En lille forhistorie til denne koncert; jeg modtog en email fra Danmarks Radio et par uger efter billetkøb, hvor DR oplyser, at udsynet under koncerten ville være begrænset og at jeg var velkommen til at få refunderet min billet.

Med dette in mente var det med nogen “bekymring” jeg på cyklen begav mig til Koncerthuset på Amager. “Øv”, tænkte jeg. “Men på den anden side er det jo for musikken jeg kommer!”. Det skulle dog med det samme vise sig, at min siddeplads Orkester A, række 1 – sæde 12 skulle vise sig at være den allerbedste sidde/positionsplads jeg nogenside har haft!!!! Ja, sådan kan det også gå! Sådan så det ud fra min stol:

Kl. 19.59 – et minut før koncertstart vandrede den lidt uanseelige Adam Holzman på scenen og indledte koncerten med “First Regret/3 Years Older” – en mosaik af lydbilleder og piano. Steven Wilson i bare fødder og co. sluttede sig kort efter til og serverede hele HAND.CANNOT.ERASE. albummet i dets fulde længde med resten af bandet.

Efter en pause på små 20 minutter fik vi leveret en smuk buket af værker fra hans nyeste udspil “4½”, der ifølge hr. Wilson er leftovers, der ikke helt passede ind i hans seneste udgivelser. Og naturligvis fik vi også værker fra Porcupine Tree- tiden.

Steven Wilson holdt før det første ekstranummer en kort tale om David Bowies musikalske indflydelse på  popmusikken og hans evige jagt på musikalsk fornyelse igennem hans karriere. Denne  hyldelst til hr. Bowie kvitterede Wilson med nummeret “Space Oddity”, hvor jeg var så heldig at filme lidt af “Space Oddity” HER (tilgiv mig – videoen er tiltet!).

Steven Wilson var iøvrigt imponeret over spillestedet og diskutterede med sig selv og os andre, om det var en ulempe eller en fordel at sidde ned til hans koncerter. For hr. Wilson kunne konstatere, at hans musik, poesi og melankoli var både opløftende og nedslående på samme tid. Tja, ikke helt at blive klog på – i hvert fald for mig…

Aftenens totalt udsolgte koncert var alt i alt en rigtig stor oplevelse og hele bandet udviste stort overskud, spilleglæde og lavede jokes med hinanden ind i mellem. Og der var specielt nemt at se fra eders skribents lytteposition.

Jeg fangede Porcupine Tree værket “Sound Of Muzak” HER på mobilen (kan tage lidt tid at loade). Læg mærke til, at spøgefuglen Nick Beggs på bas giver mig (tror jeg nok) en personlig hilsen lige i starten af videoen 🙂

Guitarist Dave Kilminster erstattede denne gang Guthrie Govan og trommeslageren var også denne gang skiftet ud med Craig Blundell, idet Marco Minnemann ifølge medierne havde andre opgaver. Begge udskiftninger gjorde en rigtig god figur, men jeg kunne alligevel godt tænke mig at opleve Govan (guitar) og Minnemann (trommer) een gang mere live.

Den øvrige besætning – Nick Beggs (du ved… ham dér fra Kajagoogoo) på bas/chapman stick og Adam Holzman på tangenter udførte en fejlfri og indlevende indsats – orkestreret af hr. Wilson i centrum.

DR’s Koncertsal er jo en perle at befinde sig i. Men jeg må sige, at lyden kunne have været en smule bedre i  forhold til min siddeposition til venste for scenen. Men lyden blev trods det bedre og bedre igennen den mere end 2½  timers sublim musik!!!

Setlisten: 1. Sæt: First Regret / 3 Years Older, Hand Cannot Erase, Perfect Life, Routine, Home Invasion/Regret 9, Transience, Ancestral, Happy Returns/Ascendant Here On. 2. Sæt: Dark Matter (Porcupine Tree), Harmony Korine, My Book Of Regrets, Index, Lazarus (Porcupine Tree), Don’t Hate Me, Vermillioncore og Sleep Together (Porcupine Tree). Ekstranumre: Space Oddity (Bowie cover), Sound Of Muzak (Porcupine Tree) og The Raven That Refused To Sing.

Koncerten varede lige nøjagtig fra kl. 19.59 – 21.14 og kl. 21.33 – 23.01