Der findes 2 versioner af Marillion; Marillion Version 1 fra 1979-1987 og Marillion Version 2 fra 1987 og frem.Og hvorfor 2 versioner af samme Band? Jooh…. Marillion Version 1 med Fish som forsanger var de progressive og nyskabende indenfor neo-prog rock genren – ja, man kan vel næsten sige en 80’er version af Genesis, som de var i 70’erne. Marillion Version 2 er så tiden efter Fish med Steve Hogarth på mikrofon, hvor Marillion – i mine ører – gik den radiovenlige og mainstreme retning. Det kan man synes om, hvad man vil… jeg ved godt, hvad jeg foretrækker (LONG LIVE PROG ROCK!).

Og det var i sagens natur Marillion Version 2 jeg havde fornøjelsen at opleve i en let overophedet (i ordets bedste betydning) 80% fyldt Amager Bio sammen med 2 gode venner, Leif og Kåre. Jeg havde lovet mig selv fra 1. stofe, at jeg IKKE ville løfte mine forventninger alt for højt op – at denne koncert ikke kunne være årets progrock oplevelse… Den fik jeg nemlig med Dream Theater i januar! 🙂

Marillion gik på scenen omkring 21.55 og leverede præcis i 2 timer god og gedin underholdning – primært materiale fra Hogarth’s periode. Der sneg sig et par Marillion Version 1 værker ind i setlisten, nemlig “Slàinte Mhath” fra Clutcing At Straws og “Sugar Mice” fra samme mesterværk fra 1987 – desværre det sidste Marillion album med Fish 🙁

Og egentlig fint med mig, at vi publikummer ikke blev udsat for flere numre fra før 1987. Hogarths stemme er slet ikke gearet til det tidligere Marillion! Og derfor er jeg også meget taknemmelig over, at vi ikke også fik “Kayleigh” smidt i ansigtet! 🙂

Marillion er stadig et stålfast band med superdygtige musikere, som ser ud til stadig at nyde at tournere – stor spilleglæde deroppe. Der var ingen vaklen i udførelsen af musikken og jeg må nok tilstå, at Steve Hogarth er en suveræn performer og sanger – blot han ikke forvilder sig ud i Marillion Version 1’s musik. Det er Fish’s domæne! Keyboardmand Mark Kelly og Ian Mosley på trommer var de anonyme herrer, Steve Rothery var guitar-ekko-orkestret og bass-sloggeren Pete Trewaves lagde den takstfaste bund. Trewaves er iøvrigt også i min verden kendt for at være medlem af et andet fedt band, nemlig Transatlantic.

Setlisten (behørigt fremskaffet via nettet) var: The Invisible Man, Cover My Eyes, Slàinte Mhath, Beautiful, You’re Gone, Afraid of Sunlight, The Great Escape, Power, Estonia, Neverland, This Strange Engine, Sugar Mice, Circular Ride (enkelte strofter af værket) og Three Minute Boy.

Mine personlige favoritalbum (forunden de fire fra Marillion Version 1) er de 2 første, nemlig “Seasons End” (1989) og “Holidays in Eden” (1991). Desværre fik vi kun “Cover My Eyes” fremført fra disse udgivelser. Det må være en ommer…

Lyden var detaljeret og var i rette lydniveau – og publikum i rette stemning! 🙂

Tak til Kåre for billedet!