Jeg faldt forleden over følgende overskrift i Computerworld (desværre en låst artikel):

“Chefredaktøren har ordet: Som midaldrende mand i en vellønnet, mandsdomineret branche har jeg set alle racercyklerne, Porscherne og løbeskoene. Men nu er jeg selv røget i en midtvejskrise. For hverken jeg eller medarbejderne gider egentligt vende tilbage til kontoret.”

Hold da k….! Den sad lige i skabet! Well, udover Porschen og løbeskoene…

Den midaldrende mand i et vellønnet job på hjemmepinden

Jeg har det lige nøjagtig på samme måde; jeg ORKER ikke igen at skulle tilbringe mere end 2½ time HVER DAG i det offentlige i overfyldt metro og tætpakket S-tog – blot for at flytte mit veltrimmet korpus 13 km til ingen verdens nytte. “Så kan du jo bare tage cyklen!” Javel, men jeg er også blevet overdreven doven i at sidde hjemme i snart 2½ måned, hvor jeg alligevel har langt bedre arbejdsforhold her end derude i fabrikkens storkontor.

Ellers holder jeg stadig fanen højt! Jeg fik besøg af lillemor Inge i dag. Dejligt med besøget – det var også lang tid siden. Vi fik en intermistisk frokost i baghaven, en god snak og lillemor fik et par snapser. Snapsene lod jeg stå, da jeg jo ikke kan drive Nationalbanken i en halv-brandet .-)

Og min mentale tilstand? Tja, som nævnt har jeg vænnet mig til at sidde oppe på 1. sal i umiddelbar ensomhed. Og alligevel føler jeg mig ikke alene. Tro mig – mine kollegaer ved, hvor de kan finde mig, uanset hvor meget jeg forsøger at gemme mig….. hrrrrmpffffff…..