Det var med allerstørste forventning jeg atter skulle have æren at opleve alle tiders største band YES for anden gang – sidste gang nogenlunde ved samme tid i 2009. Siden da er Oliver Wakeman udskiftet med Geoff Downes på keyboard- et bekendskab YES kortvarigt havde på en enkelt udgivelse i 1980. Og som sidst gang i Amager Bio stod Benoît David bag mikrofonen…kl. 20.05 tonede den båndede intromusik i gang og YES lagde an til “Yours Is No Disgrace”, en ren klassiker.
Men fra allerførste strofe fra Benoît David stod det soleklart, at det skulle blive en “krumme-tæer-on/off-aften” – ganske helt uventet. Den purunge 45-årge Benoît David ramte konsekvent omkring ½ tone for lavt fra midrange og op, og vaklede i den grad i stemmen. Pinligt og i den grad ødelæggende for oplevelsen. Heldigvis består YES’ musik i lange perioder af ren instrumentalpassager. Men jeg havde det sådan, at jeg gruede for næste gang Benoît David skule åbne munden. Jeg tror faktisk, at lydmanden skruede en smule ned for hans mikrofon relativt tidligt. Heldigvis stod Stewe Howe og Chris Squire last og brast bag Benoît David, vokalmæssigt. Det forhindrede den totale katastrofe.Som sidste gang i 2009 stod Stewe Howe (g) fast og leverede varen med stor autoritet, sikkerhed og ekvilibrisme. Chris Squire (b) og Alan White (dm) havde rigtig god kontakt til hinanden og nød helt klart hinandens selskab, og leverede sammen en bundsikker rytme. Geoff Downes flankeret af keyboards på 3 sider virkede ude af “sync” med resten af bandet og føltes ligesom ikke en naturlig del af bandet.
Jeg må sige, at Benoît David og Geoff Downes har trukket YES meget langt ned på det tekniske niveau og det er til stor skade! YES bliver simpelthen nødt til at gøre noget… NU! Jeg må insistere på, at Jon Anderson (vo) og Rick Wakeman (keyb) kommer tilbage til YES. Den nuværende konfiguration holder bare IKKE!
YES’ seneste udspil “Fly From Here” er en forlængelse af albummet “Drama” fra 1980. Dengang var The Buggles (Geoff Downes og Trevor Horn) en del af YES og Trevor Horn har da også produceret albummet. I mine øjne en temporær hjerneblødning! Og det synes at være strategien, at YES vil genskabe “Drama”- perioden og dens storladenhed. Forget it – det virker IKKE!!! Men fedt at høre det 25 minutters lange titelnummer live… trods alt 🙂
Setlisten (venligst lånt af Gaffas anmelder) så således ud: Yours Is No Disgrace, Tempus Fugit, I’ve Seen All Good People, Life On A Film Set, And You And I Solitaire (Howe solo), Intersection Blues (Howe solo), Fly From Here (part 1-5), Wonderous Stories, Into The Storm, Heart Of The Sunrise, Starship Trooper og Roundabout…. omkring 2 timer og 15 minutter.
Læs også Gaffas YES meget fine anmeldelse HER og Gaffa’s billeder HER
Jeg ville bare så gerne have givet 7 stjerner ud af 6 mulige(!). Alligevel giver jeg koncerten 5 stjerner… netop fordi musikken alligevel holder 100% – trods Benoits (ufrivillige) sabotage! YES’ publikum er trofast og dedikeret – trods ovenstående, så blev YES hyldet som fortjent igennem hele koncerten 🙂Se, det var en rigtig julegyser!!! Hooooo hoooooo – god jul, allesammen! 🙂
