Endelig kom de polske prog-rockere Riverside til byen som officiel trio, idet deres guitarist Piotr Grudziński desværre pludselig gik bort i 2016. Bandet havde derfor taget Maciej Meller med som erstatning på denne “Towards The Blue Horizon Tour”. Og det gjorde han godt!

Riverside er et relativt gammelt band, der blev dannet i 2001 i Polen. Bandet har udgivet 7 albums.

Det var – i hvert fald for mig – en meget intens og meget “følelsladet” (kan man sige det?) oplevelse at opleve Riverside i det meget lille Lille Vega. Jeg vil tro, at vi var omkring 200 prog-hoveder som omfavnede de polske prog-konger betingelsesløst fra første strofe. Bandet udviste stor ydmyghed overfor opgaven og over at stå på dansk jord. Frontmand Mariusz Duda takkede os da også mange gange i løbet af koncerten for at have taget så godt mod dem, støttet dem og havde gjort os den umage at dukke op…

De præcis 2 timers koncert fra kl. 22.04 blev afviklet med dynamik, intensitet, teknisk høj kvalitet og spilleglæden var absolut ikke til at tage fejl af. Riverside kom langt ud over scenekanten og vi var alle klar til at gribe dem!

Setlisten bestod af værkerne:
Coda (Dark Version), Second Life Syndrome, Conceiving You, Caterpillar And The Barbed Wire, The Depth Of Self-Delusion, Lost (Why Should I Be Frightened By A Hat?), 02 Panic Room, Saturate Me, Escalator Shrine, Before. Ekstranumre: Towards The Blue Horizon (Dedikeret til Piotr Grudziński) og Coda (Bright Version).

Det var helt klart at mærke, at bandet har været længe savnet herhjemme og langt om længe endelig kom på visit i skandinavien. Jeg tror vist ikke, at jeg tidligere har oplevet samme intense stemning blandt publikum som denne aften og jeg er helt sikker på, at bandet kunne mærke det samme deroppe på scenen.

Koncerten blev afrundet med bl.a. værket “Towards The Blue Horizon” – en dedikation til deres afdøde ven. For som frontmand Mariusz Duda sagde inden ekstranummeret, at vi skal glædes ved livet og se fremad (som jeg husker det blev sagt…). Smukkere og mere rigtigt kan det nok ikke siges!

En lille stump mobilvideo fra eders position her

Riverside kom og sejrede max!!!