Dio lagde (næsten) som forventet ud med “Holy Diver” i en 80% fyldt Amager Bio i aftes. Ja, denne relative hede tirsdag aften var jeg og min gode ven Kåre en tur i byen og se Dio… De gamle drenge (altså Kåre og jeg) skal jo også luftes engang imellem :-). Men luft får man ikke meget af i Amager Bio. Se så at få investeret i et ordentligt air-condition anlæg, Ama’r Bio!!! GRRRRR….. 🙁

Back to business… “Holy Diver” klingede ud og så kom guldet ellers bare i nævnte rækkefølge: Killing The Dragon, The Eyes, Don’t Talk To Strangers, Sacred Heart, Rainbow In The Dark og videre med Rainbow-guldet: Temple Of The King, Kill The King… tilbage til Dio: Lord Of The Last Day, Rock N’ Roll Children, Stand Up And Shout. Igen tilbage til Rainbow: Man On The Silver Mountain, Catch The Rainbow, Long Live Rock N’ Roll. Og endelig som ekstranumre tilbage til Dio Days: Last In Line og We Rock.

Og hvordan performede bandet så? Well, ifølge mine nedslidte ører svingede kvaliteten op og ned igennem de ca. 100 minutter koncerten varede. Det var specielt guitaristen Craig Goldy, som fyldt meget uden at have “the Dio touch”… diskantskinger og overtonefyldt – for meget af det gode. Og det hele blev krydret med en ligegyldig guitarsolo, hvis tema var “se, jeg kan spille skalaer i en helvedes fart”…

Iøvrigt fik vi også en 5 minutters trommesolo af Simon Wright (som jo også bl.a. har slået sine folder hos AC/DC i en kort periode). Også denne solo forekom mig ligegyldig. Der er alligevel INGEN, som matcher Mike Portnoy fra Dream Theater! Don’t even try… Men jeg tror, at disse soli gi’r Dio de nødvendige pauser – måske derfor han stemmemæssigt stadig holder? Wrights solo blev i øvrigt afsluttet i følge med “1812 Overturen” – konceptet er set tidligere hos Cozy Powell i midthalvfjerdserne og i det enogtyvende århundrede af Neil Peart fra Rush….

Resten af bandet gjorde deres bundarbejde uden anmærkninger iøvrigt 🙂 Lyden generelt ku’ godt have været bedre.

Dio’s stemme holdt 100% hele vejen – ren og volumeniøs og han er erfaren nok til at holde igen på sin stemme lige præcis dér, hvor han muligvis ville komme ud i noget rod.

Det er 2. gang jeg har fornøjelsen at opleve Ronnie James Dio og den aldrende – næsten 66 år – lille mand med stor stor STOR stemme og masser af charme (og ikke mindst ydmyghed) har min fulde respekt!

PS. Tak til Kåre for selskabet – du er jo helt fredsommelig at have med i byen 🙂