![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
Poul Krebs kan næsten ikke ligge længere væk på min musikscala. Ikke desto mindre havde jeg indfundet mig til denne søndags ekstrakoncert i DR’s koncertsal som vedhæng sammen med en ægte Krebs-fan. Så mine forventninger var stort set ikke-eksisterende denne eftermiddag.
Jeg må efter 1 time og 40 minutter sige, at Poul Krebs og band – 7 mand ialt – faktisk gjorde et positivt indtryk! Virkelig velspillende band og med vanlig sublim lys og lyd i salen.
Musikken fra allernyeste udspil til ældre værker blev inden fremførelse introduceret af en lille historie, en anekdote med lunefuld jysk humor. Trods de fornemme rammer denne eftermiddag, så fornemmedes det hurtigt, at Krebs og Co.’s virkelige habitat er de mindre spillesteder.

Jeg kender i sagens natur ikke meget til Krebs’ musik, men det var egentlig okay at få slået hul på det. Om jeg fremover vil forfølge genren (og dermed hr. Krebs videre færd)? Næppe…
Konklusion: en hyggelig eftermiddag i en næsten udsolgt sal. Trods manglende kendskab til det vigtigste denne eftermidag – nemlig musikken – så drysser jeg alligevel hele fem stjerner ud af seks over hr. Krebs og Co. For det fortjener de efter denne overbevisende performance.

