The Lord Of The Rings & The Hobbit… Corona-flyttet fra 19. oktober 2020 til 5. april 2021… og igen flyttet fra 5. april 2021 til 14. marts 2022.

Efter ventetid på omkring 1½ år oprandt aftenen endelig, hvor Lord Of The Rings og Hobbitten skulle indtage DR Koncertsalen. Er 3. gang lykkens gang?

Først vil jeg sige, at presse Lord Of The Rings og Hobbitten-musikken ned til mindre end 2 timer er i sig selv kriminelt! Men jeg forsøger alligevel med en subjektiv oberservation…

Det var “State Academic Symphony Orchestra” – et 50 mands symfoniorkester – fra Hviderusland, samt næste lige så mange i “Shire Choir” som skulle løfte den utaknemmelige opgave at fremføre værkerne af Howard Shore. UPDATE 17/3-2022: En venlig sjæl – tak Sigurd! – har oplyst, at det IKKE var “State Academic Symphony Orchestra” fra Hviderusland der spillede denne aften pga. krigen i Ukraine, men et orkester fra Moldova. Denne ændring havde jeg overset…. sorry! Om “State Academic Symphony Orchestra” ville løse opgaven bedre må stå i det uvisse.

Og det var en utaknemmelig opgave…. næsten!

Selve musikken blev fremført i ulogisk blanding mellem LOTR og Hobbitten. Jeg havde hellere ønsket mig en kronologisk rækkefølge af de mest markante musikstykker i stedet for – måske opdeling af hhv. LOTR og Hobbitten før og efter pausen.

En fortællende William Kircher…

Værkerne blev løbende præsenteret af den australske skuespiller William Kircher, som spillede rollen som Bifur og trolden Tom i Hobbitten. En særdeles levende og sjovt fortællende herre, som fortalte anektoter fra indspilningerne af Hobbitten og derudover gav os en lillebitte intro til handlingerne før fremførelse af musikstykkerne. Som uderstøttelse af musikken var 3 kvadratiske skærme over orkestret/koret, der projekterede  illustrationer, udarbejdet af Ted Nasmith. Ingen originale fotos eller tegninger blev brugt – sikkert på grund af rettigheder.

Jeg ved godt det er mere end vanskeligt at fremføre Howard Shores originale musik med 100% præcision. Det meget unge omrejsende orkester (jeg vil skyde på, at meget få af dem var over 30 år) skinnede klart igennem i musikken. Der manglede  – i mine ører – rutine, dynamik og overskud i musikken og instrumentbesætningen var alt for lille til at fylde musikken helt ud i kanterne. Flere “bøffer” blev observeret… Shore’s værker fortjener MASSER af instrumenter og langt mere sikker hånd. Lydmæssigt var der en hel del at ønske sig, samt vokalen ved de 3 kvindelige solister druknede til tider. De 3 kvindelige solister fremførte iøvrigt bl.a. værkerne “I See Fire”, “The Last Goodbye” og “Into The West” – outtro-musik til hhv. Hobbtten – Dragens Smaugs Ødemark, Hobbitten – Femhæreslaget og LOTR’s triology. Meget smukt fremført af pigerne…

Before the battles…!

Vi fik iøvrigt også besøg af 4 fully dressed herrer (skotter?) med sækkepiber og trommer, som gav en ordentlig gang folkemusik-rabalder et par gange i løbet af aftenen. Om dette skulle illustrere musikken til Bilbo Baggins 111 års fødselsdagsfest skal jeg ikke kunne sige – det var i hvert fald ikke Howard Shores musik d’herrer fremførte. Men overflødigt i forhold til LOTR/Hobbitten efter min mening. Men okay… underholdende var de!

Sækkepiber og trommer

Koncerten blev afsluttet med et personlig statement af William Kircher omkring Rusland/Ukraine-krigen; “i fantasiverdenen LOTR/Hobbitten handler det om det gode mod det onde. Sådan er det også nu i den virkelige verden. VI STØTTER UKRAINE!” (frit husket ud fra hukommelsen)

Jeg ved ikke, om det kun er mig… men jeg fornemmede, at den udsolgte sal ikke var heeelt op at ringe denne aften. Måske havde det indsigtsfulde LOTR/Hobbitten-publikum samme tanker som jeg?

Hvor meget det end smerter mig, så kan jeg desværre kun løfte mig op på 3½ stjerner denne gang. Det var primært musikkens fremførelse, der haltede gevaldigt. Jeg havde forventet mere “ka-pow-dynamik” og mindre show…

Fra DR’s hjemmeside (FØR krigen i Ukraine):

“Oplev J. R. R. Tolkiens mesterværker “The Lord of the Rings” og “The Hobbit” som koncert i Koncertsalen med symfoniorkester, kor og The Tolkien Ensemble. Til koncerten fremføres versioner af den Oscarvindende musik af bl.a. Howard Shore og Ed Sheerans værker.

Bliv ført ind i Tolkiens legendariske verden fra ”Ringenes Herre” og ”Hobbitten”, hvor hobbitter og elverfolk bliver bragt til live i denne to timer lange musikalske begivenhed fremført af 50 mand stort symfoniorkester, State Academic Symphony Orchestra, fra Hviderusland.
Gennem musikken kan man opleve det truende Mordor, de sorte rytters skingre angreb, de smukke lyriske melodier fra elverne og den muntre verden hos hobbitterne, når de næsten 100 udøvende kunstners fremsætter en musikalsk udgave af ”Middle-earth”. Denne koncert er den eneste, som af Tolkien-familien har givet tilladelse til at transformere fra bøgerne til musik og poesi.
Pressen beskriver koncerten som meget følelsesladet og indlevende oplevelse. De næsten 100 medvirkende – fra skuespillere og musikere til vokalerne i Shire Choir – roses for deres store evne til at indføre publikum ind i Tolkiens verdensberømte fantasiverden. Ikke mindst henfører orkestrets fantastiske musik publikum til filmene – til dens billeder og følelser.
Der vil på storskærme være illustrationer af kunstneren Ted Nasmith, medlem af Tolkien Society. Alle illustrationer og kunstværker er udarbejdet i tæt samarbejde med Tolkien Society.”