine fotos fra vores siddeposition. Jooooh, vi var nemlig heldige at finde siddepladser hos de handicappede! 🙂

 


Copenhell 2015 (Refshaleøen 20.-21.-22. juni 2015)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Dette var min fjerde gang på Copenhell. Vejret var meget regnfuldt, men der kom da lidt sol sidst på fredagen og overskyet/sol om lørdagen. Jeg nåede at opleve disse bands (stjerne angiver min personlig smag – for alle bands gælder det, at det tekniske niveau er rigtigt højt!): Konkhra Life Of Agony A Day To Remember  Butcher Babies Cannibal Corpse Body Count feat. Ice-T Ensiferum Pretty Maids At The Gates Krokodil Rise Against Huldre Hammerfall Asking Alexandria Goijra og en smule af Raunchy Copenhell skal som festival havde de sædvanlige stjerner!!! \m/

Find mine mobilbilleder fra årets festival her

Blastbeast har lavet nogle fine anmeldelser af Copenhell! Se part 1, part 2 og part 3


Saga (Amager Bio 29. april 2015)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_empty

Denne gang vil jeg ikke gå så meget i dybden med aftenens koncert.Jeg har anmeldt Saga flere gange på denne side og Saga er et driftssikkert band, der som sådan ikke afviger sig markant i forhold til deres koncerter. De eneste markante ændringer deres skiftende trommeslagere. Og ikke for at være doven, men læs nogle af de tidligere anmeldelser.I aftes var det canadiske Saga, som igen var på sikker hjemmebane! Med vanlig storsymfonisk “progressive” rockmusik og sikker hånd førte bandet det næsten udsolgte Amager Bio igennem næsten alle klassikkerne fra perioden 1978 -1987 med enkelte overraskende afvigelser, nemlig (Goodbye) Once Upon A Time og Wildest Dreams, samt et par enkelte værker fra deres seneste udgivelse “Sagacity”. Publikum var godt med på noderne!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Saga var som altid velspillende og stor spilleglæde var helt tydelig at se fra balkonen mellem kl. 20.57 til kl. 22.35… lyden var så tilpas lav, at jeg havde ikke brug for de dyrt indkøbte ørepropper. Og det er faktisk meget sjældent at opleve så lav lyd UDEN det bliver et problen for oplevelsen. Og det fede ved Saga er, at musikken kan lyttes og nydes på alle lydstyrker.

Bandet har i mine ører ikke rigtigt produceret markant musik siden udgivelsen af The Beginners Guide To Throwing Shapes fra 1989. Og når man har oplevet bandet mange gange, så skal der mere til at imponere for alvor end almindelig gengivelse af de kendte klassikere. Men som sagt var det en god aften, der ikke bød på overraskelser af nævneværdige slags…… bare en god aften og god stemning! 🙂

Setlisten bestod denne aften af:

(Goodbye) Once Upon A Time, Someone Should, You’re Not Alone, Hot To Cold, On The Loose, On My Way, Not This Way (Chapter 10), Scratching The Surface (lettere rearrangeret), Time To Go,I’ll Be, Don’t Be Late, trommesolo af Mike Thorne, Wildest Dreams, Ice Nice, Humble Stance, Careful Where You Step, Wind Him Up og The Flyer.

Steven Wilson (Amager Bio 13. april 2015)


star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_half

Det var med nyeste udgivelse “HAND. CANNOT. ERASE”, der var i fokus denne aften. Og det var med samme musikere, der støttede op omkring Steven Wilson overfor et næsten udsolgt Amager Bio.

På slaget 20.00 tonede storskærm op og i 8 minutter projekterede scener fra en engelsk by op med monoton synth lyd og lyden af legende børn. Adam Holzmann på keyboards lagde ud med “First Regret” og resten af bandet ankom på scenen efterhånden som der blev brug for dem og bandet blev fuldendt i form af guitarist Guthrie Govan, bassist Nick Beggs, trommeslager Marco Minnemann og Steven Wilson.

Udover den storladen lydpalette, så er Wilson også meget visual i sit udtryk – godt hjulpet på vej af danske Lasse Hoile. Under det meste af koncerten var storskærmen i brug til understøttelse af musikken, hvor vi igennem de fleste værker fulgte en ung kvinde i sin “ensomhed” i storbyen. Og det visuelle virker i den grad for Steven Wilson. Især under værket “The Raven That Refused To Sing” fungerer dette til perfektion og gik op i en højere enhed.

Der var stor spilleglæde under hele koncerten og specielt Marco Minnemann var i hopla denne aften. Resten af bandet spillede med stor professionalisme, præcision og føling.

Steven Wilsons har tonet de progressive og jazzy elementer en del ned på den seneste udgivelse. Og de elementer savnede jeg faktisk under koncerten. Men ok – når det andet også holder 100%, så kan jeg godt tilgive manden!

Min 3. koncert med Steven Wilson sluttede kl. 22.08, og jeg cyklede glad og tilfreds hjem…

Setlisten, som jeg mener at huske den: (Intro), First Regret, 3 Years Older, Hand Cannot Erase, Perfect Life, Routine, Index, Home Invasion, Regret #9, Lazarus (Porcupine Tree sang), Harmony Korine, Ancestral, Happy Returns, Ascendant Here On…, Temporal, (Watchmaker Intro Video), The Watchmaker, Sleep Together (Porcupine Tree sang) og The Raven That Refused To Sing.


Ian Paice, feat. Purpendicular (Amager Bio 26. marts 2015)

Det er set før, at bandes gafler medlemmer fra tribute bands når et originalt medlem finder på at skride. YES gjorde for nogle år siden… men ikke denne gang. Ian Paice havde gjort det modsatte og fundet et tribute band og taget på tourné med dem. For som han sagde, da han trådte på secenen er det vigtigt for ham at holde sig i gang inden Purple mødes igen i maj. Og redningsplanken var altså tributebandet Purpendicular, nu da moderskibet Deep Purple ligger i havn.

Paice har udråbt Purpendicular som det bedste Deep Purple tribute band allerede det første minut på scenen. Det havde eders skribent nok noget sværere ved at høre efterhånden som aftenen skred frem. Nuvel, et velspillende band men ikke med det lydmæssige og tekniske format jeg egentlig havde forventet inden koncertens start. Guitaren var ikke nok Blackmore-agtig, keyboard ikke nok Jon Lord-agtig, vokalen ikke nok Gillan-agtig, bassen gik dog fint igennem. Purpendicular er jo trods alt et kopiband og det høres naturligvis …
Ian Paice er absolut een af mine favorit 4/4 trad. rock trommeslagere. Det er ikke kun fløde for ørene at høre hans tight swinging og boogie trommestil, men ikke mindst hans glæde og begejstring igennem hele aftenen gav sig også helt klar udtryk, selv efter alle disse år.

Aftenens setliste bestod af Deep Purple klassikere, bl.a. Burn, Space Truckin’, When A  Blind Man Cries, Child In Time, Soldier Of Fortune, Smoke On The Water, Highway Star og Perfect Strangers. Der blev også tid til lidt ZZ Top, The Doors og et enkelt nummer fra Purpendicular’s debut CD, hvor Paice iøvrigt optræder på den første skæring. Alt i alt 2 timer og 4 minutter (kl. 20.28 -22.32) overfor et  3/4 fyldt Amager Bio – primært belejret af ældre herrer 🙂

Ian Paice:

Purpendicular:

Tak til Kåre for de fine fotos fra hans nye kamera! 🙂


Frede Fup (Amager Bio 27. december 2014)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty

siden 2002 har Frede Fup spillet 3. juledag i Bio’en. Det er 4. gang i træk jeg oplever festlige Frede Norbrink med band folde sig ud i melodiøse melodier og finurlige tekster. Det er af egenskab som af medlem af “Musikforeninen 5-øren”, at eders skribent er inviteret til dette faste indslag. Og det lod sig fortælle, at der i år var fribilletsmedlemmer, som ikke blev lukket ind pga. stort billetsalg. Mon det hang sammen med, at der denne aften blev optaget til en live CD og lidt video’er?Opvarmingen var igen “Ama’r Kix”, som denne gang havde hele 3 udskiftninger i bandet. Bl.a. Kenny Lübcke forlod bandet for at forfølge sin solokarriere – held og lykke med det! Men ellers spillede bandet som altid covernumre…

 

 

 

 

 

 

 
Frede Fup synes de første 30-45 minutter at have svært ved at komme op i vante omdrejninger. Men derfra gik det bare derudaf… Koncerten kørte fra kl. 22.27 til kl. 00.28 og det var mit indtryk, at alle gik derfra i godt humør. Frede Fup band bestod ligesom sidste år af  Lars Krarup (guitar), Klaus Agerschou (keyboards), Flemming Muus (bas) og Lars “Mitch” Fischermann (trommer). Igen i år er jeg specielt begejstret af Lars Krarups guitarspil. En MEGET dygtig guitartist!!!


Anathema (Pumpehuset 10. november 2014)


star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Ganske enkelt – Anathema’s musik er smør for ørene! Og det var også hvad det ikke-helt udsolgte Pumpehuset fik denne ½-lune efterårsaften…Det var i øvrigt første gang jeg besøgte Pumpehuset efter ombygningen og det er de sluppet nogenlunde heldigt fra. Den lille scene i stueetagen er godt indrettet og 1. salen ligner sig selv. Men til/fra etablissementet er en noget snørklet og klaustofobisk oplevelse! Og så er det hele bare SORT!

Anyway… Anathema blev varmet op af Mother’s Cake – en trio fra Østrig. Et noget stilforvirrende band med en blanding af amerikansk grunge og 60’er syrerock. Jeg kunne i hvert fald ikke finde hoved og hale i det.

Anathema gik på scenen kl. 21.17 og spillede primært værker fra de seneste 2 udgivelser “Weather Systems” og “Distant Satellites”.

 

 

 

 

 

 

 

Setlisten: The Lost Song – Part 1 & Part 2, Untouchable – Part 1 & Part 2, Thin Air, Ariel, The Lost Song – Part 3, Anathema, The Beginning And Ehe End, Universal, Closer, A Natural Disaster, Distant Satellites og Fragile Dreams…. kl. 22.53 klingede det ud…Lyden er i top i Pumpehuset, men Pumpehuset’s “store” sal er alt for bette til Anathema og deres storladen lyd!

Anathema leverede varen som forventet – mere er der ikke at sige til det…. ganske enkelt! 🙂


Fish (Amager Bio 21. oktober 2014)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty

Mon det er efterhånden 10. gang fisken opleves? Det tror jeg næsten… har i hvert fald kopier af 8 koncertbilletter igennem tiden i skuffen…. så på en eller anden måde var jeg nok klar over, hvad jeg gik ind til og det er jo engang imellem jo meget rart.Amager Bio var kun halvfyldt denne regnfulde aften og det var helt tydeligt, at det var dedikerede, modne Fish og Marillion fans som mødte op.

De første 70 minutter var primært dedikeret til Fish’s seneste udgivelse “A Feast of Consequences fra 2013 og et par stykker fra “13th star”. Specielt synes jeg det var vældigt modigt af Fish at fremføre “The High Wood” – hvor 1. verdenskrig blev fortalt gennem 5 stykker musik på i alt 30 minutter. Jeg elsker lange værker…! 🙂

Naturligvis blev der også plads til lidt Marillion-musik; Slàinte Mhath“, “Bitter Suite V. Windswept Thumb“, “Heart Of Lothian” og “Incubus“.

Jeg blev specielt glad for, at Fish denne gang havde fundet plads til 3 værker fra hans allerførste udgivelse, nemlig “Vigil”, “Big Wedge” og “The Company”. Tak for det!!!

Der kørte under hele koncerten videosekvenser af den musik, der blev fremført. Det synes jeg var en glimrende måde at underbygge teksterne – specielt “The High Wood”.

Bandet var velspillende med fint overskud og lyden var rigtig fin. Dog synes jeg, at Fish himself var i det mere seriøse hjørne denne gang. Men det tror jeg på, når en kvart af koncerten handlede om død og ødelæggelse…. Naturligvis blev vi også belært om, hvordan vi alle fucker vores klode op med giftstoffer og iøvrigt glemmer at kigge op fra vores elektroniske gadgets og istedet kigge ud af vinduet.

Mellem kl. 20.10 og 22.14 blev følgende serveret: Perfume River, Feast Of Consequences, Manchmal, Arc Of The Curve, The High Wood, Crucifix Corner, The Gathering, Thistle Alley, The Leaving, Slàinte Mhath (Marillion) , Vigil, Big Wedge, Bitter Suite V. Windswept Thumb (Marillion), Heart Of Lothian (Marillion), Incubus (Marillion), Blind To The Beautiful og The Company.

Tak igen til Jørgen – som alle jo ved er min Fish anstandsdame! 🙂


Uli Jon Roth (Amager Bio 2. oktober 2014)

Uli Jon Roth
(ex. Scorpions)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty

Ulrich Roth – som han jo rigtig hedder – var deltagende på Scorpions 4 første album fra 1974 til 1977. Uli’s koncert i bio’en er den eneste i Scandinavien og han turnerer med “40th Anniversary – Scorpions Revisited Tour 2014”.Uli Roth’s spillestil er meget klassisk for 70’erne – med et kraftigt drys af Hendrix inspiration. Men rutineret er manden og det kom helt klart ud over scenekanten til et langt fra udsolgt Amager Bio. Scorpions allertidligste værker er ikke min allerstærkeste side, men hvad jeg oplevede tæt på scenen var en meget velspillende og ydmyg Uli Jon Roth. Genbrug er specielt omkostningsvenligt. Mon det var derfor, at hr. Roth brugte hele 3 medlemmer fra opvarmingen til sit eget show? Kun bassisten og en ekstra guitarist var skiftet ud.

Jeg må sige, at backingbandet slet ikke var på samme tekniske niveau som Uli…. det trækker en smule ned i den san samlet vurdering. Faktisk første gang jeg har oplevet sådan en konstellation live på scenen.

Setlisten så sådan ud fra kl. 21.23-23.27:

All Night Long, Longing For Fire, Pictured Life, Catch Your Train, Crying Days, The Sails Of Charon, Sun In My Hand, We’ll Burn The Sky, In Trance, Fly To The Rainbow, I’ve Got To Be Free, Dark Lady, Polar Nights, Hell Cat, All Along The Watchtower (Bob Dylan cover) og Little Wing (The Jimi Hendrix Experience cover med “If 6 Was 9” intro).

Hannover bandet Crystal Breed – lige dele mix af progressive rock og traditional rock. Fungerede ikke helt i mit hovede, da de efter min opfattelse er ikke tekniske dygtige nok til at mixe og beherske begge stilarter på overbevisende måde….

Jeg fik taget et foto af Uli John Roth efter kocerten i forhallen og han gav mig en personlig hilsen! Og mon Uli sørme ikke også gav mig en hilsen under koncerten? 🙂


Copenhell 2014 (Refshaleøen 11.-12.-13. juni 2014)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Billetten blev erhvervet 2 minutter over 10 den 13. december 2013, hvor salget blev frigivet…For 3. år i træk var jeg til Copenhell. Festivallens infrastruktur har fået et yderligere løft i form af bedre tilgang til toiletforhold og flere merchandiseboder – og ikke mindst et par nye skærme ved hovedscenen. Generelt er området peppet op med små, men effektive ændringer… dog er området for cykelparkering alt for småt – at udvide, please!

Stemningen på Copenhell var også denne gang rigtig god og alle udviste som altid stor respekt og hensynsfuldhed overfor hinanden – også i mosh pit’en! Der var/er en atsmosfære af fællesskab og “brotherhoodship”. Absolut ingen optræk til dumfulde folk, ballade og chikane. Jeg mener oprigtigt, at mange andre “mainstream” festivaller kunne lære en hel del af Copenhell og Copenhell’s publikum. For nok ser de fleste ud som psykopatiske massemordere i alle aldre… men ikke mig – jeg er jo pænt klædt på! Men tro mig – skindet bedrager i den grad! Jeg kan vel godt tillade mig at proklamere, at jeg er småstolt over at være en del af denne kultur? 🙂

Det er stadigvæk alt for dyrt at holde sig i live ude på Refshaleøen. Mad og drikke er stadigvæk alt for dyrt i forhold til mængde og kvalitet.
Anyway… Copenhell 2014 er stjerner værd – jeg har kun plads til 6 stk. her 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har ikke tænkt mig at sætte ord på de enkelte bands, som jeg fik mulighed for at se – enten hele koncerten eller udpluk. Jeg vil dog markere mine “hele” koncerter med et plus (+) og give de antal stjerner jeg synes bandsene skal have. Og bemærk venligst, at mine vurderinger udelukkende går på egen musiksmag – for det tekniske niveau ligger sindsygt højt uanset hvor jeg befandt mig disse 3 dage! Jeg fik delvis eller helt set 19 bands denne gang… 🙂

Jeg vil dog sige, at festivallens hovednavn – Iron Maiden – gjorde ALT hvad de kunne for at få gang i festen. Men det lykkedes ikke helt! Lyden var tam og flad og den slags må bare ikke ske! Setlisten bestod udelukkende af 80’er perioden, hvilket bekom eders skribent vel. Og så synes jeg egentlig, at Iron Maiden i lange perioder sjappede afsted uden tightness. Og spilletiden fra kl. 21.07 til kl. 22.50 var hellere ikke imponerende.

Se Politikens anmeldelse HER.

… og så var Within Temptations tilstedeværelse med deres overdrevne vokaldubbing og videolir malplaceret på Copenhell…

Se mine fotos fra alle tre dage her

VI SES IGEN DERUDE PÅ BETONEN I 2015  \m/

Dag 1: Anthrax  Iron Maiden  TYR Arch Enemy Of Mice & Men Dag 2: Within Temptation  Mercenary  Finntroll  Bad Religion Trap Them Seputura Triptykon  iamfire Dag 3: Evra Avatarium Toxic Holocaust  Thy Art Is Murder Behemoth  Obituary 

Min gode ven Kåre Nissen “fulgte mig” et par dage og har bidraget med disse velvalgte ord – Of Mice & Men: Stor entusiasme, lidt larmende optræden. God vokal men mindre god når det kom over i det helt grove (growling) *** Anthrax: Go’ lyd og rigtig go’ timing mellem bandets medlemmer. Lidt underligt at man med et bagkatalog på 20 albums mener at AC/DC’s ”T.N.T.” er bedre til at sætte skub i publikum end deres eget musik **** Arch Enemy: Fuld energi fra starten – på trods af at deres meget nye forsanger Alissa stillede op med et brækket ribben ! Alissa, som sjovt nok var fokus for opmærksomheden synes at synge mere rent end sin forgænger, men have mindre magt over den growl som jo er bandets varemærke. For tung lyd på trods af at være udendørs. Havde det lydt bedre på den store Helvetia scene? *** Iron Maiden: Det absolutte hovednavn på Copenhell leverede et meget trimmet show – intet overladt til tilfældighederne, hvilket fik det til næsten at virke som ”just another day at the office”. Værd at bemærke, var en næsten elendig lyd. Bassen/trommerne SKAL kunne mærkes og vokalen skal være ren uden forvrængning. Efter 75 minutter opgav jeg og be’r til at bandet benytter en bedre lydmand fremover. Musikken var til 4 stjerner, men lydmanden nåede at hale det samlede resultat ned på *** Finntroll: Nåede ikke det første kvarter, men resten var en sjov blanding af folkemusik og metal – alt i et muntert og særpræget setup. De formåede aldrig at få publikum helt op at stå, men leverede en rimelig præstation med en o.k. lyd på Hades *** Sepultura: Burde være et stort navn fra Brasilien, og har muligvis leveret noget overbevisende musik tidligere, men hold da k… en gang forvirret larm de kunne levere. Gik efter 15 minutter for at få fred i mine ører for en forsanger der ikke var i trit med sit band – der på den anden side set prøvede at se hvem der lydmæssigt kunne komme mest igennem * Trap Them: 5 vrede unge mænd. Specielt deres forsanger var pisseskæv og væltede rundt på scenen. Sang var der intet af og heller ingen præstation. Sjældne nul stjerner! Triptykon: Tjekkisk metal – interessant, men noget gumpetungt.Lidt interesant at ders guitarist havde lagt sig meget tæt op af den gode fuldfede Black Sabbath lyd ** Within Temptation: Fik endelig bandet at se live. Sharon den Adel leverede en for mig prægtig præstation og gjorde med sin energiske optræden meget for at et så ”blødt” band havde sin berettigelse på Copenhell. Lyden var super  (lydmanden var bestemt ikke den samme som Iron Maiden havde med !!) og eneste minus var at bandet har en del hårdere musik de kunne have valgt at spille – i stedet for fokus på nyudgivne ”Hydra”. Det havde nok passet publikum bedre. Men alt i alt en super oplevelse *****


YES (Train, Århus 4. juni 2014)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Så blev det tredje gang, at jeg skulle opleve YES – denne gang over floden til det mørke Jylland. Train i Århus var rammen om denne “Triple Album Europe 2014 Tour” – “The Yes Album”, “Close To The Edge” og “Going For The One” i deres fulde udstrækning…Siden sidst YES var i Danmark blev forsangeren skiftet ud med en Jesus-lignende type med  build-in Jon Anderson stemme. Joh, man må sige, at YES også på det personalemæssige plan har søgt bagud i tiden.  Frontmanden Jon Davison har turneret med YES siden tidligt 2012 og virkede helt klart som en fuldstændig integreret del af bandet.

Som nævnt var aftenens event i 3 klassiske YES-albummers ånd. Kronologisk blev omkring 500 musikelskere i et varmt 90% fyldt Train præsenteret for: 20.06 – 20.49: “Close To The Edge”, 20.51-21.34 “Going For The One”, (20 minutters pause), 21.54 – 22.42 “The Yes Album” og som ekstranummer “Roundabout”.Kl. 22.56 klingede det ud… De 3 albums repræsenterer fint de forskellige stilarter indenfor YES’ musikalske udtryk i 70’erne.
Koncerten indledes med en videopræsentation af bandet og de tre udgivelser. Under hele koncerten blev de enkelte værker præsenteret på en skærm bag scenen efterhånden som musikken skred frem. Jeg stod sammen med min ven Leif bagest til venstre under de to første albums, men rykkede op til scenen efter pausen til “The Yes Album”, hvor lyden var langt bedre. Ja, faktisk så god og på tilstrækkelig niveau, at jeg ikke benyttede mine obligatoriske ørepropper.YES gengav som forventet deres tre udgivelser i perfekt teknisk udførelse og med stor rutine. Jon Davison’s vokal svigtede ikke på noget tidspunkt – hellere ikke ved de allerhøjeste noder. Jeg vil dog sige, at Train som spillested IKKE matcher YES storladen lyd! YES fortjener et langt større spillested (a la Amager Bio) for at komme til sin fulde ret…Jeg faldt bl.a. over denne videooptagelse fra Train. Jeg vil vil tillade mig at linke videoen og håber på ophavsmandens tilladelse! Og denne optagelse med Steve Howe’s “The Clap” fra “The Yes Album” – som jeg også tidligere har haft fornøjelsen at opleve live i Amager Bio.

YES version 2014 består af: Jon Davison (vokal), Steve Howe (guitar, vokal), Chris Squire (Bas, vokal), Alan White (trommer) og Geoff Downes (Keyboards).

YES skal også denne gang have fuld gas med stjerne!

Det var en rigtig positiv oplevelse endelig at opleve Train i Århus… og nå ja – det var da også meget hyggeligt at være i fordrukkent selskab (og sove sammen i ske på CAB-IN…) med min væææææn Leif 🙂

… OG ØLLET ER SGU LIGE SÅ DYRT SOM I KØBENHAVN!!! 🙁


Saga (Gæsteanmeldelse, Amager Bio 27. april 2014)

Gæsteanmeldese af Kåre Nissen, Lyngby.

4 stjerner! Saga startede på scenen kl. 20.21 uden opvarming med ”Don’t be late” – lidt ironisk. Herefter kørte koncerten med stor energi fra Michael Sadler med et væld af numre, som stort set alle kan findes på ”in transit” (”Humble Stance”, ”How long”, ”You’re not alone”, ”Wind him Up”). Så var publikum med det let grånende hår og vigende hårgrænse sikret en god oplevelse. Rent faktisk sporede deres udsendte kun ét enkelt nummer fra 20/20 (Anywhere you wanna go) og det undrede også at der ikke var noget sniglyt til bare et enkelt af de numre der kommer på deres let forsinkede 21. studiealbum (Sagacity med release dato 6. juni) – ærgerligt.

Til gengæld var det herligt at opleve at Mike Thorne – modsat sidste besøg i Amager Bio – leverede en gedigen, energifyldt indsats med en væsentlig forbedret timing og punch ved gryderne – for det kræver Saga’s musik. Ligeledes var brødrene Crichton i godt hopla, mens indsatsen fra Jim Gilmour var mere på det jævne. Michael Sadler syntes at have stoppet lidt ekstra Duracell batterier i ryggen til aftenen og formåede også at få en del hæs og skrålende vokal medvirken med fra det midaldrende publikum.

 

 

 

 

 

 

Normalen for Saga er, at når herr Sadler skal have en stemmepause, så tager herr Gilmour over med ”Scratching the Surface” – solo. I en taktfuld erkendelse af at stemmen ikke helt er hvad den har været – og måske et islæt af fornyelse, fik vi derfor en nyere, væsentlig tungere version af det nævnte nummer – med Michael Sadler som bassist i sidste del. Tak!

Efter 2 ekstranumre (afsluttende med ”On the Loose”) lukkede og slukkede Saga kl. 22:09. Alt i alt en god gedigen koncertoplevelse til 4 stjerner. Og mon ikke Saga kommer tilbage – som de plejer?

Tak til Kåre Nissen for anmeldelse og foto… Jess


Burnin Red Ivanhoe (Amager Bio 3. april 2014)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

For 2. gang måtte Leif og jeg troppe op til gamlehippierne Burnin’ Red Ivanhoe i bio’en… men gammelhippieagtig er musikken langt fra! Dansk progessive rock, krydret med jazz og blues. En meget interessant coktail!Burnin’ Red Ivanhoe er et MEGET gammelt band, med første udgivelse i vinteren ’68. Bandet har gennemgået en række udskiftninger gennem tiderne og denne aften var bandet – med forskel fra sidste års koncert udvidet og ikke mindst forsmukket – med Lone Selmer backing vokal og keys. Ole Fick på guitar blev siden sidst udskiftet med Jens Runge. Resten af Burnin Red Ivanhoe består nu af Kim Menzer (vokal, fløjte, didgeridoo, mundharmonika mv.), Karsten Vogel (sax, keys, vokal), Klaus Menzer (trommer) og  Assi Roar (bas).

Det er som publikummer særdeles dejligt at se så stor spilleglæde og professionalisme. Jeg er personligt ikke så meget hooked på den danske musikscene, men Burnin Red Ivanhoe er en absolut undtagelse. Det hænger måske også sammen med, at Burnin Red Ivanhoe er et PROGRESSIVT rockband… og ikke en flok hippier fra dengang, som man måske skulle tro.

Jeg har ledt efter en setliste på nettet, men kan ikke finde nogen. Så Burning Red Ivanhoe – hvis I læser dette, så send mig lige listen! 🙂 Dog husker jeg, at bandet lagde ud med “Tingel Tangel Manden” og spillede værker om “andre personer, som går forbi oppe på scenen”, som Karsten Vogel annoncerede.

Også denne gang blæste Kim Menzer i sin dybfrekvente didgeridoo – et australsk blæseinstrument, hvor kun en tone indgår…. en sjov ting!

Vi var desværre ikke så mange tilstede denne aften. Jeg vil tro, at vi var et par hundrede musikelskere i Amager Bio…

Det hele startede kl. 20.16 og sluttede på rigtig fin vis kl. 22.30…. med 15 minutters pause. Og atter tak til Leif Madsen for en hyggelig koncertoplevelse!!! 🙂


Kraftwerk (Dr Koncerthuset 26. februar 2014)


star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty 

Vi fik alle udleveret et sæt 3D briller ved ankomst til den imponerende foyer i DR’s koncertsal inkl. tvungen garderobe og svinedyr øl! Jooooh….  for aftenens event var opførlsen af “Autobahn”s 5 værker på ialt 42 minutter og 26 sekunder fra 1974 + udvalgte hovedværker – “best of” kan man sige – fra Kraftwerk’s katalog. For Kraftwerk afholder ialt 8 koncerter over 4 dage i DR’s koncertsal, hvor orkesteret gennemgår deres studioindspilninger kronologisk. Vel placeret på 5. række parterre iført sjove briller var vi klar…. Der er udsolgt og alle sidder nu og ser noget fjollet ud med deres briller 🙂

Det er næsten nøjagtig 11 år siden jeg sidst oplevede Kraftwerk – dengang i den hedengangen KB Hallen. Og faktisk fik jeg et flashback fra dengang; samme setup med fire herrer i spider-spandex foran identiske kontrolpulte og storskærm i baggrunden. Og siden dengang må man sige, at Kraftwerk har opgraderet sig – på BILLEDSIDEN! Ja, dengang i 2004 foregik alt det visuelle i baggrunden nemlig i 2D. Og hvordan fungerede så aftenens 3D oplevelse?

Jeg må sige med det samme, at jeg ikke er specielt imponeret! 3D virkningen udeblev/slørede i (store) dele af koncerten og grafikken blev holdt i deres kendte retrostil – altså at bibeholde det minimalistiske udtryk fra dengang i 70’erne og 80’erne. De “rigtige”, gamle filmklip (bl.a. til “The Model” og “Tour de France”) var genbrug – det er set mange gange før…. øv! Nuvel, sjovt er det da at se på – men jeg kunne da godt tænke mig at blive overordentlig begejstret for ny teknologisk landvinding på den front også. Jeg vil kalde aftenens visuelle oplevelse for 2½D… og skærmsetup’et skuffede også en del. Havde jeg forestillet mig, at Kraftwerk ville præsentere en helt ny måde at præsentere 3D på? Ja, det tror jeg nok…

Jeg vil gå så langt og sige, at 3D effekten er langt bedre hos eders anmelders hjemmebio i kælderen.

Musikken havde fået en tiltrængt digital opfrisker. Der var langt mere dynamik, bund og bredde i musikken end dengang for 41 år siden og frem. Dog synes jeg, at der gik rimeligt meget tomgang i “Tour de France” – det eneste sted Kraftwerk trådte vande under de 2 timer og 11 minutters lange koncert.

“The Robots” blev udført uden Kraftwerk’s medlemmer på scenen, men istedet erstattet af 4 low-tech mekaniske robotter i synkrone bevægelser. Se, det er “live”……!!!

Jeg har det i øvrigt en smule (meget!) svært med Kraftwerk “live”. For mon hvor meget “live” snakker vi om her? Ligesom min oplevelse i KB Hallen for 11 år siden er det ikke mit indtryk, at de fire herrer bag deres pulte havde særlig stor indflydelse på afviklingen af musikken. Jeg fornemmede kun, at Kraftwerk kunne manøvre begrænset indenfor lydeffekterne – basissporene var playback, hvilket også understøttes af den visuelle afvikling af koncerten. En tendens jeg også ser mere og mere hos andre “live” bands….. synd….

Det originale Kraftwerk i 70’erne og midt 80’erne består idag kun af Ralf Hütter og han har iøvrigt ikke en ren tone i livet! 🙂 Det meste vokal gik over basissporet (læs: playback) og Ralf’s skønsang gik primært via vokoder – en stemmeforvrænger.. sjovt nok. Og alligevel var det lidt befriende at høre en smule menneskelighed skævhed i Kraftwerks udtryk, når han sang ren skønsang 🙂

Kraftwerk består i dag foruden Ralf Hütter også af Fritz Hilpert, Henning Schmitz og Falk Grieffenhagen.

Lyden i DR’s koncertsal er i weltklasse – FAKTUM!!! Desværre var lydniveauet under selve “udførelsen” af Autobahn (fra 1974) alt for lavt. Men efterhånden tiltog lydniveauet til et niveau, hvor Kraftwerk’s musik virkelig fortjener at være.

Setlisten så sådan ud:

1. Autobahn 2. Kometenmelodie 1 3. Kometenmelodie 2 4. Mitternacht 5. Morgenspaziergang 6. Nachrichten 7. Geigerzähler 8. Radioaktivität 9. Spacelab 10. Das Model 11. Neonlicht 12. Die Mensch-Maschine 13. Numbers 14. Computer World 15. It’s More Fun to Compute 16. Home Computer 17. Computer Love 18. Tour de France 1983 19. Tour de France 2003 20. Trans Europa Express Ekstranumre 21. The Robots 22. Boing Boom Tschak 23. Techno Pop 24. Musique Non-Stop

Jeg er gavmild og giver Kraftwerk’s kraftpræstation 4½ stjerner. De kunne sagtens blive 6 stk., hvis Kraftwerk spillede rent LIVE! DET VILLE VÆRE SEXY!!!! Men alt i alt en god oplevelse herude på Ama’r sammen med Birger….!


Dream Theater (Falkonér Salen 20. februar 2014)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Kl. 20.03 – kl. 23.04… ja, 2 timer og 45 minutter – excl. 15 minutters pause med storskærmsunderholdning. Nok den næstlængste koncert (rekorden er 3,5 timer – vistnok i KB Hallen i 2004) jeg har oplevet med New Yorkerne….. ialt 8 gange nu jeg har haft med bandet at gøre. Denne gang var jeg velplaceret på balkonen – se fotoet fra gaffa.dk (copyright gaffa.dk), hvor jeg har markeret min position 🙂Og hvordan gik det så denne gang? Hmmmm….. mixed feelings, really! Dream Theater er et højoktan teknisk band, der ikke synes at besidde tekniske begræsninger. Og det er måske bandets archilleshæl. Lad mig forklare; overperfektion ødelægger dynamikken og overraskelsen udebliver fuldstændig…. jeg er dog til stadighed både dybt imponeret og og alligevel begynder jeg samtidig at småkede mig – mærkelig ambivalent følelse! Det hele er bare så perfekt udført, at magien fordufter og det synes jeg koncerten denne gang gjorde. Det skyldes måske også, at jeg efterhånden kender musikken rimeligt godt…?

Når det er sagt, så var aftenens oplevelse absolut ventetiden og de surttjente 420 kr.+ gebyr værd. Bandet gik lige på og hårdt med værket “The Enemy Inside” efter en videointro af bandets artworks igennem tiderne. Koncerten var endnu en “An Evening With Dream Theater” – altså intet forstyrrende opvarmngsband. Og det er ganske pasende for et prog-band som Dream Theater, at hele aftenen allokeres. Det var musiknørdernes aften og nørded blev der også i den grad!

Ingen tvivl om, at danske og svenske musiknørder atter var samlet til denne musikalske højtid. Jeg fornemmede allerede ved ankomsten til Falkonér Teatret, at der var en andægtig stemning. Man (jeg) følte en underlig samhørighed… sådan er progfolket åbentbart indrettet 🙂

Lyden under koncerten var ikke ok. Falkonér Salen magter slet ikke opgaven, når det drejer sig om så komplekst et lydbillede. Vokalen var for lav (ingen kommentarer herfra omkring James LaBrie’s evner som sanger iøvrigt!) og salens akustik er lige til at åbne op og s…. i. Men hvad er alternativet i København? INGEN!!! Så jeg håber, at Københavns kommune får fingeren ud og får bygget det længe omtalte superarena i Ørestaden i en fandens fart!

Mine ører bliver mere og mere sarte med alderen! 🙂

Det var 2. gang jeg oplevede Mike Mangini på trommer. Første gang var i Valby Hallen i 2012 som erstatning for et nedbrændt KB Hallen (og Valby Hallen er iøvrigt også lige til at åbne op og s…. i – lydmæssigt). Mangini var det perfekte valg som afløser for Mike Pornoy, som jo trak håndbremsen for nogle år siden. Mangini er super teknisk (hvad ellers?), men har også en fantastisk evne at føle musikken og sine medspillere. Petrucci på guitar og Rudess på keys samspillede på vanlig vis i fuld harmoni og Myung’s 15 fingre på bas serverede fundamentet på mere end overbevisende facon. James LaBrie på mic havde sine udfordringer, men klarede sig fint igennem…

Dream Theater har et omfattende bagkatalog, der alligevel kun i skrivende stund består af 12 studioudgivelser. Det omfattende består i den overvældende mængde musik, der er puttet ned i disse 12 guldklumper.

Setlist (nakket fra gaffa.dk): False Awakening Suite, The Enemy Inside, The Shattered Fortress, On the Backs Of Angels, The Looking Glass, Trial Of Tears, Enigma Machine, Along For The Ride, Breaking All Illusions (15 minutters pause) The Mirror, Lie, Lifting Shadows Off A Dream, Scarred, Space-Dye Vest, Illumination Theory, Encore: Overture 1928, Strange Déjà Vu, The Dance Of Eternity, Finally Free og llumination Theory… (Outro)

Der var en personlig stor glæde, at Dream Theater spillede ret meget materiale fra albummet “Awake” i 2. sæt. For det er i år 20 år siden “Awake” udkom og dette skulle åbentbart fejres! Også en tak, at bandet IKKE spillede “Pull Me Under”… deres “kommercielle” hit fra “Images And Words”. Ellers bestod første sæt primært fra deres to seneste udgivelser.

Koncerten fortjener et par stjerner mere end gaffa.dk’s anmelder giver… for hans anmeldelse er jeg slet ikke enig i! Den 6. stjerne fra mig udebliver på grund af omtalte “magi”, der udeblev i for stor grad.

Jeg beklager den dårlige kvalitet af mit foto fra balkonen!

gaffa.dk’s anmeldelse HER


Frede Fup (Amager Bio 27. december 2013)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Så oprandt Fredejuledag igen, igen…. den årlige Frede Fup koncert – denne gang med gæsteoptræden af “den ægte” Mike Andersen, som det blev annonceret fra scenen. Ama’r Kix varmede også denne 12. gang op i en times tid og Ama’r Kix spiller covernumre med blues’en som kraftig inspirationskilde.Frede Fup’s intromusik – noget stille 4 minutters klassisk musik for eders skribent ukendt stykke – indledte aftens hyggestund og først kl. 22.37 troppede Frede Norbrik og co. op…. Frede iført jakkesæt og slips. Jooooh….. fint skal det være! Slips og jakke røg dog hurtigt 🙂

Det var også denne 3. gang for eders skribent og Leif (min med-øldrikker) en hyggelig sjov aften. Frede Norbrik er ærke amarkaner og det holder han sig slet ikke tilbage med at fortælle os gang på gang. Frede Fup’s musik er meget iørefaldende og teksterne er lunefulde, ironiske, frække og fortællende. Så man keder sig sjældent til en Frede Fup koncert. Jeg vil næste gå så langt og sige, at Frede Fup er klasser over de fleste danske bands!

Frede Fup bestod af stort set de samme hoveder som altid; Frede Norbrink (sang), Klaus Agerschou (keyboard), Flemming Muus (bas), Mitch Fischermann (trommer) og new commeren Lars Krarup (guitar). Lars Krarup – fik vi fortalt – var hoppet ind i bandet for omkring 14 dage siden. Og han formåede… uden iøvrigt at have haft forbindelse med Frede Fup… at spille sig op til denne aften. Jeg var MEGET imponeret af Krarups teknik og flydende spil…. stensikker spil, der i sig selv løftede bandet op!

Udover gæsteoptræden af Mike Andersen på sang og guitar + Kristian Fogh (keyboard) på flere numre, så fik vi også besøg af hhv. ex-Frede Fup Trond Clements (sax) og Klaus Agerschou‘s bror (tværfløjte) for en kort bemærkning.

I præcis 2 timer – excl. intro’en – kom Frede Fup igennem de mest kendte værker og der var højt humør i det tæt-på-udsolgte Amager Bio. Og mon de fleste ikke kom på fribilletten igen i år? Og naturligvis sluttede festen af med “Kaj Og Stjernerne”. Det blev sent denne ½-fugtige og relative varme decembernat 🙂


Hayseed Dixie (BETA, Amager Bio 1. december 2013)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Dette var dagen, hvor jeg for første gang oplevede BETA ved Amager Bio. En meget lille sal, hvor der er plads til 150 publikummer. At man har placeret baren lige udenfor indgangen til koncersalen er mig en gåde. Der er godt nok trangt!!! 

Det var omkring 2½ år siden, at Leif og jeg sidst oplevede Hayseed Dixie i Amager Bio. Denne aften var også et glædeligt gensyn! I et udsolgt BETA troppede Hayseed Dixie op kl. 21.05 og frem til kl. 22.50 fik vi primært AC/DC (samt bl.a. queen, Black Sabbath og Pink Floyd) serveret for bluegrass. Spillelisten var ifølge hukommelsen og en smule hjælp fra internettet: Dirty Deeds Done Dirt Cheap, You Shook Me All Night Long, Have A Drink on Me, Hells Bells, Back In Black, Moneytalks, Let’s Get It Up, T.N.T., It’s A Long Way To The Top (If You Wanna Rock ‘n’ Roll), Highway To Hell, Big Balls, Bohemian Rhapsody, Fat Bottomed Girls, War Pigs, Corn Liquor, I’m Keeping Your Poop, Moonshiner’s Daughter, Schnaps, das war sein letztes Wort, Dueling Banjos og Comfortably Numb.

Hayseed Dixie oser af spilleglæde og kombineret med ok hillbilly attitude + stor teknisk snilde, så kan det ikke gå galt. Og det gjorde det ikke! Hvad kan dog gå galt med banjo, akustisk bas, violin/western guitar og mandolin? INTET! Lyden var i top, dynamikken og teknikken til UG!

Hayseed Dixie frontman John Wheeler havde fået udvidet sit sprog siden sidst: Vi fik også anekdoter, musik og taksigelser på dansk, tysk og norsk…. Jow, jow… mon det er her i Europa, hvor amerikanske Hayseed Dixie er størst? Det ser sådan ud…

Men som skrevet et meget levende og engageret band, som gi’r den fuld gas. Og JEG giver den også fuld gas med stjernerne!!! 🙂

Bandets øl-lager på scenen..


Alter Bridge & Halestom (Vega 28. oktober 2013)

 

 

 

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_empty

 

 

Jeg vælger denne gang kun at linke direkte til Gaffas anmeldelse, da mit eget kendskab til Alter Bridge er meget begrænset. Anmeldelsen fortæller rigtigt godt mine egne oplevelser.Personligt giver jeg også 4 stjerner og eget foto fra lyttepositionen.

Læs Gaffas anmeldelse HER

Halestorm


Airbourne (Amager Bio 26. oktober 2013)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_empty

24 Marshall kabinetter og 12 Marshall forstærkere lined op langs bagscenen – joh, der var stillet op til rock n’ rul, hvor rette rock n’ rul attitude er langt vigtigere end alt andet! Australske Airbourne var atter landet i lille Danmark og nu skulle vi igen have et musikalsk spark i røven – og det fik vi!

 

 

 

 

 

 

 

 

I et udsolgt Amager Bio blev vi alle relativt sent på aftenen – kl. 22.34 for at være præcis – udsat for brølende Gibson Explorer guitarer og bas/trommer fra første anslag. Fra start til slut fræsende Airbourne derudaf i ren 4/4 smadder med masser af AC/DC kloneri – for Airbourne er i den grad inspireret af AC/DC.

Det er anden gang jeg oplever Airbourne – sidst i Pumpehuset 2010 med samme energi…

Bandet har opnået stor popularitet – især i Europa – på relatvit kort tid. Kun 3 udgivelser er det blevet til i skrivende stund siden 2008. Og det er synd at sige, at de enkelte udgivelser skiller sig væsentlig ud fra de andre. Om Airbourne er langtidsholdbar? Jeg tvivler! Det er nu på tide, at bandet nytænker deres koncept og kommer på en eller anden måde et spadestik dybere – gerne i et stadig 4/4 smaddertempo, hvis de skal holde på en publikummer som mig.

Her er ingen plads til finføleri. Kun en håndbajer og langt hår duer her 🙂 Der var en god rock n’ rul stemning blandt publikum og Airbourne havde publikum i deres hule hånd… og hvis man bare ønskede en lille flig af musikalsk fordybelse – så var man gået forkert 🙂

Men, men men… en meget kort koncert! Kl.23.55 var det hele overstået! Kun 1 time og 41 minutter kunne bandet åbentbart holde tempoet oppe. Airbourne er et partyband og slår sig på simple riffs i et sindsygt højt tempo… og det virker fint, hvis man vil feste.

Spillelisten så sådan ud:

Ready To Rock, Too Much Too Young Too Fast, Girls In Black, Back In The Game, Diamond In The Rough, Black Dog Barking, Cheap Wine & Cheaper Women, No Way But The Hard Way, Stand Up For Rock ‘N’ Roll, Live It Up, Raise The Flag og Runnin’ Wild.

Airbourne blev supporteret af svenske Corroded og engelske Black Spiders . Begge bands fik hver ca. ½ tiime og som alle andre opvarmingsband kæmpede de også hver især om publikums gunst. Begge bands matchede hovednavnet fint – som nu opvarmingsbands skal.


The Lab (FKK, PostNord Mødelokale D 4. oktober 2013)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Det var ved PostNord’s FKK arrangement jeg for allerførste gang stiftede bekendskab med The Lab – et 100% fritidsband, der med fortid i Husbandet i Post Danmark har rejst sig fra den varme aske i en udvidet og en del smukkere udgave; en ekstra giutar på højre fløj og en ny forsanger af det modsatte køn -velplaceret i centrum på scenen, iført trådløs mic headset.

Det originale coverband Husbandet var stilmæssigt i store træk vel 30-40 år bagud i sin musikalske tidslomme og man må eferfølgende konstatere, at The Lab – et musikalsk eksperiment… deraf navnet… som bandets bassist udtrykte det ved et uofficielt interview med ederes skribent et par timer før koncerten… at tidslommen blev rykket noget fremad. Og ja, der var nytænkning, friskhed og “eksperimenterende” elementer at spore denne eftermiddag.

The Lab gik på kl. 16 i mødelokale D og første sæt varede en lille times tid. Efter en kort pause fyrede bandet op hvor det slap. Desværre måtte ederes skribent forlade koncerten pga. andre forpligtigelser efter 40 minutter inde i andet sæt. Stegt flæsk med persillesovs lader ikke vente på sig!Af overraskende nyskabelser kan jeg nævne “The Boys Are Back In Town” – det klassiske Thin Lizzy værk og “Sharp Dressed Man” af ZZ Top, hvilket jeg personligt havde stor fornøjelse af!

Lydmæssigt var The Lab også opgarderet. Den ekstra Gibson Explorer (sådan må jeg også eje ved siden af min Gibson Les Paul) fylder et hul ud. Den langt lysere og klarere stemme fra Anne-Mette klæder bandet og dets valg af musik.

Som den store overraskelse fik vi bandets bassist (aka. Daniel) på banen som medbrummer/falset-screamer på flere værker – bl.a. Bryan Adams/Melanie C.’s “When You’re Gone” i yndig duet med Anne-Mette. Dejligt forfriskende på volkalsiden, som jeg synes The Lab skal arbejde videre på! Og hvis resten af d’herrer i bandet ellers har den mindste tone i livet, så syng endelig med! 🙂

Lydmæssigt ok i forhold til det faktum, at koncerten blev afviklet i et mødelokale med linolium på gulvet og fadbamser i plastickrus. Vokalen måtte dog justeres op af selvudnævnte lydmand Søren Jensen kort efter koncertstart. Søren er knap-o-man….

Naturligvis var der løbende ups’er henad vejen og jeg tror at The Lab med mere spilleerfaring overfor et publikum kan rette op på dette og smide nervøsiteten overbord, der naturligvis er en faktor når man spiller for gamle kollegaer… nervøsitet hæmmer generelt og det giver sig til udtryk.

Setlisten denne eftermiddag bestod af: Steady As She Goes, Middle Of The Road, When You’re Gone, Back In The USSR, Pumped Up Kicks, Boulevard Of Broken Dreams, Black Horse & The Cherry Tree, Tainted Love, Baby Can I Hold You, The Boys Are Back In Town, Summer Of ’69, Sharp Dressed Man, Sleeping My Day Away, Nam Nam, Beast Of Burden, Radio Nowhere, You And I, Seven Nation Army, This Is My Life, Stand By Me, Bring It On Home To Me, Sweet Home Alabama, In The Midnight Hour, The Power Of Love, Tush, Mustang Sally, Hulla Hulla og Jumpin’ Jack Flash.

Faktisk en omfattende mængde musik når man tænker på bandets unge alder!

Alle omstændigheder taget i betragtning, så giver jeg 5 stjerner for The Lab’s koncert uden at føle, at jeg gør en vennetjeneste. Uanset hvor uretfærdig, hård og brutal jeg har været i denne “anmeldelse”, så mangler bandet naturligvis noget liverutine og måske savner man som lytter lidt mere “casualness” og måske noget risikovillighed – altså at improvisere indenfor de givne stramme rammer, som covermusik nu engang stiller – for i mine ører må man gerne træde udenfor, selvom man er et coverband. Men velspillende er The lab! Måske bør bandet også tænke mere over de forskellige lydbilleder som de forskellige covernumre kræver. Et eksempel kunne være ZZ Top’s “Sharp Dressed Man”, hvor jeg personligt savnede den dominante beskidte, mudret guitarlyd – som kun Billy Gibbons kan levere på sin Gibson. Og drenge – SYNG MED i kor! 🙂

Jeg ved personligt, at det såre enkelt at stille krav…. men prøv alligevel, The Lab!

The Lab består af Anne-Mette Petersen/vokal, Daniel Vangkilde/bas, Erik Jensen/guitar, Steen Rylander/trommer, Marrtin (med dobbelt “r”) Rylander/guitar og Michael Ørnø/guitar & tangenter – og som nævnt Søren Jensen som selvudnævnt lydtroldmand ved dette arrangement.


Fish (Viften, Rødovre 27.september 2013)

star_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_empty

For x-antal gange troppede Jørgen og jeg atter op til en onkel Fish koncert… denne gang i Viften i Rødovre. Nuvel, det er altid rart at komme ud af de vante rammer, men Viftens koncertsal mangler i den grad atsmosfære. Men det er vel en sekundær ting?Kl. 21 tonede onkel Fish frem til kl. 23.22 og overskriften må siges at være en jævn performance. Fish virkede en smule træt – han indrømmer selv, at hans 55 år kan mærkes. Og det kunne vi andre også mærke – altså at Fish er gammel 🙂 Jeg ved ikke, hvorfor Fish har trang til at turnere i år, for jeg synes ikke han havde væsentlig at bidrage med sammenlignet med de mange andre koncerter, jeg har oplevet med manden. Nuvel… en ny plade (A Feast Of Consequences) er udkommet, hvilket vi fik serveret i alt for rigelige mængder. Nej – jeg savnede noget tidlig Fish!!! Og som altid var han veltalende med små anektoter mellem numrene…

 

 

 

 

 

 

 

 

Setlisten så vistnok nogenlunde sådan ud: Perfume River, Feast Of Consequences, Script For A Jester’s Tear, Dark Star, All Loved Up, What Colour is God?, Blind To The Beautiful, Mr 1470, He Knows You Know, Crucifix Corner, The Gathering, Thistle Alley, Assassing / Credo / Tongues / Assassing / Fugazi / White Feather og Freaks.

Jeg savnede en rød tråd – et tema! Fish’s bagkatalog er omfattende når man tæller Marillion med. Personligt fik vi alt for meget ny fisk serveret uden for meget tilbehør.

Vi var vel omkring 200 publikummer og stemningen fejlede ingenting. Lyden var fin i Viften…

Bandet var velspillende, der udover Fish bestod af Robin Boult på guitar, Steve Vantsis på bas, Foss Paterson på tangenter og Gavin Griffiths på tønderne


Copenhell 2013 (Refshaleøen 13.-14.-15. juni 2013)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Årets Copenhell opfyldte til fulde mine forventninger. Disse bands nåede jeg at opleve:13/6: Fall Of Pantheon  Deus Otiosus 14/6: Between The Buried And Me Amon Amarth In Flames Ghost Alice In Chains 15/6: Malrun (fik kun sidste nummer med – skal checkes ud!!!) Accept Newsted Sabaton Alestorm Down God Seed King Diamond

Der er ingen tvivl om, at Copenhell igen indtager min kalender i 2014. Dog synes jeg der der plads til enkelte forbedringer! Der bør være langt bedre belysning dér, hvor folk bevæger sig rundt på festivalpladsen efter mørkets frembrud. Og så er priserne for mad og drikke alt for høje. Tænk dog en smule på de fattige studerende…

Men alt i alt (6/6) til Copenhell for endnu en fed festival!!!!

Se Gaffas anmeldelser her

blastbeast.dk har også været så venlige at sende en rapporter ud. Anmeldelse HER (fredag og lørdag er sikkert på vej :-))

OG se mine helt egne fotos HER!https://picasaweb.google.com/101443597918008652135/CopenhellFestival1315Juni2013


Steve Hackett (Amager Bio 23. maj 2013)


star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

570 udsolgte stole… gennemsnitsalder på omkring 60 og en atmosfære, der oser af stor forventning og nostalgi. Steve Hackett’s “Genesis Revisited Tour” skullle føre os igennem den allerstørste periode i Genesis’ liv… ikke mindre… i Bio’en!!!Genesis var tidligt i mine ører klart allerstørst, da Steve Hackett og Peter Gabriel var en del af bandet op til 1976. Og det var fra allerførste akkord at jeg vidste, at denne koncert ville være een af de største jeg indtil videre ville være vidne til. Hackett’s band var/er af allerhøjeste kvalitet og fremførelsen af Genesis’ musk lå meget tæt op ad det originale. Med lukkede øjne var det meget svært høre forskel fra originalen og “kopien”.

Forsanger Nad Sylvan’s stemme ligger bekvemt mellem Gabriel og Collins og det bekom mig meget vel! Resten af bandet bestod af Roger King på tangenter – en tro kopi af Tony Banks og hans karakteriske lyde, Gary O’Toole – total suveræn trommeslager iført bowlerhat – og som IKKE forsøgte af duplikere Phil Collins spil, Rob Townsend på sax, føljte og tangenter – en uundværlig backup for Roger King og nødvendig supplement til Peter Gabriel’s blæseinstrumenter dengang og endelig suveræne Lee Pomeroy på 6 & 12 strenget bas og rytmeguitar… joooh, det hele gik op i en højere enhed!

Setlisten bestod af: Watcher Of The Skies, The Chamber Of 32 Doors, Dancing With The Moonlit Knight, Fly On A Windshield, The Lamia, The Musical Box, Blood On The Rooftops (Vokal af trommeslageren Gary O’Toole), Unquiet Slumbers For The Sleepers…, …In That Quiet Earth, Afterglow, I Know What I Like (In Your Wardrobe), Dance On A Volcano, Entangled, Supper’s Ready. Ekstranummer: Firth Of Fifth og … naturligvis… Los Endos.

Sublimt fremført fra kl. 20.00 til kl. 22.21…

40 års gammel progrock, der ALDRIG vil overskride sidste salgsdato!Prikken over i’et var, at jeg ingen ørepropper benyttede denne aften. Og specielt var ingen tinitus at bemærke efterfølgende dag! 6 stjerner også til lydmanden! Perfekt lydniveau og lydkvalitet.

Dette var den ultimative Genesis koncert…. langt større oplevelse end Genesis-koncerten i Herning 2007, hvilket også kan findes omtalt andetsteds på denne side. “Det var den Genesis koncert jeg aldrig fik set”, som en af Amager Bio’s Facebook kommentorer skriver. Just my words!!!

Tak til Leif Madsen for at dele denne unikke oplevlse med mig og tak for foto’et fra siddepositionen 🙂


Stratovarius & Amaranthe (Amager Bio 16. april 2013)


 

 

 

Der synes at være en tendens til, at flere og flere bands af en vis størrelse og vis lokal berømmelse fusionerer og turnere rundt sammen – måske for at holde turnéomkostningerne nede? EN RIGTIG GOD IDÉ! Men at kun små 300 mennesker kan finde vej til to relative “store” skandinaviske navne – MED opvarmning – på lorteøen, så er det for dæl’me sølle! Det er en pinlig situation for de optrædende… men i den grad også for de fremmødte!

Ikke noget at sige til, at de turnerende bands er økonomiske trængte.Jeg ankom til Bio’en ved 19.30- tiden og et uannonceret opvarmningsband var i fuld gang. “Seven Kingdoms” fra Florida leverer power metal af ok-fin kvalitet, synes jeg. Dog må jeg sige, at bandets kvindelige sangerinde ikke formåede at ramme samme kvalitet som resten af bandet – hun var absolut the weak link. De fik hele 30 minutter til at vise deres værd… Og de knoklede med krum hals på opgaven.

Efter en kort omkonfigurering trådte finske/svenske Stratovarius op på scenen kl. 20.22. Det var med noget begrænset tid Stratovarius havde at overbevise en tvivler som mig. Stratovarius var i forvejen ukendt for mig og jeg havde naturligvis smuglyttet til bandet på forhånd. Jeg skulle mene, at bandet havde nogle gode perioder, hvor prog-rocken slog tydeligt igennem. Men dette oplevede jeg slet ikke denne aften. Det var ren sing-a-long – den “sikre” sti – og DET SKUFFEDE MIG I DEN GRAD. Stratovarius spillede små 1 time 20 minutter i mine ører den samme melodi om og om igen. Det var slet IKKE, hvad jeg havde forventet.

Bandet som sådan er bestykket med rigtig dygtige musikere og bandet har en lang historisk baggrund med 13 udgivelser i skrivende stund. Alligevel svingede kvaliteten op og ned igennem koncerten. Jeg vil specielt fremhæve guitarist Matias Kupiainen og bassist Lauri Porra for at gøre gode figurer.

Kl. 21.38 sharp takkede bandet af…

Efter små 25 minutters scene-omkonfigurering bragede introen fra Universal Film ud kl. 22.03 og powermetallerne Amaranthe trykkede på speederen fra første strofe. Hvis man har oplevet Amaranthe før, så var dette en absolut gentagelse fra sidst. Men det er også mere end almindeligt svært at være divergerende, når musikken primært består af 4/4 i et rasende tempo, hvor kun grundmelodien gør den lille forskel.

Ca. kl. 22.40 forlod jeg Amager Bio – fuldstændigt drænet for energi! Jeg tror, det var den konsekvente dårlige lyd – specielt vokalerne var SKOOOOOOD – hele vejen igennem aftenen der bidrog til energitabet + en del musikalsk kedsomhed. Men aftenen var da ikke helt spildt – jeg havde nemlig selskab af min vææææn Kåre og hans 2 møgforkælede arvinger 🙂

Stratovarius     Amaranthe Se også Blastbeast’s fine anmeldelse HER. Jeg er MEGET enig med anmelderens observationer! 🙂

Fotos: Kåre


Steven Wilson (Vega 19. marts 2013)


star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_half

En siddende koncert! Det er vist 3. gang jeg prøver dette… men fint nok. Steven Wilsons musik indbyder til siddende koncerter og fordybelse.Jeg tror ikke oplevelsen og især kvaliteten af denne event bliver slået i år – ej hellere af grumme Copenhell i juni. “The Raven That Refused To Sing (And Other Stories)” er Wilsons seneste udspil og det var bl.a. også denne udgivelse vi fik udført i hele sin længde – godt krydret med enkelte andre værker fra hans 2 forrige udgivelser.

Bandet var det samme som sidst Steven Wilson besøgte Amager Bio sidste år – dog med en udskiftet guitarist. Der er ingen svage led i Wilsons backing gruppe at spore og varen blev leveret lige til døren!

Koncerten gik i gang kl. 20.15 og kl. 22.27 var det hele vupti-overstået!

Jeg faldt over denne anmeldelse fra Gaffa….. da anmeldelsen er i helt trit med min oplevelse af koncerten – kombineret med en ulidelig dovenskab i dette kedelige sne/sjaskevejr – så læs i stedet Gaffas anmeldelse HER

Eller her:

Wilsons mareridt

Med “The Raven That Refused To Sing (And Other Stories)” fulgte Steven Wilson op på sine to fremragende skiver – den ene marginalt bedre end den anden – “Insurgentes” og “Grace For Drowning” – der for alvor har været med til at cementere Wilsons position inden for den absolutte verdenselite af den eksperimenterende progressive rock. På det seneste og tredje soloalbum er det en spillevende Wilson, der ytrer okkulte gysende novelle-fortællinger via sin konceptuelle musik, der bliver varetaget af nogle vanvittig kompetente mennesker.

Denne aften på Vega stod Wilson og co. klar med en helheldsoplevelse af de helst store. Det helt store visuelle og auditive multimedie-setup med visuals og firevejs lydsystem til en ikke helt almindelig siddende koncert på Store Vega.

Kontrasterne i spil

Wilson og hans fem kompagnoner indtog scenen efter en lille halv times introseksvens på skærm, hvor “The Raven”-coveret ændrede karakter undervejs til et intensiverende lydmiljø. Uhyggen voksede, kan man vist roligt sige. Der blev lagt hårdt ud med nyt materiale og den iltre albumåbner “Luminol”. Et især basdrevet nummer, hvor bassist Nick Beggs for alvor havde (første) lejlighed for at skinne med sit instrument. Allerede her blev der indlagt soli til især fløjte og synth, mens trommeslager Marco Minnemann satte barren højt fra start.

Som flere af Wilsons længdedragere er “Luminol” også et af de todelte numre, hvor den også kommer helt ned på jorden igen. Et sjovt dilemma, Wilson senere selv påpegede, da han både besidder det lavmælte, melodiske og melankolske, ligesom han er garant for det hårdt sparkende og tunge. Det betyder altså også, at der til nogle dele af hans musik er god bund for at slappe af og nyde musikken tilbagelænet, mens andre momenter kalder på et fysisk stående engagement til musikken. Ikke desto mindre vendte “Luminol” som en anden sonate tilbage til sit hårdtslående udgangspunkt.

Den sofistikerede ballade “Drive Home” fulgte stærkt efter, hvor fløjte og sax atter kom i centrum via Theo Travis’ fremragende – og nærmest freejazzede indslag. Her var også eksempler på en lidt mere afdæmpet 80’er-shred fra Guthrie Govan, der ellers havde filet flittigt forinden. Usvigeligt sikre trommerul fra Minnemann fulgte i “The Pin Drop”, hvorefter vi fik “Postcard” – en ballade, Wilson selv udtrykte sin tilfredshed for, da det jo “ikke er tre-fire minutters popsange, han skriver flest af”, som det ironisk lød. Desværre kunne jeg ikke fra bagerst i salen se, hvad det var for et instrument, Beggs tog på sig i “The Holy Drinker”, hvor Wilson overtog bassen. Men ikke desto mindre kom der nogle onde slaps, mens guitarer, synths og blæser-temaerne for alvor begyndte at tale sammen. Til tider blev det næsten orkestralt i sin storhed.

Visuals

Før “The Watchmaker” fik vi en kort videosnas, hvor et gennemsigtigt tæppe faldt ned foran scenen til stor effekt,  før bandet atter dukkede op og satte nummeret i sving, hvor der for alvor blev gjort brug af det firevejs stereosystem med knugende uhyggelige effekter, der underbyggede den grundstemning af noget ukomfortabelt og mareridtspræget, som var ved at være cementeret. Klart aftenens foreløbige højdepunkt, hvor det optimale af anlæg og visuals kom til udtryk. Igen den stærke og meget kontrastfyldte dynamik, hvor absolut ro bliver afløst af absolut desperation og en rå mur af lyd mod slutningen.

Der blev shufflet lidt mellem “Insurgentes”- og “Grace For Drowning”-materiale. Især “Index” og “Raider II” fra sidstnævnte var for alvor stærke. “Index” blev sat i værk, efter en kold og meget ondsindet stemme præsenterede, at en meget mere “fucked up” person nu skulle introduceres (efter “The Watchmaker”), hvor ting bliver gemt under gulvbrædderne: “If I collected you and put you in a little cage / I could take you out and study you every day / It isn’t easy being me, it’s kind of lonely work / My obligation to collecting is my only thirst”. Igen med fløjtens organiske udtryk som en stor del, der constant bidrog med en organisk lyd til det ellers momentvise knugende tætte lydbillede. Et gran af håb.

Voldsomme fills

Det var der til gengæld ikke at spore i “Raider II”, hvor det dystre klaver slog tonerne an for sangen, der behandler seriemord, og hvordan hjernen fungerer op til, at det utænkelige sker. Stærkt instrumentalt illustreret af Wilsons egen loopede og bit-crushede stemme, der blev sendt rundt i fire-vejs-anlægget. Herefter overtog de mere andægtige kor-symfonier, der blev afviklet fra Holzmans alter, der konstant udsmykkede med detaljer og voldsom storslåenhed. Her viste Wilson for alvor kant i sin vokal med en hård distortion, der skulle nå sit klimaks med et monumentalt og voldsomt teknisk fill fra Minnemann.

Titelnummeret fra “The Raven That Refused To Sing (And Other Stories)” lukkede det oprindelige sæt. En smuk udgave, hvor visuals atter for alvor gav mening med musikken. De herrer vendte hurtigt retur, og vi fik “Remainder the Black Dog” direkte over i “No Twilight Within The Courts of the Sun”. En solid afslutning, hvor den polyrytmiske pianofigur i førstnævnte var sublim fra Holzman, mens “No Twilight” lukkede og slukkede på tungeste maner. Sådan godt to en halv time efter, at den var sat i gang.

Steven Wilson og hans fremragende musikere leverede virkelig noget for pengene, og man må sige, at der var gjort meget ud af helhedsoplevelsen med det setup, som de havde taget med. Det er altid en svær diskussion, hvorvidt det er fedest at stå eller sidde. Humør og smagssag. For denne anmelder fungerede det, selvom der da var en kløe undervejs for at få kroppen i gang. Til gengæld er der så meget teknisk overskud at nyde fra det progressive, uhygge-spredende og nærmest free-jazzede orkester, der for alvor leverede varen på Vega med Wilsons mareridtsunivers i centrum.

Copyright 2013 Gaffa


Frede Fup (Amager Bio 27. december 2012)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Fredejuledag…. tja, for 2. gang til gratiskkoncert med Frede Fup i Bio’en den 27. december – en årlig tilbagevendende begivenhed 🙂Det blí’r også til 5 stjerner denne gang. Frede Norbrink leverer en klippestabil performance med rigtige stabile og habile musikere bag sig – kombineret med en dejlig og varm humor. Festen startede kl. 22.12 og da jeg forlod festen i et næste fyldt Amager Bio ved 23.45- tiden, annoncerede Frede det sidste nummer (der var jo masser af kolde bajere back stage, som han udtrykte det) – og naturligvis slutter han af med “Kaj Og Stjernerne”.

Læs min anmeldelse fra samme dato sidste år – den afspejler egentlig meget godt årets koncert. Og så sparer jeg mig for en masse skriverier.

Jeg kan iøvrigt ikke lige helt finde ud af, om publikum kommer for Frede Fup’s skyld eller om de kommer for festen… Anyway, jeg hyggede mig – uanset hvad! 🙂


TNT (Amager Bio 6. december 2012)

 

 

star_fullstar_fullstar_full

star_halfstar_empty

star_empty

 


Hvor ville jeg så bare gerne give norske TNT 6 stjerner!!! Men, men, men…. den originale sanger Tony Harnell forlod TNT i 2006. Og det var netop Tony Harnell, som var een af grundpillerne i TNT’s musikalske udtryk! Harnell’s stemmeleje lå flere oktaver højere (overdrivelse fremmer forståelsen!) end bandets nuværende sanger Tony Mills, som her til aften slet ikke havde styrken eller oktaverne til TNT’s gamle hits. Øv……! Og det lagde helt klart musikken noget ned.
TNT’s storhedsperiode var med udgivelserne Knights Of The New Thunder (1984), Tell No Tales (1987) og Intuition (1989), hvorfra vi også fik de allerfleste numre. Og det var også i den periode, hvor Harnell var allerbedst.

Koncerten som sådan varede fra kl. 20.15-21.23 og var præget af ½-dårlig lyd og med alt for lav vokal. Jeg synes også at kunne spotte flere skønhedsfejl… men pyt – det er jo live! Ellers rigtig stor spilleglæde fra bandets side, som også forsøgte at hive publikum op. Men det lykkedes ikke helt og jeg synes at kunne fornemme en vis irritation hos sanger Tony Mills.

Ellers gik TNT ellers til makronerne og spillelysten synes at være intakt efter 30 år…. især guitarist Ronni Le Tekrø (født samme dag som eders skribent… han er 2 år yngre) gav sig fuldt ud. Dejligt at se… 🙂

Amager Bio var velbesøgt denne råkolde aften i Amager Bio. Pretty Maids var hovednavnet, men jeg valgte at forlade etablissementet straks efter TNT. For det var TNT jeg gik efter!

Heldigvis skuffede bandet ikke med valget af musik; U.S.A., Seven Seas, Break The Ice,  Everyone’s A Star, 10.000 Lovers (In One), Listen To Your Heart, Intuition, Caught Between The Tigers, As Far As The Eye Can See + få af mig ukendte numre fra deres 3 sidste udgivelser med Tony Mills bag mikrofonen.

Hvis Tony Harnell var i bandet, så ville det uden tvivl have udløst et par stjerner mere!!!


Steve Vai (Amager Bio 28. november 2012)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty

Dette er så anden gang jeg får fornøjelsen at opleve den allerdygtigste og originale (FAKTUM!) guitarist på denne klode. 2 timer og 55 minutter!!! Igen gav Vai os alle en megalang koncert… ligesom i Vega 2005.Der er ingen tvivl om, at Steve Vai er i helt særklasse når vi snakker kreativitet og teknik på en guitar. For det skal Stave Vai have !!! Hvad den mand ikke kan få ud af sin guitar er ikke småting! Vai behersker både den lette gren indenfor prog rock, men også den nørdede fusionsjazzy stil. Personligt holder jeg mest at Vai når han kommer helt derude, hvor “almindelig” musikalsk indsigt ikke slår til – dér, hvor det bliver rigtigt interessant og udfordrende at være lytteren. Desværre var Steve Vai og band kun derude i få øjeblikke denne aften.

Alligevel var vi alle vidner til stor spilleglæde, spas og originalitet, der er sjældent set. Og med variation – den akustiske del ikke mindst – der giver ørene en fortjent hvilepause!

Denne koncert i 2012 bar præg af en noget mere uhøjtidlig og legende Steve Vai, som i kraft af sin publikumstække attitude kom helt ud i bageste trække i et næsten udsolgt Amager Bio. Igennem de næsten 3 timer talte jeg 5 tøjskift og ukendt antal guitarskift. Og vi fik også denne gang Vai iklædt en LED-belagt futuristisk dragt omgivet i røg og damp i et enkelt nummer -sjov gimmick ligesom sidst. Og en anden gimmick var også, at Vai trak 2 publikummer op på scenen – denne aften 2 unge mennesker – hvor de hver især skulle imitere en guitar, en bas og trommer… og hvorfra bandet ud fra disse “imitationer” skulle skrive et helt nyt værk, live fra scenen. Sjov gimmick igen… men det faldt lidt til jorden. For naturligvis var indslaget instuderet af bandet og “kostbar tid” i mine ører gik tabt på den konto. Og så var der lige endnu en indbygget pause med “se-mit-transportable-gadget-trommesæt-med-lys-i-og-lad-os-snakke-en-masse” oplevelse.

Bandet iøvrigt var ret anonymt. En nyskabelse var dog en kvindelig mobil-harpespiller… som jeg dog for det meste af tiden slet ikke kunne høre.

Serlisten så nogenlunde sådan ud: Racing The World, Velorum, Building The Church, Tender Surrender, Gravity Storm, Weeping China Doll, Answers, The Moon And I, The Animal, Whispering A Prayer, The Audience Is Listening, Rescue Me Or Bury Me (Vai synger!) (acoustic), Sisters (acoustic), Treasure Island (acoustic), Salamanders In The Sun(acoustic), Pusa Road (acoustic), The Ultra Zone, Frank, Build Me A Song, For The Love Of God og Taurus Bulba.

Det var underholderen og spasmageren Steve Vai, og ikke nørden Steve Vai denne aften…  dette sammenholdt med udvalget af numre trækker 1½ stjerne ned. Jeg havde håbet på at opleve nørden. Men hvis man ikke vil have 6 stjerner, såååå……

Lyden? Som altid lige i skabet i Bio’en (altså lige med undtagelse af benævnte harpe)…

Gaffa’s fine anmeldelse HER går i dybden med de enkelte værker – jeg ser hellere det hele lidt ovenfra 🙂


Kamelot (Lille Vega 21. november 2012)

 

 

star_full

star_full

star_full

star_fullstar_halfstar_empty

 

 

Dette er 2. gang jeg oplever Kamelot – de har nemlig kun spillet i Danmark 2 gange. Men det forekommer mig noget underligt, at de skal spille i Lille Vega! Og så har jeg fået foræret en V.I.P.– adgang af min vææææn Kåre, hvor jeg skal møde bandet back stage før koncerten! 🙂 En anden sjov ting er, at de 2 billetter jeg købte har hhv. nummer 1 og 2! Men okay – hellere spille i et næste fyldt Lille Vega end et meget tomt Store Vega… for bandets skyld! Ud over at stå i novemberkulden i ½ time for at komme ind som “V.I.P.’er” for at få et par autografer og nogle fotos sammen med bandet, så måtte vi alle også lægge krop til 4 timers metalmusik i træk. Det var mildelst talt noget af et komprimeret program i det 2/3 fyldte Lille Vega jeg skulle trækkes igennem… Men jeg overlevede.

Kl. 19.30 slog canadiske growl-metallerne Blackguard tonen an med bla. en kvindelig trommeslager og sådan fortsatte det i lind strøm med norske melo-metallerne Triosphere med en lidt for svag/”fin” kvindestemme/bassist i front og endelig germanske symfoniske Xandria som rosinen i pølseenden. Igen med en quinne på vokalen. Alle 3 bands knoklede virkeligt hårdt for føden, udviste hele vejen igennem ydmyghed for opgaven og var ikke bange for at vise deres taknemmelighed overfor Lille Vega’s begejstret publikum – for det var vi! For vi alle synes egentlig, at de fortjente vores respekt! 🙂 3 små smagsprøver… Warm-up’et blev vi alle i den grad! Et Lille Vega uden udluftning eller aircondition i så mange timer sætter virkelig svedkirtlerne på overarbejde! DET ER FAND’ME IKKE GODT NOK, VEGA!!! 🙁 Lyden for alle 3 opvarmningsband var relativ ringe – men det er næppe en overraskelse for den vante koncertgænger! Synd og skam, men sådan er det bare!

Endelig… kl. 22.01 tonede intro’en til Kamelot og indtil kl. 23.29 fik vi klassikerne, samt enkelte nye værker fra seneste udgivelse “Silverthorn” på en perlerække. Lyden var mudret og uklar  – specielt vokalen – det første lange stykke tid, men blev en smule bedre mens vi andre fortsat svedte tran. Siden sidst Kamelot var i DK i Bio’en har bandet fået ny forsanger, nemlig Tommy Kärevik fra Stockholm (jeg fik en lille sludder med ham under V.I.P.-sessionen *Yes, you may touch me*)  – en tro kopi af hedengangne Roy Khan. Kärevik har en kanon stemme og læner sig helt op af Khan’s stemme – måske knap så kraftfuld som sin forgænger. Attituden fejlede hellere ikke noget… igen Khan. Jeg ved ikke helt, om det er godt ellers skidt. For jeg savner generelt lidt fornyelse hos Kamelot.

Kamelot virkede rigtige tændte hele vejen igennem, stor spilleglæde og ude-over-scenekanten. Kamelot fik også denne gang kvalificeret back-up af Elize Ryd (fra Amaranthe) og god sparringspartner til Tommy Kärevik. Bandets tekniske udførelse kan man ikke sætte en finger på og det samme kan siges om det kunstneriske udtryk. Jeg ville dog ønske, at Kamelot viste noget mere improvisation – men er det efterhånden muligt med de pre-recorded elementer i livemusikken? Næppe… Det gør efterhånden koncertoplevelser småkedelige – selvom man er verdensmester i teknik og gøgl. Det gjorde også, at kedsomheden i få øjeblikke dukke op denne aften trods lysinfernoer. Lyssætningen var total overdimensioneret og blændet eders skribent mere, end han brød sig om igennem hele koncerten og lidt-over-moderat lydtryk.

Spilletiden var latterlig kort UDEN ekstranumre. Er det prisen man betaler for at presse så mange bands igennem på begrænset tid? Så hellere droppe et eller 2 bands og så give tiden til hovednavnet! Lille Vega er alt for småt et sted for et band som Kamelot! FAKTUM!!! Men hvad skulle arrangøren gøre, når der ikke dukker flere publikummer end ca. 400 stk. op?

Setlisten så sådan ud:

Lille Vega egner sig IKKE til maraton arrangementer af denne type. Jeg savnede helt vildt Amager Bio denne aften!!!!

Se også Blastbeast’s anmeldelse HER

Tak til familien Nissen for billederne! 🙂


Saga (Amager Bio 31. oktober 2012)

star_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_empty

Der var i grunden ikke de store forventninger til Saga denne aften. Jeg har efterhånden oplevet disse prog-pioneere fra Canada adskellige gange med svingende oplevelser. Men efter reunionen med originale sanger Michael Sadler sidste år i juni, så synes succesen at være fremtidssikret… Saga’s akilleshæl har siden Steve Negus været trommerne, hvorfor Saga også denne gang introducerer en ny tøndeslager, nemlig Mike Thorne. Vi får se, hvad han duer til 🙂Saga er et band, som man bare altid vil holde af – uanset, hvordan bandet ellers performer. Men jeg må også sige, at aftens performance slet ikke levede op til sidste års koncert i juni – slet ikke!

Saga er blevet satte og kører på det absolut sikre – de samme hits på hits som de sidste par gange jeg har oplevet Saga… så som Wind Him Up, On The Loose, The Flyer, Times Up, Framed, Mouse In A Maze, Don’t Be Late – total autopilot – det er altså KEDELIGT, når man tænker på at Saga har et omfangsrigt bagkatalog – 21 studioudgivelser bag sig!!! Hvorfor får vi ikke noget af det gamle materiale, der ikke er hørt før live og der er lige så godt (og mange gange langt bedre) – nu da Saga turnerer så meget som de gør i Europa? Til deres ros skal det også siges, at vi fik værkerne Generation 13 (Theme 1) og All Will Change (Home 3) fra konceptalbummet “Generation 13” pladen. MEGET FORFRISKENDE – MERE AF SAMME SKUFFE, TAK!!!

Jeg var hellere ikke imponeret over det tekniske niveau denne aften. Musikken blev i lange perioder afviklet uden præcision (det KRÆVER Sagas musik altså!), temposvingninger, ½ dårlig lav lyd og en ny trommeslager, som ikke besidder den tightness og modenhed, der kræves for at spille Saga-musik.

Nej, jeg føler ikke at Saga var rigtig tilstede her til aften… Eller så må det være mig, som efterhånden stiller større krav til bandet…? I forhold til Saga sidste år, så synes jeg hellere ikke, at publikum var “på” i samme grad.

Sorry, Saga og gode venner! Det er en meget hård dom – I know… men jeg ærgerer mig sådan over bagefter, at det kun var en gentagelse igen-igen-igen med lav kvalitet jeg oplevede denne aften 🙁 Men jeg fik da sunget med på de alt for velkendte Saga-hits! Noget valuta for penge ville jeg da have med hjem.

Alt dette stod på fra kl. 20.16-22.04 i et 90% fyldt Amager Bio… Den gamle, sure mand med alle de sure opstød var sammen med gode venner; Kåre, Conny, Palle og Palles sønnike… det tæller absolut! 🙂

Og tak til Kåre for fotoet!

UPDATE: Gaffa har lavet denne anmeldelse efter eders skribents artikel. Jeg er meget uenig i Gaffas vurderingen af Mike Thorne og jeg er helt sikker på, at Gaffa ta’r grueligt fejl af nummeret fra “Generation 13″… Ellers tilslutter jeg mig Gaffas endelige konklusion 🙂

OVER AND OUT….


Accept (Amager Bio 30. oktober 2012)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty

Accept er et af de bands, som jeg fulgte tæt i firserne. Bandet “døde lidt ud” for mig i 90’erne og havde så en udgivelsespause fra 1996 på ikke mindre end 15 år. Det var først i 2011, at vingeskudte Accept genrejste sig fra støvet med bl.a. ny frontman Mark Tornillo og 2½ originale medlemmer fra dengang ved roret – nu med to kanonflotte CD’er “Blood Of Nations” fra 2011 og “Stalingrad” fra i år. Det er to fuldt ud opdateret, fuldblods 4/4 germansk betonrock, som Accept altid har været leveringsdygtige i. Og jeg savner slet ikke længere Udo Dirkschneider i Accept 🙂

Amager blev ramt at et jordskælv den 30. oktober 2012, kl. 20.16 – lokal Amager tid! Eller kom Accept bare forbi….? For jeg tror nok, at denne koncerts lydniveau var det højeste jeg til dags dato har oplevet i Bio’en! Og faktisk er det lidt synd, da Mark Tornillo hæse vokal til tider druknede i lydinfernoet – ikke mindst fra frontman Wolf Hoffmann’s vrælende Flying V (fed spade i øvrigt – jeg havde også en i gamle dage :-))…

Jeg har på det sidste betegnet Accepts musik som “betonrock”. Jeg er nu mere tilbøjelig at betegne stilarten “betonmetal” – specielt efter aftenens udførelse af det nye materiale fra de sidste førnævnte udgivelser, der er langt mere rå i forhold til de klassiske udgivelser i 80’erne og 90’erne. Det var nemlig en musikalsk skærebrænder, der skar sig igennem det 98% fyldte Amager Bio denne ½-kolde aften. Det var fifty-fifty gammelt og nyt materiale vi fik serveret i de små 2 timer (kl. 20.16 – kl.22.13) – afsluttende med Accepts tre hjørnestene; Metal Heart, Teutonic Terror og naturligvis syng-med-sangen Balls To The Wall. Indviduelt synes der at være en klar rollefordeling deroppe. De oprindelige/kontinuerede 2 medlemmer Peter Baltes (bas) og Wolf Hoffmann (guitar) styrede klart begivenhederne med vanlig “Accept fællesdans”, mens Stefan Schwarzmann (trommer) og Herman Frank (guitar) forholdt sig langt mere neutrale på scenen. Der kunne jeg godt ønske, at nævnte herres instrumenter var prioriteret en smule højere lydmæssigt i forhold til Hoffmann’s evigt fræsende motorsav :-). Specielt trommerne var for alt for neutrale.

Men jeg må sige, at det var et genfødt Accept vi oplevede denne aften! Der var en rigtig stor spilleglæde og 100% hold em’ balls- attitude, der rakte langt ud over scenekanten og op til tribunen, hvor jeg stod. Jeg spår Accepts genfødsel en god fremtid, såfremt Accept formår at holde den intelligente 4/4 rockende stil – tysk præcitionsarbejde – germansk skærebrændertråd!

Setlisten så sådan ud: Hung Drawn And Quartered, Hellfire, Restless And Wild, Losers And Winners, Stalingrad, Breaker, Bucket Full Of Hate, Monsterman, Shadow Soldiers, Guitar Solo (Wolf Hoffmann), Neon Nights, Bulletproof, Aiming High, Princess Of The Dawn, Bass Solo (Peter Baltes), Up To The Limit, No Shelter, Pandemic, Fast As A Shark – ekstranumre: Metal Heart, Teutonic Terror og endelig (selvfølgelig!) Balls To The Wall.

Konklusion: Another day at the office – MEN PÅ DEN FEDE MÅDE!

Gaffa har deres anmeldelse HER, hvilket jeg stort set kan tilslutte mig…

BT har også været ved skrivemaskinen HER

Se også Blastbeast’s anmeldelse HER


Gotthard (Amager Bio 23. oktober 2012)

 

Desværre måtte jeg blive væk fra denne koncert på grund af snot og forkølelse! Det ville ellers have været en gratis fornøjelse, idet jeg fik fribilletter via mit medlemsskab af Musikforeningen 5-øren.Men Gaffa har da taget sig sammen og skrevet denne anmeldelse

Om ikke også BT har skrevet en anmeldelse HER

Et ½-fyldt Amager Bio er bare for pinligt!!! Jeg har selv tidligere været publikummer i så tomt et lokale i bio’en og det er slet ikke en rar fornemmelse. Og så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan bandet deroppe måtte have haft det…


Anathema (Lille Vega 1. oktober 2012)


star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Anathema er et band, som man må sige fuldstændig har skiftet ham siden deres pladedebut i 1993. Fra doom/death metal til melodisk, symfonisk prog-rock i den meget bløde ende synes at være noget af et stilskifte. Og jeg er personligt MEGET glad for dette stilskifte. Også selvom jeg først stiftede tilfældigt kendskab til Anathema for ca. ½ år siden ved almindelig research for ny musik på nettet… Kendetegnet for Anathema i dag er meget stærke vokalharmonier og det var netop på denne front jeg var meget spændt på, om det også holdt i virkeligheden. OG DET GJORDE DET!!! Frontman Vincent Cavanagh er en meget kraft- og udtryksfuld herre, som bliver støttet op af brormand Daniel Cavanagh (guitar) og ikke mindst af Lee Douglas, som lægger sin fløjlsbløde kvindestemme som modvægt til det kraftfulde. Og det fungerer 100%.

Også resten af bandet (bas, keys, trommer) spillede også en vis kropsdel ud af bukserne, kom langt over scenekanten og spilleglæden var rigtig stor! Dejligt at være publikummer til den slags! 🙂

Setlisten kunne ikke være mere perfekt fra min pind; det meste af musikken denne aften fra fra bandets 2 seneste udgivelser og gik hellere ikke længere tilbage end “Alternative 4” fra 1998. Har Anathema fuldstændig vendt deres tidlige doom-periode ryggen? Det ser sådan ud… Setlisten er i skrivende stund ikke til at finde på nettet, men jeg har opsnappet listen fra Rockefeller/Oslo den 30. september der synes at være identisk med koncerten i aftes:

Untouchable – Part 1, Untouchable – Part 2, Thin Air, Dreaming Light, Everything, Deep, Emotional Winter, Wings Of God, A Simple Mistake, Lightning Song, The Storm Before The Calm, The Beginning And The End, Universal, Closer, A Natural Disaster, Flying, Internal Landscapes og Fragile Dreams.

Opvarmningen til Anathema var Petter Carlsen, som også deltog i første og sidste nummer af koncerten. Han får for sine ca. 45 minutters opvarmning med sin makker på trommer og elektronisk bas stjerner.

Frontman Vincent Cavanagh annoncerede under koncerten, at man var i gang med at lave en dokumentar/koncert af europatourneen og at danske fotograf/filmmand Lasse Hoile (også kendt for samarbejdet med Steven Wilson og Porcupine Tree) i øvrigt var tilstede denne aften… og vi alle blev da også filmet fra scenen. Så mon ikke eders anmelder kommer med på Anathemas næste DVD/blu-ray udgivelse…? 🙂

Lille Vega var overraskende godt besøgt og var vel 90% fyldt og lyden var som den skulle være… og høj! Bandet spillede lidt over 2 timer (21.46 – 23.49… ja, der er såmænd styr på tiderne!) og en ½ stjerne kunne sagtens blive tildelt yderligere, hvis det ikke liiiige var for for meget træden vande de sidste 20 minutter…

Mangler DU ny musik, så kan jeg klart anbefale Anathemas 2 seneste udgivelser – We’re Here Because We’re Here (2010) og Weather Systems (2012)… der til tider giver ren ståpels. Det er bare smuk, intelligent og melodiøs musik!


Maryann Cotton (Amager Bio 14. september 2012)

star_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_emptystar_empty

Det var noget af en musikalsk tidsrejse jeg og min ven Leif var på. Maryann Cotton var i 1800 tallet en charmerende engelsk dame, som blev dømt for at have dræbt sine børn og op til 21 andre drab – primært med arsenik (kilde: Wikipedia). Hun genopstod så denne aften i skikkelse af Jackie Patino… eller opstod Jackie Patino som Alice Cooper? For hvad de små 200 fremmødte på primært fribilletter oplevede var i den grad en Alice Cooper imitation – både i stil, attitude, udstråling, musik og stemme. Så der var (desværre) meget langt fra inspirationen King Diamond, som bandet også er påstået inspireret af via diverse musik sites. Øv… Maryann Cotton gik på scenen kl. 22.13 i Amager Bio efter en positiv ½-times opvarming af purunge kvartet Cold Black, som gik på med masser af mod, energi og nerve. Disse drenge skal nok markere sig på rockscenen den dag de finder deres egen stil og ståsted.

Fra første akkord var der som nævnt ikke tvivl om, at Alice Cooper havde invaderet Amager Bio; høj sort hat, spankulerende stripper (?), ridepisk, fingeret arrestation af 2 grandvoksne mænd iført masker var nogle af de genkendelige gimmicks Maryann Cotton/Jackie Patino serverede for os i hele 71 minutter – ja, længere varede koncerten ikke! Og så var vi alle i salen iøvrigt crazy -you are crazy – we are all crazy… man, you ARE indeed Alice! 🙂

Forunden Jackie Patino var farmand Hal Patino en klippefast støtte for sønnike på bas, Sebastian Sly på primært sin sorte Les Paul, en for mig ukendt herre på keys og – hold nu fast – SØREN BERLEV på trommer! Selvsamme legendariske gas’er Søren Berlev, hvor jeg og Leif på samme værtshus forinden koncerten drak et par ølver. Sjov detalje… Men altså – hr. Berlev virkede helt malplaceret i dette selskab. Primært hans spillestil passer ikke ind i Alice-stilarten og lidt research på nettet afslører da også Snowy Shaw som officiel trommeslager i bandet, som afløses af Berlev denne aften. Men han kæmpede bravt – uanset hvad jeg end så måtte mene om hans spil.

Det overordnede indtryk var en ganske varierede performance med svingende teknisk niveau. Musikken var meget genkendelig (Alice Cooper igen!) trods jeg ikke kendte bandet på forhånd. Og det halve publikum sivede da også i løbet af koncerten. Og jeg synes at kunne fornemme, at det påvirkede hr. Patino. Allerede kl. 23.24 var det hele overstået.

Desværre…. kun 2 stjerner bliver det til. Maryann Cotton – et godt råd: find din egen stil på alle fronter… eller spring ud som The Alice Cooper Tribute Band.

Foto: Leif “Leifi” Madsen


Marillion (Amager Bio 27. juli 2012)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty

Der findes 2 versioner af Marillion; Marillion Version 1 fra 1979-1987 og Marillion Version 2 fra 1987 og frem.Og hvorfor 2 versioner af samme Band? Jooh…. Marillion Version 1 med Fish som forsanger var de progressive og nyskabende indenfor neo-prog rock genren – ja, man kan vel næsten sige en 80’er version af Genesis, som de var i 70’erne. Marillion Version 2 er så tiden efter Fish med Steve Hogarth på mikrofon, hvor Marillion – i mine ører – gik den radiovenlige og mainstreme retning. Det kan man synes om, hvad man vil… jeg ved godt, hvad jeg foretrækker (LONG LIVE PROG ROCK!).

Og det var i sagens natur Marillion Version 2 jeg havde fornøjelsen at opleve i en let overophedet (i ordets bedste betydning) 80% fyldt Amager Bio sammen med 2 gode venner, Leif og Kåre. Jeg havde lovet mig selv fra 1. stofe, at jeg IKKE ville løfte mine forventninger alt for højt op – at denne koncert ikke kunne være årets progrock oplevelse… Den fik jeg nemlig med Dream Theater i januar! 🙂

Marillion gik på scenen omkring 21.55 og leverede præcis i 2 timer god og gedin underholdning – primært materiale fra Hogarth’s periode. Der sneg sig et par Marillion Version 1 værker ind i setlisten, nemlig “Slàinte Mhath” fra Clutcing At Straws og “Sugar Mice” fra samme mesterværk fra 1987 – desværre det sidste Marillion album med Fish 🙁

Og egentlig fint med mig, at vi publikummer ikke blev udsat for flere numre fra før 1987. Hogarths stemme er slet ikke gearet til det tidligere Marillion! Og derfor er jeg også meget taknemmelig over, at vi ikke også fik “Kayleigh” smidt i ansigtet! 🙂

Marillion er stadig et stålfast band med superdygtige musikere, som ser ud til stadig at nyde at tournere – stor spilleglæde deroppe. Der var ingen vaklen i udførelsen af musikken og jeg må nok tilstå, at Steve Hogarth er en suveræn performer og sanger – blot han ikke forvilder sig ud i Marillion Version 1’s musik. Det er Fish’s domæne! Keyboardmand Mark Kelly og Ian Mosley på trommer var de anonyme herrer, Steve Rothery var guitar-ekko-orkestret og bass-sloggeren Pete Trewaves lagde den takstfaste bund. Trewaves er iøvrigt også i min verden kendt for at være medlem af et andet fedt band, nemlig Transatlantic.

Setlisten (behørigt fremskaffet via nettet) var: The Invisible Man, Cover My Eyes, Slàinte Mhath, Beautiful, You’re Gone, Afraid of Sunlight, The Great Escape, Power, Estonia, Neverland, This Strange Engine, Sugar Mice, Circular Ride (enkelte strofter af værket) og Three Minute Boy.

Mine personlige favoritalbum (forunden de fire fra Marillion Version 1) er de 2 første, nemlig “Seasons End” (1989) og “Holidays in Eden” (1991). Desværre fik vi kun “Cover My Eyes” fremført fra disse udgivelser. Det må være en ommer…

Lyden var detaljeret og var i rette lydniveau – og publikum i rette stemning! 🙂

Tak til Kåre for billedet!


Chris Cornell (Kgl. Teater gl. scene 3. juli 2012)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Hvad tænker du, når jeg siger “Det Kongelige Teater”? Jeg tænker i hvert fald på mærkelig ballet, larmende opera og dramatiske teaterstykker. Men på denne ½-lune sommeraften var de flotte rammer i den gamle bygning kulisse for Chris Cornell og Paul Freeman som opvarmning.

Paul Freeman fra Wales gav 30 minutters opvarmning med sin guitar. En rigtig god sanger og teknisk god guitarist… og så fik han endda en kvindelig sanger til at hjælpe sig i et enkelt nummer. Indgangsreplikken fra Poul Freeman var: “I have not received so much applaus for not being Chris Cornell”… eller noget i den stil 🙂
Chris Cornell dukkede frem på scenen kl. 21.04 og modtog en overvældende hyldest fra det modne publikum og lade ud med værker fra primært hans soloperiode. Cornell’s styrke er en meget kraftfuld og præcis stemme, og det var til tider en stor fornøjelse at høre ham køre vokalen helt ud. Hans guitarspil bærer ikke bræg af tekniske ekvilibrisme. men det kræver stilarten hellere ikke. Med sikker hånd førte han os igennem aftenen.Cornells bagkatalog er ikke specielt overvældende – og så længe jeg var tilstede i 2 timer – blev publikum trukket igennem Soundgarden, Audioslave og primært hans egen soloperiode.

Jeg og mit følge forlod teatret før tid kl. 23.07, netop da Cornell gik i gang med Black Hole Sun – det kendte Soundgarden værk…

Som det fremgår af ovenstående, så er jeg ikke den store Cornell kender (og fan). Jeg tænkte under koncerten, om Chris Cornell mon ville klare sig som den stjerne han er i dag, hvis han ikke havde Soundgarden og hele grunge-perioden i rygsækken. Mon han ville gøre sig bemærket, hvis han dukkede op fra ingenting i dag? Jeg tvivler… Dermed ikke sagt, at jeg underkender hans store talent!

Foto’et er inden Chris Cornell kommer på…

Endelig skal jeg blot konstatere, at det er en super god idé at bruge Det Kongelige Teaters gamle scene teatret til disse soloarrangementer – tidligere har bl.a. Tori Amos har også spillet på de skrå brædder.

Paul Freeman

Chris Cornell


Copenhell 2012 (Refshaleøen 15.-16. juni 2012)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Jeg nåede ialt at opleve 15 bands til Copenhell. Musikgenren er rimelig ny for mig og der var meget nyt musik at opleve for mig disse 2 dage.Alligevel vil jeg give mine 15 oplevelser de sædvanlige stjerner – ikke for det kunstneriske indtryk – men for min helt egen opfattelse af muskkens stil og… nå ja… smag!

Barricade Rising Skeletonwitch Killswitch Engage The Interbeing Anthrax All Shall Perish Mastodon Gojira Redwood Hill Saxon Dying Fetus Meshuggah Korpiklaani Immortal

Se mine mobilfotos her

Copenhell festival

Blastbeast’s anmeldelser FREDAG, part 1   FREDAG, part 2   LØRDAG, part 1   LØRDAG, part 2


Paradise Lost (Lille Vega 14. maj 2012)

star_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_empty

Ny rekord næsten slået! Den korteste koncert jeg endnu har deltaget i var til Johnny Winter i 2009, som dengang skulle følges ind på scenen – sidde ned på en stol under hele koncerten – for igen at blive fulgt ud af scenen. Denne koncert med Paradise Lost varede hele 4 minutter længere (kl. 22.20 – kl. 23.34) = 1 time og 14 minutter! Tænk sig…. et band, der i 90’erne blev spået en lige så stor fremtid som Metallica og gennemsnitlig er langt yngre end førnævnte Johnny Winter, stod nu denne fine forårsaften i et ikke-udsolgt Lille Vega… vel omkring 400 publikummer var vi… og præsterede en rekordkort koncert! Det er efter min opfattelse at tage dybt pis på folk. Og så måtte vi endda vente meget lang tid på, at bandet nølede sig på scenen.Selv koncerten bar præg af stor spilleglæde fra scenen, hvilket egentlig overraskede mig. Lyden var slet ikke perfekt. Greg Mackintosh’s guitar var slet ikke i front af lydbilledet (som den bør!) og Nick Holmes stemme druknede fuldstændig. Scenelyset var ganske enkelt katastrofalt… Men alligevel var der en meget intim atmosfære og publikum var helt med på sing-along.

Setlisten: “Widow”, “Honesty In Death”, “Erased”, “Forever Failure”, “Soul Courageous”, “In This We Dwell”, “Praise Lamented Shade”, “Pity The Sadness”, “As I Die”, “Symbol Of Life”, “Tragic Idol”, “The Enemy”, “One Second”, “Fear Of Impending Hell”, “Faith Divides Us – Death Unites Us” og “Say Just Words”.

Jeg ville personligt ønske, at der der blev spillet flere numre fra Icon/Draconian Times perioden. Sådan er der så meget…

Det ærgrer mig i stor grad, at bandet ikke fulgte i samme musikalske spor fra deres storhedstid, der kulminerede med Draconian Times fra 1995. Bandet valgte at blive mere mainstream, hvilket Paradise Lost først er begyndt at rette op på med de seneste par udgivelser. Så måske er der stadig håb forude…?


Steven Wilson (Amager Bio 30. april 2012)


star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Dette er progrockens (u)kronede kronprins Steven Wilson’s første koncert i Danmark som solist – og endda på min ø! Kl. 20.28 – 28 minutter efter officiel koncertstart – blev os publikummer i en næsten udsolgt Amager Bio torteret med et surroundhjertepulserende lydinferno i stigende styrke lige fra ankomst i led som optakt til det endelige startskud til næste 2 timers progrock i verdensklasse. Jeg trak først vejret igen kl.22.25!Scenen var fra start dækket af en gennemsigtigt lærred, hvorpå der udspandt sig en syret video – filmet af Lasse Hoile (Steven Wilsons faste billedmager, der fik en hilsen fra SW og iøvrigt var tilstede denne aften). Først 30 minutter inde i koncerten faldt gardinet endelig…

Igennem de næsten 2 timer blev vi alle vidner til musik i absolut verdensklasse! Til tider rolig og flydende, til andre tider total jazz-fusion-heavy… mange stilarter mikset sammen og dog i Steven Wilsons helt egen stil. Ja, nogle gange måtte jeg tage mig selv i at halse efter når bandet gik prog-amok! 🙂 Setlisten spandt sig over hans 2 soloudspil og et enkelt endnu ikke udgivet værk “Luminol” – pyha, det tegner godt fremadrettet!

Og ofte tog jeg mig selv i at have våde øjne og et smil i ansigtet, deroppe på balkonen til venstre for baren…

Normalt er Steven Wilson den seriøse, dybt fokuserende, stive musiker i Porcupine Tree. Som solist har han sluppet tøjlerne og overladt den musikalske udførelse til sit fremragende band, mens han selv er overalt på scenen og er i tæt kontakt med bandet – og alt imens kan dirigerer tropperne a la Ian Anderson som en anden stor dirigent. Ind imellem tager Wilson overbevisende over med guitar og keyboard. Og hvilken stemme den mand i øvrigt også har!

Backingbandet imponerede i den grad; trommeslager Marco Minnemann er et stort teknisk talent, der stilmæssigt ligger tæt op ad Portnoy/Mangini (Dream Theater) – Nick Beggs på bas, måske mest kendt for Kajagoogoo i 80’erne – suveræn musiker, også i progrock genren – Theo Travis på sax/fløjte – Adam Holzman på tangenter, bl.a. arbejdet med Miles Davis i 80’erne og er i stor grad jazz-orienteret i sin spillestil – og guitarist Niko Tsonev, som i lyd og stil ligger MEGET op ad Steven Wilson. Det er nok ikke helt tilfældigt…

Det var i det hele taget en total iscenesat begivenhed – intet overladt til tilfældighederne. Der har efter min overbevisning ligget MANGE øvetimer. Lyden var perfekt – noget af det bedste jeg har oplevet indtil videre i Amager Bio! Og dejligt at se et så stort talent folde sig ud og udtrykke ægte spilleglæde…. cool! 🙂

Setlisten så sådan ud: “No Twilight Within The Courts Of The Sun“, Index“, “Deform To Form A Star“, “Sectarian“, “Postcard“, “Remainder The Black Dog“, “Harmony Korine“, “Abandoner“, “Like Dust I Have Cleared From My Eye“, “Luminol“, “No Part Of Me“, “Raider II og som ekstranummer “Get All You Deserve“.

Der er i skrivende stund ikke en eneste anmeldelse af denne koncert at finde nogensteds på de mest besøgte sites (BT, EB, Pollitiken, Gaffa mv.). HVOR BLIVER I AF? Hvorfor skal jeg være en allerførste hver gang????!!!


Manfred Mann’s Erath Band (Amager Bio 22. april 2012)

star_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_emptystar_empty

Der er 2 ting, der kendetegner Manfred Mann’s Earth Band (MMEB)… og det er en en stærk vokal og et dominerende, karakteristisk keyboardspil – mere herom senere!Hr. Manfred Mann himself har trukket sig igennem musikbranchen siden 1962 med mange udskiftninger og stilskift. MMEB er nok kendt for at være verdens mest succesfulde kopiband, de gør det normalt fænomenalt live og har underholdt eders skribent siden start 70’erne på vinyl og et par gange live.

Men denne gang i Amager Bio skuffer MMEB fælt! En ny sanger (igen igen) i et års tid nu – Robert Hart – skulle løfte den meget tunge arv fra bl.a. Chris Thompson og Noel McCalla og det gik bare ikke. Nuvel, Robert Hart er en dygtig sanger, men passer slet ikke ind i MMEB- sammenhænge. Manfred Mann’s keyboards var hele vejen igennem aftenen tilbagetrukken, anonyme og meget “usynlige” – de kendte punches og den særegne lyd fra tangenterne var ikke-eksisterende. Mick Rogers – “Co-founding” medlem på guitar – er tidligere hørt langt bedre, især under soli’erne. Det fungerede hellere ikke for ham denne aften – generelt sjusket guitarspil. Trommeslager Jimmy Copley leverede uden at imponere – her manglede jeg især tydeligere markeringer i musikkens karakteristiske breaks/overgange. Dog en kanon god stortrommelyd!!! Bassist Steve Kinch var faktisk den eneste, som holdt niveauet – efter min vurdering.

Jeg mener…. MMEB’s kopimusik er jo ikke specielt teknisk krævende og man skulle mene, at musikken er gennemøvet på kryds og tværs. Og når man ved, at disse herrer på scenen kun lever af at indspille og turnere, så kan det undre mig at man i den grad lyder som sit eget kopiband. Til tider blev jeg henført til Damhuskro-stemningen. Meget trist, egentlig…

Spillelisten bestod bl.a. (hvad jeg kan huske i ikke-rækkefølge) af: Spirits In The Night, Father Of Day – Father Of Night, Davy’s On The Road Again, You Angel You, Quinn The Eskimo (Mighty Quinn), For You, Dancing In The Dark (et FRYGTELIGT Springsteen cover – NOGO!), Blindede By The Light, Doo Wah Diddy (udsat for reggae rytmer for el-guitar og trommer), Don’t Kill It Carol + et par andre for mig ukendte numre – afviklet i lind strøm mellem kl. 20.16 – kl. 21.54.

Tag nu ikke fejl! Jeg elsker MMEB og den måde de fortolker andres musik på. Jeg håbede på, at jeg ville gå fra Amager Bio med et smil om læberne. Men hele aftenen virkede som om, at bandet spillede i øvelokalet og kom aldrig ud til os andre med den dynamisk og autoritet som man kunne ønske og forvente. Med igennem alle tiders 21 udskiftninger i bandet (i skrivende stund), så kan man vel ikke forvente en helstøbt enhed, eller?

Under koncerten kom selveste hr. Manfred Mann 3 gange ud på scenen med sin bærbar tangentting og jammede med når der gik improvisation i den. For det er en af MMEB’s styrker – at jamme over et par akkorder… Men igen – alligevel supersvag sound og spil fra tasterne. Men der var sjældent set meget spræl og gøgl i manden når han blev lukket ud fra keyboard øen. Man kunne så ønske, at denne energi blev kanaliseret over i tangenterne i stedet… Jeg husker klart, at jeg blev irriteret over det! I et stille øjeblik tænker jeg: “Sidste mand slukker og lukker, hvis der ikke hankes gevaldigt op”.

Jeg havde et godt udsyn fra balkonen – lige foran baren. Det 85% udsolgte Amager Bio hyggede sig bravt alligevel og var begejstret for aftenen – og det er vel det vigtigste i sidste ende – uanset, hvor mavesur og skuffet jeg var denne aften…..? 🙂

Foto’et er fra lyttepositionen…


Rammstein (Forum 21. februar 2012)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Tid: 21.01-23.03, gerningsmænd: Rammstein, gerningssted: et overfyldt Forum, Frederiksberg

Med en anelse upræcis tysk præcision blev et alt for overfyldt Forum mørklagt og en grum, kontinuerlig industrimaskine blev startet op – buldrende ud af fronthøjttalerne – der igen og igen skabte illusionen af sved og olie. En bro blev sænket ned fra loftet og forbandt scenen til en repos midt på gulvet. Fra højre side af Forum åbnes døren og metalarbejderne kom på rad og række med dannebrog som fane. Industriarbejderne – de kronede metalindustrikonger – var såmænd på vej til fabrikken.Op på repos’en og videre over broen for endelig at indtage positionerne efter 6 minutters monoton maskinstøj – FEUER FREI! Så skal der arbejdes for føden!!!

Jeg havde forinden vandret lidt rundt for at finde en nogenlunde fornuftig se- og lytteposition og det lykkedes mig til sidst at finde en 2. ståposition på balkonen – forholdende taget i betragtning et perfekt sted at være 🙂 Desværre mistede jeg kontakte med det selskab jeg var så heldig at være sammen med forinden. Men for h……, hvorfor pakke så mange mennesker sammen på så småt et sted?????

Maskinellet blev smurt og igangsat, og i omkring 2 timer var vi vidner til kaskader at flammer, brag og damp – måske alt for meget flammer, brag og damp den første times tid. For Forum blev midt i det hele totalt indhyllet i røg og damp, så det var svært at orientere sig om, hvad der foregik på scenen. Alt krudtet blev simpelthen fyret af alt for hurtigt – pyro som performance. Mine mobilfotos giver måske en idé om, hvor voldsom det var. Der blevet spillet ekstremt højt – også godt hjulpet på vej med høje eksplosioner. Så det siger sig selv, at jeg var ekstrem glade for mine ørepropper 🙂

Jeg fornemmede, at Rammstein midt i det hele faktisk gik en smule metaltræt…

Efter ca. 1 time 15 minutter forlod bandet scenen for at kravle via broen med slavepiskeren efter dem over til førnævnte repos midt i Forum for at give et par numre dér. Jeg fik i hvert fald et pludselig deja vu – for Metallica lavede næsten det samme stunt i selvsamme bygning i 1996.

Når Rammstein spiller live, så er der ikke meget plads til improvisation – tænk, hvis guitaristen for eksempel trådte en smule forkert og det ikke var liiige, hvad man havde aftalt forinden med manden med pyroknappen! Det er prisen for et 100% indstuderet og alt for MEGET tilrettelagt show – det tager simpelthen noget af dynamikken og naturligvis improvisationen. Den slags kunstneriske friheder tillades ikke. På den anden side er Rammstein helt ærligt ikke sat til verden for at imponere os musikalsk – Rammstein er en teatralsk totaloplevelse. Og hvis man har det i mente kan man ikke komme uden om, at Rammstein er verdensmestre i den disciplin!

Som nævnt blev der spillet meget højt, bassen som altid den (alt for) dominerende part. Vokalen var lav – måske også bedste, da Till Lindemann ikke er kendt for for den allerstørste stemme.

Setlisten (venligst stjålet fra eb.dk) så således ud: Sonne, Wollt Ihr Das Bett In Flammen Sehen, Keine Lust, Sehnsucht, Asche Zu Asche, Feuer Frei!, Mutter, Mein Teil, Du Riechst So Gut, Links 2-3-4, Du Hast, Haifisch, Bück Dich, Mann Gegen Mann, Ohne Dich, Mein Herz Brennt, Amerika og Ich Will.

Alt i alt var koncerten en rigtig god og svedig oplevelse – min tredje koncert med Rammstein og 2. gang i Forum. Hvis jeg skal se isoleret på, hvad der skete på scenen – så er koncerten 5 stjerner værd. Den sidste stjerne mangler, da der ingen musikalske overraskelser var og koncerten var vel i bund og grund “another day at the office”? Jeg fornemmede det i hvert fald…

Behovet for en multiarena er i den grad mere og mere påtrængende og det kan ikke så stærkt nok med at få den på plads, hvis København skal hamle op med jyderne og Malmø. At blive pakket sammen på den måde som publikummer som denne aften tager altså noget af glæden ved oplevelsen. FAKTUM!!!

Ekstra Bladets anmeldelse HER, Gaffa’s anmeldelse HER, DR’s anmeldelse HER, BT’s anmeldelse HER, Politikens anmeldelse HER, JP’s anmeldelse HER


Frede Fup (Amager Bio 27. december 2011)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Det er traditionen, at Frede Fup giver koncert 3. juledag i biografen… denne gang for 10. gang i træk. Og der var rigtig mange, som fandt frem til Amager Bio denne småkolde aften – mon fordi en stak fribilletter var uddelt til arrangementet? Det tyder det på… Frede himself opfordrede da også sit publikum at investere i ølvere for alle de penge man har sparet på billetten. Anyway, i et næsten fyldt Amager Bio indtog eders “anmelder” og 8 andre gode venner og kollegaer logen med frit udsyn over mængden.For mit vedkommende kender jeg kun en smule til Frede Fup – primært for enkelte værker/”hits” fra 80’erne. Men jeg skal indrømme, at jeg har opdaget der er langt mere substans i Frede Fup efter aftenens 2 timers koncert; finurlige tekster og et super velspillende orkester. Jeg personligt var meget imponeret over grundstammen i bandet – trommeslager Lars Fischermann og bassist Flemming Muus – knivskarpe i rytmen og samtidig dog flydende i perfekt samarbejde… og begge guitarister er ganske nye fra i år i Frede Fup sammenhænge – Finn Verwohlt og Niels Poulsen – supplerede hinanden rigtigt fint med hver deres meget individuelle spillestil. Frede Norbrink annoncerede, at de 2 nye i bandet kun havde haft 5 øvedage i bandet… mon???? Det var ikke det indtryk de efterlod! Tangentspiller Klaus Agerschou lagde en næsten usynlig streg igennem hele koncerten…. meget fint!

Festen startede med en animeret Powerpoint præsentation af Frede Norbrinks lange karriere i et alt for hurtigt tempo – en sjov og amatøragtig gimmik egentlig. Og dog var det for os uvidende ignoranter en fin måde at blive introduceret til Frede Norbrinks laaaange musikalske liv… 🙂

(Billede venligst stjålet fra Frede Fup’s hjemmeside – www.frede-fup.dk)

Skønt, skønt at se spilleglæden bare udfolde sig på scenen. Alle mand oplagt og Frede Norbrink himself gik til sin 50 års jubilæumskoncert med stor ydmyghed og respekt for både band og publikum. Og rigtigt dejligt at opleve, at et dansk band på den måde kommer ud over scenekanten…. specielt når jeg tænker på mange af de udenlandske verdensnavne jeg har oplevet, som ikke formår at gøre det samme.

Jeg gider ikke remse spillelisten op – for jeg kan ikke huske den. Men jeg husker i hvert fald værkerne “1000 tak” (en hyldelst til alle vores eks-kærester), “Kun En Dråbe Frygter Havet“, 4-5 værker fra den kommende udgivelse og naturligvis “Kaj og Stjernerne”. 2 timers fed og glad musik 🙂 Lyden var som den skulle være….. dog synes publikum at virke en smule juletrætte 🙂 Festen sluttede kl. 00.15 – det sker ikke tit i bio’en.

5 stjerne er meget storsindet at give – det er kun få, store internationel navne + TJILL (2 gange!) som har opnået flere – læs venligst “anmeldelserne” andetsteds på denne side. Ikke mange kunstnere har opnået så stor anderkendelse fra eders hårde, men uretfærdige “anmelder”… men denne gang er det sgu fuldt fortjent!

Jeg skal iøvrigt ANBEFALE at melde sig ind i Musikforeningen 5-øren – www.5oeren.dk – foreningen, der bl.a. holder liv og gang i Danmarks allerfedeste spillested… nemli’ Amager Bio!


YES (Amager Bio 6. december 2011)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_empty
Det var med allerstørste forventning jeg atter skulle have æren at opleve alle tiders største band YES for anden gang – sidste gang nogenlunde ved samme tid i 2009. Siden da er Oliver Wakeman udskiftet med Geoff Downes på keyboard- et bekendskab YES kortvarigt havde på en enkelt udgivelse i 1980. Og som sidst gang i Amager Bio stod Benoît David bag mikrofonen…kl. 20.05 tonede den båndede intromusik i gang og YES lagde an til “Yours Is No Disgrace”, en ren klassiker.

Men fra allerførste strofe fra Benoît David stod det soleklart, at det skulle blive en “krumme-tæer-on/off-aften” – ganske helt uventet. Den purunge 45-årge Benoît David ramte konsekvent omkring ½ tone for lavt fra midrange og op, og vaklede i den grad i stemmen. Pinligt og i den grad ødelæggende for oplevelsen. Heldigvis består YES’ musik i lange perioder af ren instrumentalpassager. Men jeg havde det sådan, at jeg gruede for næste gang Benoît David skule åbne munden. Jeg tror faktisk, at lydmanden skruede en smule ned for hans mikrofon relativt tidligt. Heldigvis stod Stewe Howe og Chris Squire last og brast bag Benoît David, vokalmæssigt. Det forhindrede den totale katastrofe.
Som sidste gang i 2009 stod Stewe Howe (g) fast og leverede varen med stor autoritet, sikkerhed og ekvilibrisme. Chris Squire (b) og Alan White (dm) havde rigtig god kontakt til hinanden og nød helt klart hinandens selskab, og leverede sammen en bundsikker rytme. Geoff Downes flankeret af keyboards på 3 sider virkede ude af “sync” med resten af bandet og føltes ligesom ikke en naturlig del af bandet.

Jeg må sige, at Benoît David og Geoff Downes har trukket YES meget langt ned på det tekniske niveau og det er til stor skade! YES bliver simpelthen nødt til at gøre noget… NU! Jeg må insistere på, at Jon Anderson (vo) og Rick Wakeman (keyb) kommer tilbage til YES. Den nuværende konfiguration holder bare IKKE!

YES’ seneste udspil “Fly From Here” er en forlængelse af albummet “Drama” fra 1980. Dengang var The Buggles (Geoff Downes og Trevor Horn) en del af YES og Trevor Horn har da også produceret albummet. I mine øjne en temporær hjerneblødning! Og det synes at være strategien, at YES vil genskabe “Drama”- perioden og dens storladenhed. Forget it – det virker IKKE!!! Men fedt at høre det 25 minutters lange titelnummer live… trods alt 🙂

Setlisten (venligst lånt af Gaffas anmelder) så således ud: Yours Is No Disgrace, Tempus Fugit, I’ve Seen All Good People, Life On A Film Set, And You And I Solitaire (Howe solo), Intersection Blues (Howe solo), Fly From Here (part 1-5), Wonderous Stories, Into The Storm, Heart Of The Sunrise, Starship Trooper og Roundabout…. omkring 2 timer og 15 minutter.

Læs også Gaffas YES meget fine anmeldelse HER og Gaffa’s billeder HER

Jeg ville bare så gerne have givet 7 stjerner ud af 6 mulige(!). Alligevel giver jeg koncerten 5 stjerner… netop fordi musikken alligevel holder 100% – trods Benoits (ufrivillige) sabotage! YES’ publikum er trofast og dedikeret – trods ovenstående, så blev YES hyldet som fortjent igennem hele koncerten 🙂Se, det var en rigtig julegyser!!! Hooooo hoooooo – god jul, allesammen! 🙂


Pretty Maids & Mike Tramp (Amager Bio 1. december 2011)




 

MIKE TRAMP .

PRETTY MAIDS

Ikke mange ord denne gang….. måske bare ikke min koncertdag denne gang? 🙂


Saxon & Anvil (Amager Bio 27. november 2011)


 

 

 

 

 

ANVIL Hvis man har set filmen “The Story Of Anvil” – filmen om bandets desperation og kamp for overlevelse, så kan man sgu kun ha’ stor respekt for trioen! Anvil har eksisteret og overlevet siden 1981, og udgivet 16 skiver. Samtidig er de verdens meste usynlige band! Godt gået… Så det var med en vis skepsis jeg ankom til total-forblæst Amager Bio ved 19.50-tiden, hvor et 3. band allerede var igang med at underholde… Anyway, Anvil gik igang kl. 20.08 som 2. opvarmning. Og hvor SKØNT at se spilleglæden lyse ud af alle 3 musikere! Især “Lips” – founder/fronfiguren i Anvil spillede sin sorte Flying V som vi andre gjorde i øvelokalt for flere årtier siden. Elendige soloer og teknik, som selv JEG kan matche! 🙂 Men gud, hvor han nyder det! Og det smittede i den grad af på os publikummer. Robb Reiner – også founding trommeslager – gjorde det faktisk rigtigt godt – god teknik. Og Glenn Five – rookien på 15. år i bandet – på bass var ret underholdende på scenen med rette ansigtsudtryk i rette grumpy folder…. sjov mand.

Musikalsk er Alvil stadig et garageband. Der var masser af skønhedsfejl (flest fra “Lips”) gennem alle 50 minutter præcis – skønt og befriende! Spilleglæden var helt igennem intakt for alle 3… Og naturligvis fik vi serveret nummeret “Metal On Metal” som sidste nummer. 4 stjerner for deres måde at være på!!!!! 🙂

SAXON Som een af NWOBHM’s store navne i 80’erne – og mine tro følgesvende i samme årti – så er det absolut på tide at hilsen på Saxon i mindre rammer. Sidste gang eders ydmyge anmelder oplevede Saxon var til Sweden Rock Festival 2005 på Rock Stage. Så det er med stor forventning at opleve legenderne under fast tag.

19 albums er det blevet til siden 1979 – så der er alt ande lige lagt godt og grundigt lagt i kakkelovnen. Saxon er mine øjne et totalt undervurderet, klassisk rockband der igennem flere årtier har formået at følge imod strømningerne og stadig udvikler sig – UDEN at gå på krompomis med nerven i egen musik – nemlig den gode, gamle 4/4 takt. Egentlig en rigtig god modvægt til den progressive musik, som jeg også har tendens til at dvæle over. Besætningsmæssigt har Saxon formået at holde sammen på 4/5 af tropperne siden 1988… Specielt glæder det mig, at bandets originale trommeslager – Nigel Glockler – er vendt hjem i midten af 00’erne efter en længere tids fravær. En monsterstabil trommemaskine er han!

Kl. 21.18 og 2 timer frem minus 1 minut i et 70% fyldt Amager Bio…. det nye album “Call Of Arms” skulle lige promoveres den første times tid – blended skiftevis med gamle numre… for meget af de nye, simpelthen. Det er det klassiske Saxon folk kommer for at høre…. også jeg… FAKTUM! Bandet kom aldrig helt ude over rampen på noget tidspunkt og det lagde en dæmper på publikum.

Der blev spillet meget højt og lyden var ikke optimal. Selv med ørepropper havde jeg en mindre susen i hovedet dagen efter… øv. Og jeg forstår simpelthen ikke begejstringen i de øvrige anmeldelser jeg har læst på nettet om selvsamme koncert.

Ellers fik vi ellers klenodierne på perlerække; Hammer Of The Gods, heavy Metal Thunder, Never Surrender, Chasing The Bullet, Motorcycle Man, Back In ’79, And The Bands Played On, Battalions Of Steel, Call To Arms, Dallas 1 P.M., Rock N’ Roll Gypsy, Mists Of Avalon, Battle Cry, When Doomsday Comes, Denim And Leather, 20.000 Feet, Ride Like The Wind, Wheels Of Steel, Crusader, 747 (Strangers In The Night), Power And The Glory, Strong Arm Of The Law og Princess Of The Night.

Another day at the office for Saxon – another ordinary experience for me – ingen overraskelser her! Publikum var også helt klart kørt træt til sidst – den totale begejstring udeblev på den lange bane, desværre. Måske skyldes det også personligt, at jeg de to forringe dage har været ude og drikke en masse juleølvere….


Erasure (Falkonér Salen 7. november 2011)

 

Så blev der dømt firserpop – Erasure i et udsolgt Falkonér Salen – vel omkring 3000 mennesker i alle afskygninger under deres “Tomorrows World” tour. Ikke fordi jeg frivilligt havde købt billetten, men blev inviteret af min 80’er hjernevasket ½-bror Paul… i godt selskab med “½-søster” Charlotte og ven Ken. Godt bænket fast på terrassen efter lang ventetid på at blive lukket ind i de hellige haller, blev der fyret op for musikfabrikken kl. 21.01… Og fra første strofe blev publikum holdt fast i (frivillig?) massehypnose. Sjældent set så trofast og dedikeret publikum!

Andy Bell – sanger i bandet – gav den alt hvad han havde vokalmæssigt og det holder. Egentlig en rigtig god stemme… indrømmet. Modsat stod Vince Clarke bag en halvhøj djævlefigur med røde øjne og spille Counterstrike under hele koncerten – lige med undtagelse under de 3 numre, hvor den akustiske guitar blev hevet frem – naturligvis sovset ind i technorytmer af en eller anden slags.

Jeg er ikke den store Erasure-kender, men jeg genkendte da 2 af de største hits fra dengang i midtfirserne, der blev afviklet sidst under koncerten. Den øvrige musik lignede hinanden i mine ører og det tyder vel et eller andet sted på, at Erasure ikke har formået at nyskabe noget som helst de sidste 25 år. JEG har i hvert fald ikke bemærket duo’en siden dengang. Men er det egentlig ikke et smart stunt…? At satse på det sikre? Det tyder alt på!

Udover Erasure blev duo’en supporteret af 2 skønne og dygtige sangerinder af den sorte slags. Jeg studerede damerne mere end andet på scenen og blev lidt imponeret af koreografien mellem de to.Musikken blev afviklet via en kassettebåndoptager på en perlesnor i velafmålte, radiovenlige 3 minutter og 20 sekunder – no more, no less. Og det blev faktisk en smule kedeligt i længden og forudseeligt! Men publikum nød hvert sekund – det var helt tydeligt og kvitterede da også med massive klapsalver og råben.

Erasure’s musik kunne sagtens afvikles succesfuldt med rigtige og ægte live-musikere. Så kompliceret og dyb er musikken hellere ikke. Er det kun mig, som har det sådan? Måske… Min respekt for Erasure ville være en helt anden, hvis de klarede ærterne LIVE. Men i stedet har Erasure valgt at levere musikken via mixerpulten og Vince Clarke kan uforstyrret spille Counterstrike i 1½ time – hver aften…

Kl. 22.31 var det hele overstået – 1½ time sharp! Lige så timet og tilrettelagt som alt andet under denne koncert. Hellere ikke spilletiden imponerede. Jeg har været til mange koncerter, hvor man har svedt og kæmpet for hvert minut på scenen over i 2 timer. Se, DET GI’R RESPEKT! 🙂

Jeg vil ikke give stjerner denne gang – det kender jeg musikstilen for lidt til. Hvis min “anmeldelse” ikke er super positiv kan det måske skyldes, at jeg simpelthen ikke forstår 🙂

Tag ikke fejl! Denne koncert var skam en stor oplevelse for mig!!!

Tak til brormand Paul for billederne og billetten!!! Det bli’r hævnet på et tidspunkt! 🙂


Burnin Red Ivanhoe (Amager Bio 2. september 2011)


star_full star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Jeg meldte mig ind i Musikforeningen 5-øren i maj måned og fik dermed fribilletter til bl.a. Burnin Red Ivanhoe. Så jeg har inviteret Leif – min gode ven og kollega – til en gang gratis hippie-rock og avantgardejazz.Dagen oprandt endelig… Leif og jeg traskede til Amager Bio efter indtagelse af kinesermad ad libitum på nærliggende restaurant. Kl 21.15 troppede Burnin’ Red Ivanhoe endelig op og lagde ud som en klassisk strygertrio – som rigtigt gættet lød ad helvede til 🙂 Men det var vist også meningen…. sjovt, i hvert fald!
Vores forventninger var ikke store på forhånd og vi var begge enige om at indtage baren i foryeren, hvis det skulle vise sig at være helt umuligt for os at høre på. Men nej! Burnin’ Red Ivanhoe tog os med bukserne nede! Med en form for “opdateret” hippie-rock – stilarten synes til tider at minde om hollandske Golden Earring i de gamle dage. Ja, til tider ligefrem tungmetallisk i et-akkords improvisationssessions mellem trækbasun, mundharmonika og saxofon. Udtrykket synes generelt at være et sammenkog af flere årtiers stilarter… alligevel savnede jeg dog mere “jazz” og prog.

Bandets grundstamme består af Ole Fick (vokal, guitar), Kim Menzer (fløjte, basun, mundharpe, vokal) og Karsten Vogel (saxofoner, orgel). Den langt yngre rytmesektionen består af 2 herrer, som hele vejen lagde en solid og rytmefast bund. Ole Fick på guitaren imponerede specielt med stor variation i solo’erne og fin musikals fornemmelse – ligesom de øvrige herrer i bandet…

Jeg fik iøvrigt en lang og dyb samtale med Kim Menzer under pausen. Da Leif og jeg hang ved scenekanten lige efter pausestart kom Kim Menzer hen til en hippietype ved siden af os… hr. Menzer spurgte til lyden og jeg svarede, at lyden var som den skulle være og hr. Menzer kvitterede med, at kommentere lyset var helt fint. Se, det er total-iorden-musiker-til-publikum-snak 🙂

Amager Bio var vel 3/4 udsolgt – og vi må sige, at Leif og undertegnede trak gennemsnitsalderen gevaldigt ned. Næsten 2 timers overraskende god musikalsk underholdning blev det til (spilletider: 21.15-22.15 – 22.40-23.35)


Bjørk (Gæsteanmeldelse, Manchester 7. juli 2011)

BJÖRK  Manchester, England
star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

GÆSTEANMELDELSE af Birger Gaard. Björk – Biophilia, Campfield MarketHall, Manchester 7. juli 2011.

En koncertoplevelse i en kategori for sig, hvilken anden kunstner kan slippe afsted med at lave sange som handler om: lyn, DNA, virus, krystaller, månen, antistof og tektoniske plader?

En lille gammel markedshal i Manchester, en kvadradisk scene i midten af rummet, med 8 storskærme i en cirkel over, underlige instrumenter står rundt om scenen, det hele er indrammet af et tov på pæle i knæhøjde.Publikum tæller vel ca. 1500, hovedparten ligner folk fra universitetet.

Hang/trommesæt(Manu Delago), keyboards/samplers(Matt Robertson), gameleste, shapsicord, pendul-harper, orgel og 24 islandsk ungmøer på kor er inden for tovet/på scenen. Desuden bruges der på åbningsnummeret: “Thunderbolt” en lynmaskine, som “slår lyn” som en del af musikken.

Alle de nye numre fra Biophilia indtroduceres af Sir David Attenborough’s kendte stemme og til hvert nummer vises “biologiske” sekvenser på storskærmene og scenegulvet, al musikken bliver sat igang af Björks iPad, som det meste også skulle være komponeret/udtænkt på.

Björk selv er klædt som et krystal: kæmpe kobberhårsparyk, kort kobbernederdel og koboltblå flæser på skuldre og bryst, høje plateausko. Koret matcher i kobber/kobolt-kjoler.

De nye numre er minimalistiske, med breaks, Björks fantastiske stemme, de 24 islanske stemmer og de mange underlige instrumenter – sat sammen på hendes helt egen måde, jeg tør godt sige de aldrig går nr 1 på hitlisten. Men man er i drømmeland de næsten 2 timer koncerten varer, og et ekstranummer som One Day fra hendes Debut, med kun Manu på hang og Björk’s sang – så får man “næsten” tårer i øjnene eller nakkehårerne er på nippet til at stritte…

6 krystaller ******

Gør jer selv en tjeneste og se Björk hvis i har muligheden, og gerne et lille intimt sted, hvor de stille passager ikke overdøves af andres småsnakken. Camfield MarketHall, Manchester var et perfekt sted til en Björk-koncert!

Herligst
Birger


Copenhagen Jazz Festival (København 5. juli 2011)


star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_empty

Tullede lidt rundt i Københavns gader til Copenhagen Jazz Festival og hørte noget af “Mads la Cour & Im Beruf” – total prog og fusion – på Gråbrødre Torv, “The Spirit Of New Orleans” – ragtime, blues, evergreens, gospel og spirituals – ved Amager Torv og endelig “Kansas City Stompers” – traditional swing-mainstream-dixieland jazz – ankeret ved Nyhavn… i kanon godt vejr 🙂


Saga (Amager Bio 29. juni 2011)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

“Saga Live – The Return Of Michael Sadler”… JA, MON IKKE!!!

Jeg svor ellers i min sidste anmeldelse af SAGA ved deres forrige besøg i maj 2009 i Ama’r Bio (der synes at være SAGA’s faste hjemsted i København), at jeg nu endelig var færdig med bandet og jeg havde lagt dem i graven. Men nysgerrigheden var altså større end som så denne gang.

Efter at have indtaget en betragtelig mængde øl i Christianshavn på flåden og et par pølser, ankom Jørgen og jeg til en næste udsolgt Amager Bio på denne hede aften ved 19.30-tiden. Vi valgte at drikke endnu mere øl udenfor, mens danske Fate svedte derinde som opvarmning… og vi mødtes også med min gamle ven Birger fra folkeskolen 🙂

Kl. 21.10 klingede første tone fra SAGA og kl. 22.50 var det hele overstået – svedig, småfuld for mit vedkommende og GLAD!!! 100 minutters sing-and-clap-along… og vi alle kunne fortsætte hele natten, hvis det skulle være.

SAGA leverede deres kendte værker på en perlerække med superb lyd; “Don’t Be Late”, “The Flyer”, “Scratching The Surface”, “You’re Not Alone”, “Careful Where You Step”, “On The Loose”, “Wind Him Up” osv. osv. Kun et enkelt nyere nummer blev klemt ind. Joh, SAGA ved hvad folket vil have 🙂

Gode, gamle SAGA har været skånet for de store udskiftninger på bænken siden deres pladedebut i 1978. Michael Sadler forlod SAGA i små 3 år (april 2008 – januar 2011) og det var en indhug i SAGA’s sjæl, så det kunne mærkes! Min forrige oplevelse af SAGA med Rob Moratti i front var slet ikke på højde med koncerten denne gang. Dengang virkede de trætte og havde slet ikke deres velkendte energi og dynamik. Så det var et genfødt SAGA vi oplevede nu!Brian Doerner er en absolut værdig erstatning for SAGA’s originale trommeslager Steve Negus. Negus forlod for sidste gang SAGA i 2003 og SAGA har i perioden indtil Brian Doerner i 2006 haft forskellige trommeslagere…

Bandet synes nu i 2011 igen at være helstøbt.

Og det var netop den følelse jeg havde efter denne koncert på en vaaaaaaaaarm sommeraften på Amager 🙂

Se også Gaffa’s anmeldelse her (jeg er meget uenig med anmelderen!) – men han har ret i, at det var en svedig omgang! 🙂


Foreigner & Journey (Vega 28. juni 2011)


 

 

 

Hvad foretager man sig på den varmeste dag på året? Joh, man ta’r såmænd til

dobbeltkoncert i Vega og placerer sig strategisk rigtigt allerøverst oppe på tribunen for det bedste view og den bedste lyd. Og hvad er det nu lige varmen gør??? Den stiger opad! Og det resulterede i, at at vi måtte trække os ned på gulvet – ned blandt den højtråbende pøbel den sidste halve time af aftenen inden vi kollapsede…

Min gode ven Leif Madsen og jeg havde sikret os billet til det udsolgte Vega i god tid. For mastodonterne fra slut-70’erne og 80’erne var landet på Vesterbro og deres undersåtter – alle i moden alder med få undtagelser – ventede da også i en pæn, lige kø foran Vega inden dørene blev åbnet kl. 19.

Journey og Foreigner er netop mine favoritter fra mainstream-rocken i 70’erne/80’erne. Dengang havde omtalte bands andre forsangere, hvilket gør den store forskel fra dengang og i dag. For teknisk lyder de som dengang….. gaaab…..

Foreigner lagde ud med værket “Double Vision” – og lagde så os alle ned med alle deres hits fra dengang på en perlerække – kun afbrudt af titelnummeret fra deres seneste udspil (2009!) “Can’t Slow Down” – og sluttede forventeligt af med “Juke box Hero”.

Guirtarist Mick Jones er eneste originale medlem fra dengang. Han er stadigvæk superskarp i sit guitarspil (dog med en lidt for mudret guitarlyd i perioder) og dirigerer sine tropper rundt med autoritet. Forsanger Kelly Hansen har en slående stemme i lighed med mighty Lou Gramm, som er een af mine absolutte favoritsangere fra dengang. De øvrige medlemmer i Foreigner var en velsmurt maskine, som performede som forventet. Nok er Foreigners katalog fyldt med lækkerier – men jeg savnede også en smule identitet af det “nye” Foreigner i forhold til de gamle klassikere. Måske er det bare mig – men er det tabu at nyfortolke musikken i en vis grad live?

Spilletiden var alt for kort… kun 1 time og 15 minutter (20.00 – 21.15). Setlisten så sådan ud: “Double Vision”, “Head Games”, “Cold As Ice”, “Waiting For A Girl Like You”, “Can’t Slow Down”, “That Was Yesterday”, “Starrider”, “Feels Like The First Time”, “Urgent”, “I Want To Know What Love Is”, “Hot Blooded” og “Juke Box Hero”

Journey… well, well…. Journey dog – hvad skete der lige??? Hallo!!! I står foran et udsolgt Vega og I formår IKKE at komme ud over rampen!

Modsat Foreigner er Journey 3/5 intakt, men det var deres nyeste skud på stammen – Steve Perry klonen Arnel Pineda – som kæmpede med alt hvad han havde i sig for at trække publikum op igen fra successen med Foreigner…. det lykkedes ikke helt. Nuvel, folk sang med og få dansede rundt. Men det var helt klart at mærke, at Journey trænger til en længere ferie. Sammenlignet med min oplevelse med Journey i 2006 på Sweden Rock Festival – så var der langt mindre energi og spillelyst at spore denne aften.

Også valget af musik forekom mig underlig…. alt for meget nyt materiale – det er klassikerne folk kommer for at høre! Dem fik vi for lidt af. Også 1 time og 15 minutter blev det til med Journey – fra kl. 21.45 til 23.02. Setlisten så vistnok nogenlunde sådan ud: “Seperate Ways”, “Ask The Lonely”, “City Of Hope”, “Stone In Love”, “Edge Of The Moment”, “Light”, “Escape”, “Wheel In The Sky”, “Be Good To Yourself”, “Faithfully”, “Don’t Stop Believin'” og “Any Way You Want It”.

Alt i alt en ok aften, hvor den positive overraskelse helt klart var Foreigner…. og fed, fed lyd iøvrigt!Tak for selskabet, Leif! 🙂

Foreigner

Journey

Læs Gaffa’s anmeldelse her (udkommet dagen efter min anmeldelse). Jeg er kun enig med anmelderen!


PS: Øllet er stadigvæk alt for dyrt på de danske spillesteder!!!


Southern Gothic Tales (Gimle, Roskilde 26- maj 2011)

star_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_emptystar_empty

NY REKORD!!! 30 publikummer – inklusive opvarmingsband og deres venner/familie – til et officiel, annonceret arrangement! Og hvor i alverden kan den slags ske? I Roskilde, såmænd….Trist og synd, at et fint spillested som Gimle (som jeg besøgte for første gang) ikke kan trække flere individer til denne koncert med – for mig – ukendte Southern Gothic Tales (http://southerngothictales.com). Et band, som spiller meeeget laaangsomt og alligevel kan eksplodere i et lydinferno med skæve toner. Faktisk en ny oplevelse, der til tider havde progressive elementer i musikken. Men ellers er det generelt læn-dig-tilbage-musik, der kræver fuld opmærksomhed fra publikum for at fungere.

Og hvorfor er jeg så liiiige dér i udkantsdanmark med et ukendt band? Well, Søren B. (Se andetsteds omtalt på denne side omkring “Tjill”) mente, at Leif (aka. “Leifie”, “Formanden”, “Store, kære leder” mv.) og undertegnede skulle ha’ en anden musikalsk oplevelse. Og da billetprisen var til at overse og garderoben var valgfri…. så hva’ fa’en, hvorfor ikke? Vel ankommet til Roskilde ved 18-tiden og et par håndbajere i Søren B.’s hjem, så traskede vi i fuld regnvejr til Gimle, hvor vi forinden indtog en burger i caféen.

Ved ankomst til Gimle var opvarmingsbandet Cherrytown (http://www.myspace.com/cherrytowntheband) i fuld gang. Country, folk rock? Jeg kan ikke sætte begreb på deres musik. Men godt var det!!! Tja, det er lige før at opvarmningen var bedre end hovednavnet – og dog savnede jeg lidt mere originalitet! herfra…

Southern Gothic Tales spillede vel i omkring 1 time og 15 minutter. Og jeg synes, at bandet kæmpede bravt og med humor med de få mennesker, som havde forvildet sig til Gimle denne aften.

“Tak” til Leif og Søren for at berige mit liv udenfor metal- og progrock genren… hrmpf….. 🙂


Kamelot/Evergrey/Amaranthe (Amager Bio 15. maj 2011)

3 Metal/”Prog-power” koncerter i rap samme aften – det hører lidt til sjældenhederne. Vel ankommet til Amager Bio ca. ½ time før annonceret døråbning kunne vi konstatere, at festen allerede var i fuld gang. Amaranthe var ved at varme publikum op med ikke mindre end 3 sangere. Det er en ommer mht. missede åbningstider, Ama’r Bio! Men jeg nåede da ca. 15 minutter af Amaranthe. De afsluttede deres bidrag med deres “Hit” fra deres pt. eneste album -> http://www.youtube.com/watch?v=9y25snz83ms (YouTube link)

Evergrey var næste forbrænder inden hovednavnet. Jeg har oplevet Evergrey tidligere til Sweden Rock Festival og jeg må sige, at Evergrey denne aften virkede MEGET trætte og kæmpede en brav kamp for at holde gang i festen. Evergrey har lavet meget godt musik igennem tiderne. Dette blev desværre også ødelagt af en rimelig dårlig lyd. Men ret skal være ret – hvis man kender Evergrey, så fik de med stor tilfredsstillelse fremført deres “kendste” værker – afslutningsnummeret var “A Touch Of Blessing” -> http://www.youtube.com/watch?v=TQ8PXXrCasE (YouTube link)

Endelig – omkring kl. 22.40 kom hovednavnet endelig på scenen. Kamelot gav den fuld gas fra første takt – superlyd og superspilleglæde. Kamelot brugte Elize Ryd fra Amaranthe som backingvokal og hun gjorde et god figur, bl.a. duetten i “The Haunted” (her dog med Simone Simons på vokal) ->  http://www.youtube.com/watch?v=I438RH1oUJc&feature=related (YouTube link). Spillelisten så sådan ud: Rule The World, Ghost Opera, The Great Pandemomium, The Humas Stain, Center Of The Universe, Descent Of The Archangel, A Sailorsman’s Hymn, When The Light’s Are Down, Soul Society, (keyboard solo), Eden Echo, The Haunting (Somewhere In Time), Necropolis, (Tromemsolo/Casey Grillo), Forever, Karma og March Of Mephisto.

Desværre er forsangeren Roy Kahn ikke længere med i Kamelot. Han er temporært afløst af Fabio Lione fra Rhapsody Of Fire. Fint nok – men Fabio er ikke skolet som Roy Kahn og jeg fornemmede, at man fra lydmandens side havde skruet lidt ned for ham – måske for at skjule hans vokale begrænsning i forhold til Kamelots musik?Det var anden gang jeg oplevede både Kamelot og Evergrey denne aften… 🙂

Alt i alt en god aften med omkring 4 timers massiv lyd i et 2/3 udsolgt Amager Bio i selskab med 3/5 medlemmer af GOM (Grumpy Old Men) 🙂 Og jeg fik Thomas Youngblood’s (guitarist i Kamelot) autograf på en udprintet, uofficial Kamelot dagsplan… en fed Kamelot-intern ting at eje!!!

Kamelot

Evergrey

Amaranthe


Heyseed Dixie (Amager Bio 11. maj 2011)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty

Amerikansk bluegrass i Amager Bio…? Tja, hvorfor ikke?

Små 200 sjæle var på plads i Amager Bio, da Hayseed Dixie fra USA lagde hårdt ud med AC/DC’s “Dirty Deeds Done Dirt Cheap” kl. 20.20 udsat og mishandlet for banjo, guitar/violin, mandolin og akustisk bas – hvor bandet dog lige forinden havde forsynet sig med øller fra det til lejligheden opstillede øl-skab på scenen (se eget HTC foto med øl-skab og manglende bassist). En sjov gimmick, der var med til at lægge det intellektuelle niveau lige fra start 🙂


Og så gik det ellers slag i slag derudaf med bluegrass coverversioner af kendt rock- og metalmusik… mixet med egne bluegrass-værker… lige indtil katastrofen indtraf ca. 1 time ind i seancen. Den akustiske bas gik kold og gode råd var dyre… hvad nu???

Forsangeren forsøgte at få styr på situationen og da han fandt ud af, at der var opstået seriøse problemer med instrumentet, så blev vi andre underholdt med Bangles’ “Eternal Flame” – udsat for single akustisk guitar og skønsang – jeg fandt aldrig ud af, hvordan netop den sang blev bragt frem 🙂 Men sjåååvt var det! (NB! Jeg har lige fået oplyst, at bemeldte sang skulle være forsangerens yndlingsmelodi…. dooooh……).

Loddekolben blev fundet frem og man kæmpede med patienten på scenen. Og det lykkedes at vække patienten til live efter 10 minutters lodninger og alle blev glade igen. Mon ikke man har lært noget nyt nu og i fremtiden ha’ en backup-bas klar i kulissen?

Coverversionerne, som jeg umiddelbart lige kan huske var: Aerosmith’s “Walk This Way”, Black Sabbath’s “War Pigs”, AC/DC’s “Dirty Deeds Done Dirt cheap”, “Hells Bells” og “You Shook Me All Night Long”, Queen’s “Fat Bottomed Girls” og “Bohemian Rhapsody”, Motörhead’s “Ace Of Spades”, Led Zeppelin’s “Black Dog”, Creedens Clearwater Revival’s “Bad Moon Rising” og Kiss’ “Detroit Rock City”.

Alt i alt var det herresjove 2 timer med masser af originalitet, superfed lyd i salen, max. spilleglæde fra scenen, 200 glade og grinende publikummer, samt masser af humor hele veje rundt. FED FED AFTEN!!!

Jeg havde nok forventet flere coverversioner – det er jo det Hayseed Dixie er kendt for. Så derfor kan jeg kun give 4½ stjerne – men det er da også en pæn sjat 🙂

Og en stor tak til Leif for at dele denne specielle oplevelse med mig 🙂


Fish (Amager Bio 19. marts 2011)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Så var der igen fisk på menuen – Marillions ex. sanger Fish – denne gang som akustisk session – “Fishheads Acoustic Tour 2011″. Pænt var der linet stole op foran scenen, og min kammerat Jørgen og jeg fandt 2 stole i midten på 2. række. Alt i alt tog ca. 300 Fish-diciple plads og ventede så tålmodigt på HAM.

Forinden skulle vi alle liiiige trækkes igennem en lokal duo – en Q på sang og en M på guitar. Ordinær selvkomponeret musik…. der varede 20 minutter.

Kl. 21.34 traskede fisken så ind på scenen – iført en forvasket rød Che Guevara t-shirt og han var ikke længe om at belære sine små 300 tro diciple, at dette var et anderledes Fish-show og at man pænt HOLDER KÆFT under musikken. Ellers ville der vanke gule kort og endelig udvisning af bygningen, såfremt dette påbud ikke blev overholdt. Og vi alle nikkede pænt… Samtidig dedikerede han showet til frihedskæmperne i Libyen – Fish er en meget politisk og meget sur mand – det bekræftede han selv senere på aftenen.

Fish lagde ud med en sing-alone – uden instrumenter. Desværre husker jeg ikke hvilket nummer. Vi blev taget lidt med bukserne nede da Fish brød ud i skønsang… 🙂 Herefter indtog Fish’s trofast guitarist Frank Usher og tangentspiller Foss Patterson scenen. Og jeg må sige, at d’herre imponerede fra første strofe. Fish’es og Marillions musik egner sig rigtigt godt til “unplugged” – progressive rock. Jeg fandt ud hurtigt af, at for at få det fulde udbytte af den unplugged version af Fish/Marillion kræver det, at man kender musikken indgående.Jeg nåede umiddelbart at opfange følgende numre fra hukommelsen: Slainte Mhath, Jigsaw, Brother 52, State Of Mind, Punch And Judy, Fugazi, Kayleigh, Lavender, Vigil (In A Wilderness Of Mirrors) og Family Business. En lind strøm af gode gamle Marillion og Fish’es tidligere værker…! Federe bli’r det sjældnere!!! 🙂

Lyden var perfekt, bandet var oplagt – Fish var “på” og i godt humør… og han sprang på et tidspunkt ned fra scenen og vandrede rundt blandt sine diciple – ja, det var endnu engang en nær-Fish oplevelse 🙂

Kl. 23.45 var det hele overstået – ialt ca. 2 timer og 10 minutters musik i højelse kvalitet!!! “My name is Derek. But you can call med Fish”, citat slut. Jeg har oplevet Fish mange gange og denne gang var absolut den bedste performance indtil videre.


Dream Theater (Valby Hallen 27. januar 2011)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Der er kun et enkelt band, der kan matche mighty YES – og det er Dream Theater, som nok må betegnes som alle tiders største progressive rock/metalband verdenen endnu har set og som har dannet skole for genren.

Som altid fandt jeg den bedste lytteposition muligt – bagest i midten på “tribunen” – billedet er taget derfra. Kl. 21.08 og 123 minutter frem (alt for lidt tid!!!) bød på intens prog-metal på allerhøjeste niveau! Aldrig har Dream Theater været mere velspillende og komplette i deres udtryk! Jeg har være så priviligeret at følge bandet i mere end 20 år og været så heldig at opleve dem 6 gange live. Måske har udskiftningen af trommeslageren Mike Portnoy givet ny energi og luft til bandet….? Jeg tror det faktisk…

Sagen er, at “co-founding member” og troppefører Mike Portnoy på tønderne forlod DT i 2010 da han mente bandet trængte til en pause fra tourné-livet. Men det var vist mere Portnoy som var blevet træt; han brugte nemlig en masse energi udenfor Dream Theater – på andre bands og diverse side projects… alt imens resten af Dream Theater slappede af. Og da resten af bandet ikke var enig i at holde en længere pause, så forlod Portnoy bandet – til hans store fortrydelse senere, har jeg læst mig frem til.

Dette betød, at Mike Mangini overtog tønderne. Jeg må sige, at han fik en voldsom positiv velkomst af os alle ca. 5000 publikummer denne kolde fredag aften i Valby Hallen. Mangini har bl.a. spillet med på forsanger LaBrie’s solo-plader. Og Mangini ER er supertalent, som matcher Portnoy fuldt ud!!!

Tilbage til koncerten! Dream Theater spillede som nævnt med ny, frisk energi med masser af overskud og alligevel føltes det som “endnu en dag på kontoret” deroppe – denne gang forstået på den absolutte positive måde. Med 5 så progressive troldmænd er det svært at holde smilet tilbage og “gulvtrommeføderne” i ro når troldmændene gang på gang bevæger sig ud i halsbrækkende instrumentale stunts…. I just loooove it and can’t get enough! Og glem alt om at finde svagheder, fejl eller ups’er… de findes ikke!

Setlisten kan altid diskutteres…. DT har rigeligt at tage af og alt er stort set brugbart i live sammenhænge. Den største overraskelse for mig var dog, da DT spillede værket “6:00” som 2. nummer… 🙂 Alt ialt synes jeg, at setlisten var godt varieret mellem gammelt og nyt.

Setlisten så sådan ud:

Dream Is Collapsing (INTRO – Hans Zimmer), Bridges In The Sky, 6:00, Build Me Up – Break Me Down, Surrounded, The Dark Eternal Night, (trommesolo), A Fortune In Lies, Outcry, Wait For Sleep, Far from Heaven, On The Backs Of Angels, War Inside My Head, The Test that Stumped Them All, The Spirit Carries On, Breaking All Illusions og ekstranummeret As I Am.Dream Theaters nyeste 11. studiealbum “A Dramatic Turn Of Events” blev på allerfineste måde præsenteret – en kunstart, der iøvrigt altid er svært for et band… VI gider helst ikke det nyeste.

Valby Hallen lagde rammen til eventen fordi KB Hallen brændte sidste år og alle er nok enig med mig i, at Valby Hallen IKKE egner sig til musik! Det ER en sportshal med cementbeklædning… og det var måske også det eneste, der trækker ned… Men dette forhold påvirker ikke min antal af stjerner for selve showet!

Jeg kan efter denne koncert endelig slå fast, at Dream Theater bliver ligesom eders skribent – BEDRE OG BEDRE… OG MERE KOMPLET MED ALDEREN!!! 🙂

Læs også Gaffa’s anmeldelse HER


Tjill (Post Danmark Showroom 26. november 2010)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Det er næsten præcis 1 år siden, at mighty Tjill besøgte Showroom til juleafslutnings-FKK-arrangement. Og som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, så har undertegnede anmeldt den første koncert med Tjill andetsteds på denne side.Det var derfor med stolthed jeg kunne konstatere, at FKK-udvalget accepterede mit forslag om at invitere Tjill tilbage til Showroom for at sprede hygge og nostalgi i de ellers kedelige lokaler.

Spørgsmålet var så, om Tjill ville være i stand til at holde niveauet fra sidst…

Søren – 50% af den dynamiske duo – lagde ud med status på rigets tilstand, bl.a. snevejret og terrortruslen mod vort fædreland… og The Everly Brothers fik æren at lægge ud til 130 minutters hyggehejsa og fællessang 🙂 Lyden var tilpas og der var god vidde i stereobilledet… det startede godt! Elisabeth – den anden 50% – som altid hammerlækker i det rigtige outfit med til lejligheden medbragt velvalgt farverige paryk – løfede førnævnte Søren op i nyt niveau og gjorde selv en framragende figur hele vejen igennem!

Det lykkedes for skribenten af denne anmeldelse at komme i besiddelse af setlisten på usportslig manér. Et setlist, der i anmelderens øjne favnede bredt; fra Otto Brandenburg  – via Bifrost – til The Who. Setlisten så sådan ud. Sæt 1:  When Will I Be loved, Avenuen, Tryk på Knappen Kurt, You got It, Inderst Inde, Dead Flowers, I’ll Stand By You, Dansevisen, Mighty Quinn, Love Hurts, Forpulet Perfekt, Når En Sailor Går I Land, You´re Still Standing There, Sweet Nothing – Sæt 2: Det Er Morgen, Behind Blue Eyes, Heart Of Gold, Downtown, I’ve Just Seen A Face, Breakfast In America, Heart Of Stone, Delilah, Why Does It Always Rain, Susanne, Birgitte og Hanne, Sådan Nogen Som Os, Take It Easy, Se Venedig Og Dø, Dråben-Om lidt og ikke mindst Rocking Around The Christmas Tree…. hvilket sidste sang fik dele af selskabet til at danne en spontan menneskekæde og der gik “linedance” i den… 🙂

Hvis du – kære læser – blot har en smule musikalsk baggrund du kan prale af at se tilbage på, så bestod begge sæt af et godt mix af kendte, udenlandske evergreens og gode gamle danske schlagere… med enkelte undtagelser i form af nyere musik. Dog kunne eders skribent godt savne noget norsk black doom/prog metal (eks. Dimmu Borgir) og tysk lederhosentråd (eks. mighty Heino og Hansi). Men mon det ikke en skønne dag også kommer på listen? 🙂

I sidste halvdel af 1. sæt blev et hemmeligt våben trukket frem…. DEN GODE, GAMLE MUNDHARMONIKA! Det var værkerne “You´re Still Standing There” og midt i 2. sæt “Sådan Nogen Som Os“, der blev udsat for blæseinstrument. Dette instrument behersker Søren også til UG. Så lad os endelig få mere af dette på banen.

Stemningen i det moderate julepyntet lokale var god fra start – rigtig god kontaktflade blev skabt fra første vellykket akkord – også hjulpet af FKK’s fadølsanlæg og sindsyge lave ølpriser. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Tjill’s glædelige musik, udstråling og kærlighed til musikken fik stemningen yderligere i vejret – for nogle gange også at bringe stemningen “ned” igen i form af eftertænksom lyrik; “Inderst Inde” og The Who’s klassiker “Behind Blue Eyes”. Man mærker den slags commitment som beskuer/belytter.

Ligesom sidste år, så måtte Søren også ud en guitarbøf… i år een af de helt store! Det var med tæerkrummende gru at konstatere, at det var under værket “I’ll Stand By You” med Pretenders, at Søren måtte trække i nødbremsen. Det var helt tydeligt, at det ikke huede den rutinerede guitarist – for han viste udemærket, at derude blandt publikum sad et meget kritisk og trænet øre, som ville slå hårdt ned på den slags sløseri og lemfældig omgang med akkorder i en kristisk anmeldelse. Men på den anden side…… hvor befriende at mærke, at det er menneskeligt at fejle 🙂

De sjældne 6 stjerner er fortjent! Tjill leverede varen  – som de altid gør!


Dimmu Borgir (Vega 11. oktober 2010)

 

star_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_empty

Der var dømt ren norsk black metal invasion denne kolde oktober aften på Vesterbro i København… 3 bands fra Norge  – SAHG, ENSLAVED og mighty DIMMU BORGIR – skulle berige min dag i ren black-metal-frensic med mørk og grum (speed)metal… og mine forventninger var da også i den grad tunet ind på noget nordisk tråd. Jeg troppede op ved 19.30- tiden og det første band var så småt ved at gå i gang. Og dér stod jeg så med 20-30 metalheads, da Sahg gik i gang. Synd, at vi ikke var flere tilstede på det tidspunkt, for ukendte Sahg gjorde et godt indtryk – selvom man ikke kan betegne deres stil som “black metal” i sin rene form.

Efter ca. 40 minutter troppede Enslaved op… og flere metal heads – nogle i behørig beklædning og blege ansigter – havde i mellemtiden fundet frem til Enghavevej. Enslaved er slet ikke noget at skrive hjem om! En underlig stilblanding, som jeg ikke kan sætte et begreb på. Men growl var der masser af… og det er faktisk det eneste jeg husker af Enslaved’s performance.

Omkring kl. 21.45 var turen så kommet til mighty Dimmu Borgir! Lydmanden tillod atter – som det er oplevet flere gange før derinde i Vega – at teste Vegas basenheder til bristepunktet. Gulvtrommerne hamrede derudaf i turbospeed fra første anslag med 3 millioner Beats Per Second og alting mudrede totalt sammen. Dimmu Borgirs musik er ret orkestralt og detaljeret bygget op, hvilket blev totalsmadret igennem hele koncerten… hvilket i øvrigt kun varede omkring 1 time og 15 minutter. Ja, vi har rigtig nok fået stjernenykker, hva’ ???! Det 3/4 fyldte Vega kom slet ikke ind i kampen denne aften – det ku’ klart mærkes…

Dimmu Borgir lagde ud med flere værker fra deres nyeste udspil “Abrahadabra” (fedt album!) og serverede så ellers deres store, orkestrale værker… bl.a Vredesbyrd, Progenies Of The Great Apocalypse og The Serpentine Offering. Trist trist, at lyden total-smadrede oplevelsen…. for bandet er virkelig et fedt live-band – trods 50% nylig udskiftning af mandskabet i bandet.

Så der VAR tale om en ren norsk black metal invasion – jeg blev mejet ned! 🙁 Stay heavy!!!!

Sahg

Enslaved

Dimmu Borgir

Dimmu Borgir’s lydmand


Sussi & Leo (Ballahøj Krammermarked 11. september 2010)

star_full star_fullstar_full star_full star_fullstar_empty

Det kan godt være, at denne dato minder de fleste om en frygtelig katastrofe i N.Y. Men denne dag er også datoen for en mindre frygtelig katastrofe og stor kult-oplevelse på Bellahøj Krammermarked, hvor jeg  – sammen med Formand Leif og Finn – havde den store fornøjelse at opleve guderne inden for kitch-rocken… nemli’ Sussi og Leo.

Spilleglæden på den lille scene hos Ankers Tivoli var ikke at tage fejl af! Vi fik alle de store hits stilsikkert serveret, bl.a. Bad Moon Rising, Himmelhunden, Smilende Sussi (inkl. flashing af g-streng og selvsiddende strømper… hæ hæ…), Smoke On The Water, Knald Røde Gummibåd (med endnu en Sussi-flashing) og Summer Of 69… fortolket/mishandlet som kun Sussi og Leo kan. Ja. faktisk bør størstedelen af den “etablerede” rockscene kaste et blik på dette mageløse par og lære noget om ægte spilleglæde, selvironi, uhøjtidelighed og umiddelbarhed 🙂

Her er jeg iøvrigt foreviget sammen med den dynaniske duo efter 2. sæt…

Lad dig betage af Smoke On The Water, filmet af Formand Leif. Jeg er så heldig at være en del af dette filmiske mesterværk omkring 1:48 min. inde i opførelsen af dette tidsløse stykke musik. Check it out here!

(Denne “anmeldelse” er skrevet med et glimt i øjet…. hvis du skulle være i tvivl 🙂 )


Copenhagen Live (10-øren 2. juni 2010)

star_fullstar_full star_fullstar_halfstar_emptystar_empty

Jeg var sammen med gode venner til Copenhagen Live’s første arrangement på 10-øren på Amager. Solen kom frem netop på denne dag og ca. 20.000 rockies stimlede sammen denne onsdag. Og tænk – de løb sgu TØR FOR ØL!!!!Det lykkedes mig at opleve følgende bands:

Slash
Volbeat

Skunk Anansie

Bullet for my Valentine

Rammstein

Det var primært Rammstein, som trak mig til festivallen. Der var – som forventet – en masse gøgl og cirkus på scenen, men jeg savnede mere af det gamle materiale. Hovedparten af setlisten bestod af musik fra deres seneste udgivelse. Og det trækker altså lidt ned. Men ellers var det en sjov oplevelse igen at opleve industrirockens konger.


Tjajkovskijs Klaverkoncert nr.1 (DR Koncerthuset 8. maj 2010)

Tjajkovskijs Klaverkoncert nr.1

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_empty

Mit allerførste besøg i Danmarks Radios nye koncertsal… og sikke en lyd derinde!!!!! Nu er det gået op for mig, hvorfor koncertsalen har kostet 10 jet-jawere…Jeg havde fornøjelsen at opleve Gabriel Faurés “Pelléas et Mélisande”, Peter Tjajkovskijs “klaverkoncert nr. 1” med Alice Sara Ott som solist og Hector Berlioz’ “Symphonie Fantastique”, 2 timer med lyd i verdensklasse.

Jeg er slet ikke ekspert i klassisk musik, men jeg kunne helt klart både se og høre den superpræcision DR’s symfonikorkester leverede. Og så er det altså en helt speciel oplevelse at høre et 70-mands orkester fyre den a’…! 🙂

Dette kunne sagtens blive til 6 stjerner herfra… hvis jeg havde forstand på klassisk musik.


Airbourne (Pumpehuset 14. marts 2010)

 

 

star_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_emptystar_empty

AC/DC version 2? AC/DC på speed? Nej, det var såmænd Airbourne fra Australien… Et band, som jeg indtil koncerten kun kendte 30 sekunder af via YouTube. En ny og anderledes måde at gå til koncert på fra min side. Så der var altså åbnet fuldt op for indtryk og ingen forventninger overhovedet. Jeg fandt min standardplads lige bag mixerpulten og havde frit udsyn i et udsolgt Pumpehuset – klar til at blive underholdt med åben sind.Fotokilde: egen mobiltelefon – bag mixerpulten

Det er godt nok lang tid siden, at jeg har set SÅ meget energi bli’ brændt af på 1½ time på en scene (kl. 21:55-23:23). Australske Airbourne er en absolut klon af AC/DC – samme akkordhåndtering, samme rollefordeling, samme lyd, samme kick-ass-attitude. Forsanger og leadguitarist Joel O’Keeffe er ganske enkelt en gensplejsning af Bon Scott og Angus Young.

Lidt fotos fra koncerten hos gaffa.dk her

“Do you feel lucky or do you, punk?” Det spørgsmål stillede jeg mig selv flere gange under koncerten. For jeg var i tvivl, om Airbourne tog pis på mig eller om dette cirkus var seriøst ment. Var dette en nem tilgang til sikker success eller blot genialt??? Jeg er stadig i tvivl i skrivende stund… Airbourne synes i hvert fald at mene det 100% og det er i sidste ende vel godt nok til mig…?

Men hold op, hvor var Airbourne velspillende! Tightness, fandenivoldskhed, præcision, stor spilleglæde, sved, dynamik, 4/4 over hele linien.. og højt! Desværre kæmpede lydmanden med at få soli’erne frem i det massive lydbilledet med tvivlsom held.

Airbourne har i skrivende stund kun udgivet 2 album. Deres relative hurtige success kan kun skyldes een ting; nemlig AC/DC’s genfødsel. Jeg er overbevist om, at hvis Airbourne evner at skrive nogle catchy riffs og bevæge sig udover de smalle rammer de pt. bevæger sig i, så vil de nå langt. Hvis ikke, så er Airbourne i mine øjne ikke meget længere luftbåren. For jeg tror, at det kan gå begge veje med bandet i nærmeste fremtid.

Spillelisten så sådan ud:

Raise The Flag, Hellfire, Chewin’ The Fat, Diamond In The Rough, Blonde – Bad And Beautiful, Get Busy Livin’, Girls In Black, What’s Eatin’ You, Born To Kill, Cheap Wine & Cheaper Women, Heartbreaker, No Way But The Hard Way, Too Much, Too Young, Too Fast, Stand Up for Rock ‘N’ Roll, Runnin’ Wild, Blackjack

Focus (Køge 3. februar 2010)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Focus er et af disse sjældne bands, der stort ikke har produceret noget i meget lang periode siden 70’erne – lige med undtagelse af to kanon udgivelser i hhv. 2002 og 2006. Synd at sige, at Focus er særlige produktive. Men et absolut perfekt band til folk med autistiske tendenser – intet nyt på den front! Og hvor er det egentlig dejligt lækkert at vide. Focus lagde ud med “Focus I” – et værk, som jeg sagtens kan forestille mig bliver afspillet den dag jeg officielt skal herfra… Anyway… jeg vidste på forhånd, hvad jeg gik ind til. Focus er kendt stof – det var deres nye guitarist ikke. Så det var med stor spænding at finde ud af, hvor meget Menno Gootjesville påvirke Focus’ lyd og stil. Min tvivl kom hurtig til skamme! Hvilken teknisk dygtig og indfølelende musiker, som Focus havde fundet! Et 13-tal herfra til deres nye guitarist! 🙂

Det var første gang jeg sad ned ved et bord til en koncert. Vi var vel lidt under et par hundrede, aldrende publikummer den aften. En intimkoncert, kan man næsten sige. Lyden var perfekt – tilpas styrke. En fed, fed måde at opleve livemusik på…!!!

Værker som “Focus III”, “Round Goes The Gossip”, “Sylvia”, La Cathedrale de Strasbourg”,“Tommy”, “Eruption”, “Harem Scarem”, “Hokus Pocus” (som Thijs van Leer vokalmæssigt lallede sig igennem) og 2006 værket “Aya-yuppie-hippie-yee” blev spillet. Ja, der gik ligefrem i perioder fusionsjazz i den. Ialt ca. 2 timers effektiv spilletid (kl. 20.03 – kl. 20.49 og kl. 21.07 – kl. 22.15) – 90% 70’er underholdning i superklasse (afbrudt af 18 minutters pause – Thijs skulle som sidst i Pumpehuet 2007 ha’ sin morfar). Thijs van Leer var udsædvanlig i godt sanghumør, pjattende og friskfyrsagtig den aften 🙂 Højdepunktet for mig var uden tvivl “Eruption”, et 23 minutters prog-rock værk i særklasse.

Jeg vil kun give 5 stjerner ud af 6 mulige for denne koncert. En ligegyldig tromme- og bassolo trækker gevaldigt ned. Vi skal jo tænke på, at det er meget kostbar tid der går tabt med den slags pjat. Trommesolo’er hører 80’erne til. Og Pierre van der Linden er jo ikke verdens største tekniker bag tønderne og virkede også en smule usikker igennem aftenen. Hvis Focus istedet havde spillet hele “Hamburger Concerto“… så var 6 stjerner hjemme.

En stor tak til mine gode venner Søren og Leif for at deltage i denne højtidlighed. Forinden koncerten indtog vi en hyggelig, gastronomisk middag i hjertet af Køges restaurationsliv:-) Jeg håber vi igen vil dele nogle store musikalske øjeblikke sammen!


YES (Amager Bio 10. december 2009)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

YES! YES! YES! 2 timer og 20 minutters progressive rock på allerhøjeste plan – bedre bliver det IKKE! FAKTUM!!!Større og smukkere kan det bare ikke blive…. nååå jo måske, hvis Jon Anderson og Rick Wakeman var med i denne omgang. “Desværre” var d’herrer ikke med på denne tour af forskellige grunde, men canadieren Benoit David fyldte Jon Anderson’s rolle fint ud, vokalmæssigt. Oliver Wakeman gjorde også sit for at udfylde farmands domain.

YES er bare større end hvad Amager Bio’s scene kan rumme. Men hvor var det fedt at opleve et så stort band med næsten 42 år på bagen på godt og ondt i så bette et sted. Lys og lyd nærmede sig det perfekte – dog med en anelse kraftigere guitar til tider end godt var. Anyway, Steve Howe er jo en fantastisk guitarist, så det var helt ok med mig 🙂
Fotokilder: egen mobiltelefonChris Squire’s bas havde stadig den samme kendte lyd… lettere forvrænget Rickenbacker-lyd med “flad bund”. Oliver Wakeman’s keys var for det meste af tiden diskret gemt i baggrunden og Wakeman forsøgte ikke på noget tidspunkt at gøre et væsen af sig. Men det burde han gøre…

Benoit David – Jon Anderson’s afløser – gjorde det som sådan godt. Han havde dog ikke samme styrke i stemmen som Anderson, men klarede sig igennem via hans charme og bød os publikummer velkommen på dansk. Et charmerende indslag! Benoit David’s stemme ligger tæt op af Jon Andersons, og Benoit David og hans YES tribute band blev da også opdaget af Chris Squire via YouTube og hyret af bandet med det samme efter audition. Se det interessante YouTube intervew med Benoit David HER omkring hans optagelse i YES.

Jeg frygtede allermest, at YES overvejende ville spille deres “kendte” hits fra midt-80’erne. Heldigvis blev vi kun plaget med 2 værker fra “Drama”-albummet (1980), nemlig “Machine Messiah” og “Tempus Fugit” og nok den allerkendste værk “Owner Of A Lonely Heart” fra albummet “90125” (1983). Igen viste bandet, at YES er det eneste band der kan spille dette nummer ordentligt.

Heldigvis blev det ene store 70’er værk efter det andet istedet serveret for undersåtterne i lind strøm. Spillelisten så sådan ud: Siberian Khatru, I’ve Seen All Good People, Tempus Fugit, Onward, Astral Traveller (1970), Yours Is No Disgrace, And You And I, Mood For A Day, Clap, Owner Of A Lonely Heart, South Side Of The Sky, Machine Messiah, Heart Of The Sunrise, Roundabout og Starship Trooper.

Hvis YES var mødt op i original line-up, så var der helt sikkert tildelt 7 stjerner ud af 6 mulige! Mindre ville ikke kunne gøre det.

Og jeg er helt sikker på, at der vil gå MANGE år før noget større kommer forbi mit liv…! 🙂

Det forlyder på nettet, at YES vil udgive noget musik efter denne tour. Det er sgu også på tide… vi har intet nyt hørt fra dem siden 2001.


Pet Shop Boys (K.B. Hallen 8. december 2009)

star_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_empty

“Hello Copenhagen, we are the Pet Shop Boys…” – det var de første reelle ord fra Neil Tennant, da verdens største rullende diskotek ramte K.B. Hallen denne småkølige decemberaften.

Forinden det skulle gå løs, blev vi plaget af en smule Kraftwerk og alt for meget dunk-dunk-techno! Kl. 20.39 fyredes 4 mega projektorer op på baggrundsvæggen af hvide kubikker, der senere viste sig at være en del af et kubistisk scene-setup. Øj, hvor ville jeg gerne ha’ fingrene i bare af de dér projektorer til hjemmebio’en.

“Heart” – en klassiker blev sendt ud i K.B. hallen som første værk. “Ok”, tænkte jeg… det tegner sgu godt!

Men, men, men…. jeg burde have set det komme; SKODLYD IGEN! Neil Tennant’s stemme forsvandt i mumlen, for lidt diskant og stemmen var bare alt for lav. Chris Lowe scratchede engang imellem på han keyboards og ikke engang det 99% indspillede musik kunne skabe en ordentlig lyd i Hallen. Menneskerettighedskommisionen bør inddrages i denne tilbagevendende skandale, der desværre er en tilbagevendende begivenhed i K.B. hallen! VI HAR BRUG FOR ET SERIØST SPILLESTED I KØBENHAVN FOR DEN RYTMISKE MUSIK! FAKTUM!!! Mine ører er for sarte til dårlig lyd.

Det er 2. gang i år, at Pet Shop Boys’ “Pandemonium Tour” runder Danmark – første gang til Roskilde festivallen.
FotoKilde: Paul Lei Jensen, min ½-bror

Scenografien var bygget op af kubikker i forskellige størrelser af pap, der jævnligt behændigt blev flyttet rundt på af hvidklædte herrer; New York Skyline, “Go West”-løbekulisse osv. Faktisk en god og enkel idé. Dyreforretningsdrengene blev flankeret af 4 dansere – 3 kvinder og en mand, som bidrog med backing vokal og dans. Hvis man har eksempelvis har set Madonna’s dansere fra hendes 90’er tours, så blev jeg IKKE imponeret denne aften. Men igen reddede scenografien det hele. Størsteparten af koncerten var danserne klædt i kostumer af kubikker i stærke farver. Dette skal ses.. ikke beskrives. Som backing vokal var de forrygende!

Der blev “spillet” en del værker fra deres nye CD “Yes” og sjovt at opleve det udsolgte K.B. Hallen’s reaktion fra balkonen, når de gamle hits blev fyret af. Ingen tvivl om, at de gamle hitter i større grad end de nye. Publikummerne var da også typisk på den forkerte side af 40 år. Og vi gamle er jo ikke såååå gode til at tage nyt til os… den slags ta’r tid – lang tid!

Og da det er ved at være jul, så fik vi en ægte julesang “It doesn’t Often Snow At Christmas” som rosinen i pølseenden med levende, dansende juletræer og sne på scenen. Et sjovt og aktuelt indslag! 🙂

Kl. 22.20 var det hele overstået…. 1 time 40 minutter – ALT FOR KORT! “We are the Pet Shop Boys” blev den begejstret masse atter mindet om af Neil tennant. Ja tak, det var vi ikke i tvivl om 🙂

Og som nævnt – verdens størte diskotek ramte København – sådan nogenlunde…

Setlisten så sådan ud: Heart, Did you see me coming?, Pandemonium/Can you forgive her?, Love etc., Integral/Building a wall, Go west, Two divided by zero, Why don’t we live together?, New York City boy, Always on my mind, Closer to heaven/Left to my own devices, Do I have to?, King’s Cross, The way it used to be, Jealousy, Suburbia, What have I done to deserve this?, All over the world, Se A Vida E/Discoteca, Domino Dancing/Viva La Vida, It’s a sin   Ekstranumre: Being boring, West End girls, It doesn’t often snow at Christmas


Pretty Maids & Skagarack (Amager Bio 3. december 2009)

  

 

 

 

 

star_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_empty

Amager Bio scenen før det store 80’er brag (udsmuglet mobilfoto)


Den første overraskelse var, at Amager Bio synes at være næsten udsolgt. Jeg må tage hatten af for alle de hardcore 80’er fans, som stadig efter 25 år støtter op omkring et par af de største danske puddelhundehårbands fra firserne – nemlig Skagarack og Pretty Maids. Den anden overraskelse var pludselig at konstatere, at jeg er blev SÅ gammel 🙁

Og nogle af dem havde slæbt deres børnebørn med! 🙂 SÅDAN!

Skagarack gik på kl. 20.05 og spillede omkring 1 time 20 minutter og gjorde alt i alt en god figur… på det tekniske plan. Skagarack har iflg. deres hjemmeside ikke udgivet noget som helst siden 1993 og genskabte iøvrigt sig selv i år. Jeg synes bandet gjorde en god indsats, men formåede ikke at komme udover scenekanten. Det virkede lidt på mig, at Skagarack gik lidt for meget ydmyg og genert til opgaven og var mere opsat på at levere en teknisk “god løsning”. Publikum reagerede da også med moderat begejstring. Og nå ja, Skagarack var måske hellere ikke så store som Pretty Maids dengang.Fotokilder: egen mobiltelefon

Specielt Torben Schmidt’s stemme holder bare 100% og han kan drive det vidt, hvis han kommer ind i rette sammenhænge!!!

Jeg er ikke Skagarack ekspert… men Skagarack manglede altså gejsten, spilleglæden og sjælen denne aften! Lyden var til gengæld til UG…

Pretty Maids lagde ud ved 22-tiden og med fuld skrue fra start. Det var helt tydeligt, at de var the big stars den aften. Bandet har også et langt større katalog bag sig og langt større (international) erfaring – og det kunne man klart mærke som publikummer. Spilleglæden fejlede ikke noget hos hver især – men det gjorde til gengæld lydmandens hørelse. Lyden rodede rundt og det var svært at holde tingene adskilt. Jeg blev specielt meget begejstret for trommeslageren – international klasse…

Det fede var også, at der blev spillet nyere materiale og ikke kun nastolgisk dvælen/ævl!

Jeg forlod Amager Bio før koncerten var overstået efter ca. 1 time, så jeg fik altså ikke den sidste del med. Med forlydender fortæller (Carten Hintz), at pretty Maids “fyrede den af” de sidste 5-6 numre. Og da Hintz er en troværdig herre må jeg derfor stole på udsagnet 🙂

Jeg kender naturligvis ovenstående bands overfladisk – og stilarten generelt – fra dengang i 80’erne. Jeg mærkede personligt denne aften, at JEG personligt er kommet langt videre i min musikalske “udvikling” og “kedede” mig faktisk bravt på det musikalske plan, men hyggede mig gevaldigt blandt mine jævnaldrende, som stadig hang hjælpeløst fast i fortiden 🙂

En stor tak til Carsten Hintz for invitationen. En oplevelse jeg er glad for at have fået!!! 🙂


Tjill (Post Danmark Showroom 27. november 2009)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

En guitar, a handful of songs, en kvinde og en mand…. sådan sætter man et lunefuldt band til kølige drinks sammen og vupti har man Tjill. FKK – Post Danmark Informationsteknologi’s sidste-fredag-i-måneden-drukklub – havde fornøjelsen at have besøg af Tjill, som Elisabeth og Søren gemmer sig bag.

Med nystrøget skjorte, rød paryk og nederdel – behørigt fordelt mellem duo’ens medlemmer – introducerede Søren Kl 16.00 sharp tilstedeværelsen og Tjill gik igang med med deres sange og ballader – alt fra Otto Brandenburg til Ozzy Osbourne.
Alene bredden af værkerne var imponerende. Det fede ringbind antydede da også et repertoire af dimensioner!Med klar og stemt tone fra guitaren og klar stemme fra primært Elisabeth – Søren brummede med og sang da også solo indimellem – blev vi alle i FKK underholdt i et par timer i fælles cozy-sing-a-long.

Hvis jeg som ultimativ kristisk lytter skal finde enkelte fejltrin, kan jeg kun erindre en enkelt akkordbøf under Otto Brandenburg’s “Susanne, Birgitte Og Hanne” og en knækket guitarstreng under Beatles’ “I’ve Just Seen A Face”… Dette tog Søren med ophøjet ro – en professionalisme og coolness sjældent set – og spiller nummeret til ende til sædvanlig UG. Ja… jeg kan måske næsten postulere, at jeg var den eneste blandt publikum, som bemærkede dette stunt…?

Det lykkedes at smugle et par mobilfotos ud.

Fotokilder: egen mobiltelefon

Denne koncert giver den ultimate karaktér…! 6 stjerner!!! 🙂


Porcupine Tree (Vega 18. oktober 2009)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_half

PORCUPINE TREE!!! YEEEEES!!! 🙂

Jeg ankom til Vega ved 19.20-tiden og blev ved billet-check påtvunget at aflevere min lette overtrøje – bundet rundt om livet – i garderoben. På denne snedige måde blev jeg ved første færd franarret 20 kroner. Og kort efter 40 spir mere for en tynd kop Tuborg.

Der er sgu ikke noget at sige til, at folk bli’r væk fra spillestederne – det er ikke pengene for mit vedkommende – det er pricipperne! Koncertbilletten var sgu dyr nok i forvejen!

Nåmen, mange andre end jeg (og Maude+familie! :-)) havde fundet vej til Vega denne klare og kolde aften. Jeg tror næsten, at der var tæt på at være udsolgt…

Svenske Katatonia lagde ud med “Vi er Katatonia från Sverige…” – og naturligvis med en skodlyd, som opvarmningsbands naturligvis altid har. Ærgerligt, for musikken er fed nok. Men hvorfor vi tilskuere skal ha’ smadret vores delikate ører (glemte iøvrigt mine øredutter denne gang) inden det for alvor går igang er for mig stadig en ubesvaret gåde.

Katatonia fik omkring 40 minutter til at overbevise os andre, at de også havde deres berettigelse på en scene. Og de fik de af undertegnede. Men lydmanden burde smides i havnen og ditto tidstageren; for Katatonia startede 15 minutter FØR officiel start! Det har jeg aldrig oplevet før…

Så var det Porcupine Tree’s tur. Og inden de overhovedet gik igang annoncerede Steve Wilson, at man ville spille de første 45 minutter fra den nye plade og andet materiale efter pausen. På denne fikse måde blev SLA-aftalen indgået og alle vidste, hvad det gik ud på. Faktisk en rigtig god idé – afsteming af forventningerne var på plads!

AND WHAT!!!??? Sikke en lyd! Nu gav det mening (?), at opvarmingen havde lortelyden! Som nævnt 45 minutter high-lights fra det seneste mesterværk “The Incident” (se Gaffa’s anmeldelse her: http://gaffa.dk/anmeldelse/34723) – udført med den præcision og tightness, som Porcupine Tree nu er bedst til. Jeg sad hele tiden og ledte efter spillefejl, men forgæves! 🙂

Efter pausen blev flere af mig ukendte numre spillet med samme styrke og kendte værker som “Trains” Og “The Sound Of Muzak” blev der også plads til som ekstranumre.

Min bedømmelse er helt klart til 6 stjerner, hvis “Arriving Somewhere But Not Here” blev spillet.. derfor en ½ stjerne i fradrag 🙂

Alt ialt ca. 2 timers musik fra Porcupine Tree og en god oplevelse rigere!!!

Set listen så sådan ud:

1. sæt:
The Incident, Occam’s Razor, The Blind House, Great Expectations, Kneel And Disconnect, Drawing The Line, The Incident, Your Unpleasant Family, The Yellow Windows Of The Evening Train, Time Flies, Degree Zero Of Liberty, Octane Twisted, The Séance, Circle Of Manias, I Drive he Hearse

2. sæt:
The Start Of Something Beautiful, Russia On Ice/Anesthetize, Lazarus, Way Out Of Here, Normal, Bonnie The Cat

Ekstranumre:
Sound Of Muzak, Trains


Johnny Winter (Pumpehuset 1. juni 2009)

 star_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_empty

Johnny Winter har slået spilletidsrekorden!!! På 1 TIME og 10 MINUTTER var det hele overstået!

Det var en sjov oplevelse allerede inden koncerten at se koncertfolket ankomme – primært ældre herrer, nogle gange med deres koner eller deres sønner. Stemningen var god og forventningsfuld, og alle hyggede sig både indenfor og udenfor Pumpehusets område i det gode vejr. Jeg havde ved denne begivenhed følgeskab af Merete og vi trak gennemsnitsalderen gevaldigt ned 🙂

Kl.  21.00 startede opvarmningen… den kommer jeg tilbage til senere.

Først kl. 22.30 (!) oprandt endelig det, som vi alle havde ventet tålmodigt på; mr. Blues himself! Backingbandet – 3 mand – spillede det første nummer uden hr. Winter og endelig åbenbarede Johnny Winter sig for os alle på scenen og stavrede hen til stolen – placeret midt på scenen – i bedste Ozzy Osbourne gakkede-gangart-stil.

Der gik ikke lang tid før jeg måtte konstatere, at hr. Winter også må være døv…. for der blev i den grad snublet over blues-scala’erne og tonearterne fulgtes ikke ad. Ja, det skete faktisk i hvert nummer, der iøvrigt blev skudt afsted på en perlesnor. Pinligt… MEGET pinligt! Det var helt tydeligt, at hr. Winter ikke var tilstede og sansede ikke helt, hvad der skete omkring sig. Jeg fornemmede helt klart i det næsten udsolgte Pumpehuset, at stemningen overfor Johnny Winter bar præg af overbærenhed – der blev klappet moderat efter hvert nummer. De gamle og trofaste fans var skuffede og forundret… En underlig oplevelse at være en del af…

Fotokilde: egen mobiltelefon

1 time ind i koncerten blev guitaren skiftet til hans kendte Gibson 1963 Firebird V og metalstykket blev hevet frem. Så var der slide-guitar med flanger-effekt i verdensklasse… det holdt desværre kun i 2 numre, afsluttende med Highway 61… a true classic!

Pludselig var det hele overstået!!! 1 TIME og 10 MINUTTER….. hmmmm….. 🙁

Det har nok været den mest mærkelige og især mest triste oplevelse – på alle planer – jeg har haft indtil videre. Og når man i skrivende stund ser turnéplanen, så er der seriøs grund til bekymring!

Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor Johnny Winter er på turné! The last curtain call….? Han må i hvert fald have sine grunde!!!

Anderledes energi var der helt klart fra Eric Sardinas, som opvarmede Johnny Winter. Slide-guitar med 180 km/t og total-iorden-Ted-Nugent-wannabe-attitude og overtonelir! Sardinas er underholdende, MEGET sydstatsagtig, men hans spil bli’r ikke til mere end opvarmning. Det var 2. gang jeg oplevede Sardinas… første gang til Steve Vai i Store Vega for nogle år siden


Saga (Amager Bio 24. maj 2009)

star_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_empty

Det gør mig ondt i sjælen, at jeg for første gang må skrive en slags nekrolog og inderst inde sige farvel til et band jeg har fulgt siden midt-halvfjerserne. Det gør mig ondt at se (høre!) et band, der i den grad nu burde have lagt karrieren bag sig og bare lade sig vokse til en legende indenfor musikken uden at røre en finger yderligere.

Mobilfoto smuglet ud af Amager Bio! 🙂

Sagen er, at Saga i dag er et amputeret orkester, som ikke har udviklet sig i mange år; Steve Negus (trommer) og Michael Sadler (sang) har valgt et liv udenfor Saga. Disse herrer er hhv. afløst af Chris Sutherland og Rob Moratti. Chris Sutherland er en god musiker… bare ikke i Saga! Hans trommespil er ikke skarp og “firkantet” nok til Saga. For Saga er et meget “firkantet” band, hvor selv trommerne har sin helt eget liv, helt egen lyd og rytme. Moratti (sang) har helt klart større ambitioner end resten af Saga gider og han hører hellere ikke aldersmæssigt og stilmæssigt til. Styx ville f.eks. være et bedre valg for Rob Moratti…

Faktisk er  Saga gået hen og blevet deres eget kopiband… formatet fra dengang manglede simpelthen! Jeg ved godt, at man skal undgå at dvæle for meget ved fortiden. Men i dette tilfælde vil jeg gøre en undtagelse!

Men rigtigt fedt at se Ian Crichton på guitar stadig har spilleglæden og ydmygheden overfor sin kunst!

Fotokilde: egen mobiltelefon

Koncerten i Amager Bio var for mig den fjerde med Saga. Bandet lagde ud med instrumentalintro’en fra deres seneste CD og derefter fulgt af The Flyer og Wind Him Up i nævnte rækkefølge. I 1 time og 45 minutter blev vi trukket igennem primært den nye udgivelse – The Human Condition – samt nogle gamle klassikere, bl.a. Humble Stance, Don’t Be Late, On The Loose, og Scratching The Surface mv. Skuffende, at Saga ikke brugte mere tid på os til flere klassikere – som nyfortolkninger.

Saga… tak for denne gang! I har beriget mit liv og det var trods alt et dejligt gensyn/hør… R.I.P. Vi ses nok ikke mere…. snøøøøøøft! 🙁

PPS. Atter en tak til Kåre for selskabet og sponsoratet. Du har igen vist stor forståelse og udvist total-iorden-koncertdeltager-attitude 🙂 Er det Sweden Rock Festival til næste år???


DIO (Amager Bio 3. juni 2008)

 


star_full
star_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty

Dio lagde (næsten) som forventet ud med “Holy Diver” i en 80% fyldt Amager Bio i aftes. Ja, denne relative hede tirsdag aften var jeg og min gode ven Kåre en tur i byen og se Dio… De gamle drenge (altså Kåre og jeg) skal jo også luftes engang imellem :-). Men luft får man ikke meget af i Amager Bio. Se så at få investeret i et ordentligt air-condition anlæg, Ama’r Bio!!! GRRRRR….. 🙁

Back to business… “Holy Diver” klingede ud og så kom guldet ellers bare i nævnte rækkefølge: Killing The Dragon, The Eyes, Don’t Talk To Strangers, Sacred Heart, Rainbow In The Dark og videre med Rainbow-guldet: Temple Of The King, Kill The King… tilbage til Dio: Lord Of The Last Day, Rock N’ Roll Children, Stand Up And Shout. Igen tilbage til Rainbow: Man On The Silver Mountain, Catch The Rainbow, Long Live Rock N’ Roll. Og endelig som ekstranumre tilbage til Dio Days: Last In Line og We Rock.

Og hvordan performede bandet så? Well, ifølge mine nedslidte ører svingede kvaliteten op og ned igennem de ca. 100 minutter koncerten varede. Det var specielt guitaristen Craig Goldy, som fyldt meget uden at have “the Dio touch”… diskantskinger og overtonefyldt – for meget af det gode. Og det hele blev krydret med en ligegyldig guitarsolo, hvis tema var “se, jeg kan spille skalaer i en helvedes fart”…

Iøvrigt fik vi også en 5 minutters trommesolo af Simon Wright (som jo også bl.a. har slået sine folder hos AC/DC i en kort periode). Også denne solo forekom mig ligegyldig. Der er alligevel INGEN, som matcher Mike Portnoy fra Dream Theater! Don’t even try… Men jeg tror, at disse soli gi’r Dio de nødvendige pauser – måske derfor han stemmemæssigt stadig holder? Wrights solo blev i øvrigt afsluttet i følge med “1812 Overturen” – konceptet er set tidligere hos Cozy Powell i midthalvfjerdserne og i det enogtyvende århundrede af Neil Peart fra Rush….

Resten af bandet gjorde deres bundarbejde uden anmærkninger iøvrigt 🙂 Lyden generelt ku’ godt have været bedre.

Dio’s stemme holdt 100% hele vejen – ren og volumeniøs og han er erfaren nok til at holde igen på sin stemme lige præcis dér, hvor han muligvis ville komme ud i noget rod.

Det er 2. gang jeg har fornøjelsen at opleve Ronnie James Dio og den aldrende – næsten 66 år – lille mand med stor stor STOR stemme og masser af charme (og ikke mindst ydmyghed) har min fulde respekt!

PS. Tak til Kåre for selskabet – du er jo helt fredsommelig at have med i byen 🙂


Fish (Amager Bio 10. oktober 2007)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Fish (til jer uvidende ignoranter…. ex. sanger i Marillion) satte endnu en gang sine gigantiske fødde på dansk muld og det var for 117. gang jeg så ham. “Clutching At Stars Tour… spændende!”- tænkte jeg. “Så får vi med garanti hele Marillion’s Clutchine At Straws i fuld udstrækning uden afbrydelser”. For sidste gang jeg så Fish – også i Amager Bio, var han nemlig så venlig at servere HELE Misplaced Childhood for sine undersåtter i et stræk!

Sådan skulle det ikke gå… Fish lagde (naturligvis) ud med materiale fra Clutching At Straws og mixede så egne numre ind imellem fra hans nyeste udspil – 13th Star – og tilbage igen med flere værker fra Clutching At Straws; White Russian, Warm Wet Circles, The Last Straw, Hotel Hobbies, That Time Of The Night… og enkelte gamle Fish værker fik også klemt sig ind, bl.a Cliché og The Perception Of Johnny Punter.

Jeg havde en sjov oplevelse ved slutningen af koncerten. Ved fade-out af Sugar Mice forlod Fish scenen og mit absolut all-time favorit Fish nummer Virgil In A Wilderness Of Mirrors satte i gang. Pludselig blev der rettet en hvid projektør i min retning fra højre side af scenen og blændede mig. Jeg fornemmede uro bag mig og jeg vendte mig om. Fish stod bogstaveligt talt og åndede mig i nakken! Han passerede mig – stor og svedig som han er – mens han sang de første strofer af Virgil In A Wilderness Of Mirrors. Jeg skal indrømme, at dette splitsekund var en ½-religiøs oplevelse!!!

Konklusion: Jeg synes, at Fish denne aften ikke var på dupperne og ikke var helt tunet ind på opgaven. Han var ikke så snakkende som tidligere oplevet – dog havde han i længere perioder personlige samtaler med nogle på 1. række… alene hans skotske accent gør det liiidt svært at forstå ham…

Og hvis man skal spille Marillion-sange, så skal det dælme gøres ordentligt og overbevisende! Og det var bandet langt fra i stand til denne gang! Jeg savnede faktisk flere originale Fish sange fra tidligere og det er helt tydeligt, at Fish savner Marillion-drengene på sine gamle dage.

Det hele blev pænt sluttet af med… naturligvis… Clutching At Straws.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig, at Fish næste gang KUN koncentrerede sig om sit EGET materiale. Naturligvis er det fedt at høre gammelt Marillion – men det bli’r ALDRIG Marillion uden Marillion… basta!

En uskøn og rodet blanding denne aften i mine ører… og lyden var ikke helt i top. Koncertstart: kl. 20.11 – koncertslut: kl. 22.15. Fish skulle denne aften tidligt i seng!

Personlig nær-Fish-oplevelse, old skool karaktér: 13


Gensis (Herning 14. juni 2007)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

… sammen med gode venner! Det var en kanon koncert… og som forventet blev koncerten sablet ned af inkompetente anmeldere (dog undtaget Politikens anmelder) fra den trykte presse, som IKKE har forstået “meningen” med Genesis!!!

Og til resten af jer publikummer, anmeldere og andre ignoranter; neeeeeej! Det var IKKE en Phil Collins koncert!

Se Politikens anmeldelse af koncerten(LINK)eller i almindelig tekstHER. Jeg er kun enig heri….


Ian Hunter (Amager Bio 30. maj 2007)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_empty

“Once Bitten Twice Shy” var også denne gang – ligesom sidste år i Pumpehuset – intro’en til Ian Hunters koncert i Amager Bio. Samme musikere som sidst, dog uden Graham Maby på bas. ØV! ØV! ØV! Han turnerer i øjeblikket med Joe Jackson…

Anyway, koncerten var i stor grad koncentreret omkring Hunters nye CD “Shrunken Heads”, hvilket også er en ganske udmærket udgivelse. Men jeg synes altså, at der var alt for lidt materiale fra Mott The Hoople- æraen til koncerten. Nuvel, det var jo også hr. Hunter solo, som jeg har købt billet til 🙂

Generelt var der for mange ballader fra nyere tid efter min smag og for lidt rock ‘n roll (men vi fik dog trods alt “All The Way From Memphis”). Koncerten varede i 2 timer, hvilket egentlig er godt gået af en 68 årig, som  var “way over my bedtime”, som hr. Hunter udtrykte det på et tidspunkt.

Lyden var – som den plejer i Ama’r Bio – rigtig god i tilpas højt niveau… i et absolut ikke-udsolgt Amager Bio.

Min karakter: 4 stjerner – fordi han ikke var så forfærdeligt meget “på” denne gang i forhold til Pumpehuset sidste år 🙁


Witin Temptation (Vega 9. april 2007)

 

star_fullstar_fullstar_fullstar_emptystar_emptystar_empty

Jeg havde allerede en underlig fornemmelse i maven den dag, at aftenens begivenheder nok IKKE blev een af de mest memorable  – rent musikalsk – for mig. Ja, faktisk er jeg allerede gået smådød i Within Temptations musik og min mentale tilstand blev forværret af deres seneste udspil “The Heart Of Everything”. Jeg fatter ikke, at WT ikke tog chancen og lavede en værdig efterfølger af “The Silent Force”. Men nej…. man rider på successbølgen og gentager sig selv – en klassisk fejl er atter begået! WT er blevet mainstream…. Det udsolgte Vega var så gerningsstedet, hvor Within Temptation skulle præsentere det meste af “The Heart Of Everything” + deres uundgåelige Mother Earth/The Silent Force-“hits” (Deceiver Of Fools, Ice Queen, Mother Earth, Stand My Ground, Angels) for deres undersåtter.

 En videobaggrund af pre-recorded scener og musik(!) fra diverse videos var i sync med musikken på scenen, hvilke naturligvis gjorde improvisationer en umulighed. Men ok… nu har jeg også set WT 3 gange tidligere uden at have oplevet improvisationer/variationer fra bandet overhovedet, så det kom ikke som en overraskelse. Når man har set WT een gang, så HAR man oplevet dem. Der var INGEN nyskabelse eller variation i performance i forhold til tidligere koncerter og det keder bravt! Nuvel, WT er et velspillende band med en relativ god sangerinde. Men der skal fornyelse til på alle fronter, hvis JEG skal investere i endnu en gebyrramt koncertbillet. Within Temptation er et rigtigt godt band at starte op på, hvis man ingen erfaring har med musikken og ønsker at bevæge sig ind i goth-genren. Men som mangeårig lytter til goth/metal/progressive, så keder WT altså bravt! Og så savner jeg sgu også nogle soloer fra d’herrer….. for musikken er i bund og grund kun akkord-lir….

Nu kan jeg kun tålmodigt vente på, at bandet Epica (www.epica.nl) fra samme nedre region gider komme forbi hovedstaden.


Focus (Pumpehuset 24. februar 2007)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Det var med blandende forventninger (i hvert fald for mig), da Søren “Psycho” og jeg rekvirerede billetterne til Focus for laaaang tid siden – et band, der har holdt sig flydende on/off i flere årtier. Focus idag er 50% “uoriginale” (hhv. Bobby Jacobs (bas) og Niels van der Steenhoven (guitar)) var ikke engang født (vistnok) i 1970 da Focus havde deres første hit. Men disse unge fyre kan absolut deres kram og imponerede helt klart.Ventetiden var lang og aftenen oprandt endelig. Kl. 21.00 skulle bandet være på plads og igang, men de lod det ½-fyldte Pumpehuset vente i en halv time på pinebænken. Min gode ven Søren og jeg fik så lejlighed til at nyde en ekstra herredyr minifadbamse mere. En planlagt strategi fra arrangørens side???

Focus kastede sig uimponeret over opgaven og der var dømt instrumentiel folk/jazz/rock/whatever fra første takt. Jeg skal ikke remse alle numrene op her, men det var en god blanding af det nye fra Focus 9/New Skin og det gode gamle (så som “Hamburger Concerto”, “Focus III”, “Harem Scarem”, “Tommy”, “Hokus Pocus” og “Sylvia”). Omkring en time ind i koncerten annoncerede Thijs van Leer, at man var velkommen til at købe den nye CD i forhallen og at de ville komme forbi og gi’ deres autograf på nyerhvervelsen… og så forlod de scenen…

Thijs van Leer og hans makker fra dengang – Pierre van der Linden – skulle ha’ en gang ilt fra flaske og en “morfar” 🙂 I hvert fald gav det os andre endnu en mulighed for at rekvirere endnu et par herredyre minifadbamser og dvæle over den høje kvalitet vi indtil videre havde været vidner til.

Efter en halv time trådte Focus atter på scenen og fortsatte hvor de slap – og de gjorde det igen flot! Hele festen sluttede efter 2 1/4 times effektiv spilleri af allerhøjeste karat. Oveni alt dette var lyden bare 100% i orden…


Lordi (Gæsteanmeldelse, Amager Bio 21. september 2006)


Gæsteanmeldelse af Anne Larsen (min gode kollega)

Nå men…….. efter at vi alle havde trippet en times tid og ventede forgæves på opvarmning til Lordi fandt vi ud af, at på grund af scenens størrelse gjorde, var det umuligt med opvarmning uden at afsløre deres total fede scene opbygning.Lordi kom på scenen kl.21.00 og spillede en 1 time og 45 min. De indledte koncerten med de første par numre fra Arockalypse, deres seneste album og der var knald på fra starten. Kanonslag og festfyrværkeri – de overgik selv Rammstein hvad det angår.

Startnummer var SCG3 Special Report, hvor Lordi indtog planeten samt salen i Amager Bio.

Scenen var bygget op som en spøgelsesborg med klokketårn, gammel ur, kirkeorgel med stage som Awa (den kvindelige keyboard spiller) spillede på.

Lordi havde godt fat i publikum – meget spil/kontakt mellem dem og os. Måske spillestedets størrelse gør sig gældende her. Publikum var en rigtig god blanding af de sædvanlige sortklædte heavy fans, til mindre teenagebørn med forældre, folk omkring de 40 år, som husker glamrock tiden og ikke mindst Kiss, som bandet helt klar er inspireret af. Awa, keyboardspilleren og Ox, bass er sidst ankommende medlemmer har fundet rytmen sammen med resten af bandet. Man oplever et sammenspillende band og prof-musikere, som har en baggrund af konservatorie uddannede musikere. Salen kogte da de fyrede Devil is a loser(Get Heavy).

Suveræn lyd – der var lige en hylende forstærker under “would you love a monsterman”, men det fik de sorteklædte hættefolk(lydmænd) styr på ret hurtigt) Amen, bandets guitarist fik hurtigt gjort opmærksom på problemet.

Der var en formidabel trommesolo af Kita – den var ikke kedelig, da der som baggundsmusik var bla. Alice Cooper og Marilyn Mansons største hits.

Når han talte til publikum, kom der bare en mumielyd ud af hans mund, he he.
De havde dog stjålen en del fra Alice Coopers shows, men sådan er det jo. Det er jo nyt for dem som ikke har oplevet Alice.

Alt i alt en god og meget underholdende koncertoplevelse, som på intet tidspunkt var kedelig. Sidst men ikke mindst efter afslutnings nummeret Hard Rock Hallelujah, lovede Mr. Lordi – to see you again, Copenhagen. Så mon ikke finnerne vender tilbage til Copenhagen en dag?


Joe Satriani (Amager Bio 27. juni 2006)

 

star_fullstar_fullstar_fullstar_halfstar_empty star_empty

Lad det være sagt med det samme; Satriani ER en talentfuld og stilsikker guitarist, som kender sit instrument. MEN der har ikke siden 1993 – hvor jeg senest oplevede Satriani – IKKE været den store fremdrift i hans musik og teknik. Det var Satriani fra ’93 jeg hørte i Amager Bio.

Vi fik naturligvis klassikerne “The Extremist”, “Surfing With The Alien”, “Flying In A Blue Dream”, “Ice Nine” osv., samt et par numre fra hans nye CD. Alligevel formåede Satriani ikke at komme ud over scenekanten. Stemningen på scenen var god, men det var “another day at the office”. 3½ stjerner…. og så er jeg endda i gavehumør!

Amager Bio er et kanon spillested med rigtig god lyd. Og det var der også til denne koncert. Desværre var der hamrende hedt i den næsten udsolgte sal og ventilation var der intet af! Så man brugte meget krudt på at svede tran og baske røgskyerne væk fra synsfeltet. Meget, meget ufedt og alt alt for dårligt af Ama’r Bio!

Carsten Hintz – min whiskybællende kollega – gi’r Joe et 10-tal på old skool skalaen. “Fordi Joe er min ven”, siger Carsten…


Sweden Rock Festival 2006 (Sölvesborg 10.-11.-12. juni 2006)

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_full

Året er 2006…. jeg er tilbage fra Sweden Rock Festival. Thomas – min “årsven” – og jeg var vist de 2 mest normale mennesker på festivalpladsen 🙂 Stemningen var også denne gang rigtig god og behagelig. Ligesom sidste år var vejret kanon og oplevelsen helt i top. Jeg nåede at høre 19 bands på de 3 dage festivalen varede. På 13-skalaen + en kort kommentar til mine oplevelser:

Doro (9-tal) – jeg oplevede tyske Doro Pesch første gang helt tilbage i midt ’86 sammen med Warlock som opvarmning til Judas Priest i Falkonér teateret, hvor hun var helt suveræn. Hun havde også denne gang masser af energi, der kom fint ud over scenekanten. Meeeen, vi alle var lige ankommet, ædrue og publikum var slet varmet op. Men Doro gjorde hvad hun kunne og slap godt fra det!Krokus(10-tal) – “Long Stick Goes Boom”… tja, hvad skal jeg sige? 4/4-dele som vi kender Krokus. Stabilt og beregnende…. House Of Shakira(8- tal) – helt ny oplevelse for mig…. værd at prøve efter!Journey(10-tal) – altså, Steve Augeri er IKKE Steve Perry og det synes jeg går for tydeligt igennem Journeys musik i dag. Men et band, der har prøvet det før og viser sikkerhed!Deep Purple (11-tal) – hvor er det bare SÅ befriende at se så garvede musikere have det så sjovt på scenen og man fornemmer det helt klart som publikummer. Lyden trækker lidt ned i forhold til 13-tallet. Cloudscape(10-tal) – et nyt band for mig fra Sverige…. de skal helt klart checkes ud! Gehennah (03-tal) – HVA’ SKER DER?????? Det mest intelligente jeg nåede at fange i deres tekster var “Piss off, I’m drinkin’…”… øøøh…??? Men den slags skal der også være plads til på en metal-festival 🙂 Jaded Heart(10-tal) – fino metal aus das Vaterland. Også et nyt bekendskab for mig – skal checkes ud. Queensrÿche (10-tal) – jeg var overbevist om inden jeg tog til festivallen, at Queensrÿche skulle ha’ 13-tallet for at spille hele Operation: Mindcrime, der jo er een af mine all-time favourite top 10 skiver (+ noget af Operation Mindcrime II). Men nej! Lyden og teknikken var slet ikke optimal og jeg savnede virkelig Chris DeGarmo som kvalificeret medpart overfor Michael Wilton. Og så var “Sister Mary” også tilstede i skikkelse af Pamela Moore, som jo også optræder på originalindspilningen (CD’en og live-DVD’en) af Operation: Mindcrime. En fed overraskelse! 🙂 Kamelot(10-tal) – endnu et ukendt band for mig. De var bare hammerfede!!! Vanden Plas(9-tal) – et rart gensyn, idet jeg også har oplevet bandet som opvarmning for Dream Theater i KB Hallen. Evergrey(10-tal) – nyt bekendskab. Fed lyd og teknik. Def Leppard(9-tal) – selvom man er store og har klassikerne bag sig, så udløser det det nødvendigvis ikke en topkarakter fra mig. Efter de 3-4 første klassiske numre, så gik det jævnt ned ad bakke for dem – i mine ører i hvert fald. Joe Elliott’s stemme har også haft bedre tider. MSG(9-tal) – jooooh, Michael Schenker spiller stadig på Flying V og stadig “Into The Arena”, “Ready To Rock”, “On And On”, “Doctor Doctor” og “Armed And Ready”. Desværre var lyden lidt skod og Schenker var ikke så skarp, som vi ved han kan være. Hans bassist var ret underholdende og original på scenen… Firewind (8-tal) – igen et nyt bekendskab, men de skilte sig ikke mærkbart ud fra stilen… desværre. The Sweet(9-tal) – desværre er det kun 25% af det originale Sweet fra 70’erne, som er aktive i bandet. Kun Andy Scott forsøger at holde liv i klassikerne, der naturligvis blev præsenteret for et RET begejstret publikum – “Wig Wam Bam”, “Ballroom Blitz”, “Teenage Rampage” osv. osv. Joooh, jeg var tilbage i de gode 70’ere 🙂 Ted Nugent(13-tal) – SÅDAN!!! Fy’ fa’en, hvor var han skarp og præcis. Lyden var perfekt og det er ret imponerende, at 3 mand på denne store scene kan larme så meget! Intet er helligt for The Nuge – som min rejsefælle Thomas sagde: “Han har ingen respekt for noget som helst – kun sit flag”. Og det har Thomas så sandelig ret i. Der kom nogle ret rammende kommentarer mellem numrene og han pakker ikke tingene ind. Og naturligvis måtte vi alle være vidner til klassikerne, så som “Storm Troopin'”, “Dog Eat Dog”, “Wang Dang Sweet Poontang”, ikke mindst “Cat Scratch Fever” og til sidst “Great White Buffalo” – iført indianer fjerhat. UPDATE 27/10-2008: koncerten er nu udgivet på DVD!!! Alice Cooper (9-tal) – fæl dårlig lyd og fæl mange instrumentfejl fra scenen. Setlisten var genialt skruet sammen – en hel del fra “Welcome To My Nightmare”, hvilket udgivelse også rangerer på min alle tiders top-10 liste. Alice ER bare bedre indendørs… faktum!… og rosinen i pølseenden Whitesnake (11-tal) – der blev lagt hardt og brutalt ud med Purple’s “Burn” og den gik rent ind i undertegnedes hjernebark! Lyden var optimal og der var fuld skrue hele vejen igennem. Naturligvis var klassikeren som “Ain’t No Love In The Heart Of The City” på set-listen. Joooh, en værdig afslutning på festivallen!!!!

Ted Nugent scorer festivallens topkarakter og kvitterer med en salut til Jess ved Sweden Rock Festival 🙂

 

Sweden Rock – vi ses til næste år….