star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_empty

Det var ved PostNord’s FKK arrangement jeg for allerførste gang stiftede bekendskab med The Lab – et 100% fritidsband, der med fortid i Husbandet i Post Danmark har rejst sig fra den varme aske i en udvidet og en del smukkere udgave; en ekstra giutar på højre fløj og en ny forsanger af det modsatte køn -velplaceret i centrum på scenen, iført trådløs mic headset.

Det originale coverband Husbandet var stilmæssigt i store træk vel 30-40 år bagud i sin musikalske tidslomme og man må eferfølgende konstatere, at The Lab – et musikalsk eksperiment… deraf navnet… som bandets bassist udtrykte det ved et uofficielt interview med ederes skribent et par timer før koncerten… at tidslommen blev rykket noget fremad. Og ja, der var nytænkning, friskhed og “eksperimenterende” elementer at spore denne eftermiddag.

The Lab gik på kl. 16 i mødelokale D og første sæt varede en lille times tid. Efter en kort pause fyrede bandet op hvor det slap. Desværre måtte ederes skribent forlade koncerten pga. andre forpligtigelser efter 40 minutter inde i andet sæt. Stegt flæsk med persillesovs lader ikke vente på sig!Af overraskende nyskabelser kan jeg nævne “The Boys Are Back In Town” – det klassiske Thin Lizzy værk og “Sharp Dressed Man” af ZZ Top, hvilket jeg personligt havde stor fornøjelse af!

Lydmæssigt var The Lab også opgarderet. Den ekstra Gibson Explorer (sådan må jeg også eje ved siden af min Gibson Les Paul) fylder et hul ud. Den langt lysere og klarere stemme fra Anne-Mette klæder bandet og dets valg af musik.

Som den store overraskelse fik vi bandets bassist (aka. Daniel) på banen som medbrummer/falset-screamer på flere værker – bl.a. Bryan Adams/Melanie C.’s “When You’re Gone” i yndig duet med Anne-Mette. Dejligt forfriskende på volkalsiden, som jeg synes The Lab skal arbejde videre på! Og hvis resten af d’herrer i bandet ellers har den mindste tone i livet, så syng endelig med! 🙂

Lydmæssigt ok i forhold til det faktum, at koncerten blev afviklet i et mødelokale med linolium på gulvet og fadbamser i plastickrus. Vokalen måtte dog justeres op af selvudnævnte lydmand Søren Jensen kort efter koncertstart. Søren er knap-o-man….

Naturligvis var der løbende ups’er henad vejen og jeg tror at The Lab med mere spilleerfaring overfor et publikum kan rette op på dette og smide nervøsiteten overbord, der naturligvis er en faktor når man spiller for gamle kollegaer… nervøsitet hæmmer generelt og det giver sig til udtryk.

Setlisten denne eftermiddag bestod af: Steady As She Goes, Middle Of The Road, When You’re Gone, Back In The USSR, Pumped Up Kicks, Boulevard Of Broken Dreams, Black Horse & The Cherry Tree, Tainted Love, Baby Can I Hold You, The Boys Are Back In Town, Summer Of ’69, Sharp Dressed Man, Sleeping My Day Away, Nam Nam, Beast Of Burden, Radio Nowhere, You And I, Seven Nation Army, This Is My Life, Stand By Me, Bring It On Home To Me, Sweet Home Alabama, In The Midnight Hour, The Power Of Love, Tush, Mustang Sally, Hulla Hulla og Jumpin’ Jack Flash.

Faktisk en omfattende mængde musik når man tænker på bandets unge alder!

Alle omstændigheder taget i betragtning, så giver jeg 5 stjerner for The Lab’s koncert uden at føle, at jeg gør en vennetjeneste. Uanset hvor uretfærdig, hård og brutal jeg har været i denne “anmeldelse”, så mangler bandet naturligvis noget liverutine og måske savner man som lytter lidt mere “casualness” og måske noget risikovillighed – altså at improvisere indenfor de givne stramme rammer, som covermusik nu engang stiller – for i mine ører må man gerne træde udenfor, selvom man er et coverband. Men velspillende er The lab! Måske bør bandet også tænke mere over de forskellige lydbilleder som de forskellige covernumre kræver. Et eksempel kunne være ZZ Top’s “Sharp Dressed Man”, hvor jeg personligt savnede den dominante beskidte, mudret guitarlyd – som kun Billy Gibbons kan levere på sin Gibson. Og drenge – SYNG MED i kor! 🙂

Jeg ved personligt, at det såre enkelt at stille krav…. men prøv alligevel, The Lab!

The Lab består af Anne-Mette Petersen/vokal, Daniel Vangkilde/bas, Erik Jensen/guitar, Steen Rylander/trommer, Marrtin (med dobbelt “r”) Rylander/guitar og Michael Ørnø/guitar & tangenter – og som nævnt Søren Jensen som selvudnævnt lydtroldmand ved dette arrangement.