Jeg husker svagt Baal dengang i midten af 90’erne. Jeg husker svagt bandets pludselige indtræden på den danske musikscene med debutudgivelsen “Sensorama”. Og ved flere gennemlytninger af “Sensorama” op til denne koncert i Amager Bio gik det op for mig, at udgivelsen er meget interessant at lytte til, holder max den dag i dag og er af absolut international klasse.
Det var derfor jeg gik til koncerten som nyudsprungen Baal semi-fan uden egentlig at have hverken/eller forventninger til koncerten. Men jeg var spændt på, om bandet kunne levere den samme intensitet og dynamik på scenen som på udgivelsen fra 1996. For det var 20 års jubilæumskoncerten for “Sensorama”, der dannede rammen om koncerten…
Men for overhovedet at komme ind til de hellige haller i Amager Bio, så måtte vi alle igennem et større sikkerhedscheck. Min rygsæk – jeg kom direkte fra job – blev genstand for en dybdegående undersøgelse for våben, sprængstoffer og narko. Eders skribent måtte da også overfor de 3 bredskuldrede sikkerhedsfolk forarget ytre, at “Amager Bio’s sikkerhed er langt mere omfattende end Copenhell”. For vi ved jo alle, hvilke voldspsykopater og udskud, der frekventerer Copenhell… right? * ironi kan muligvis forekomme *. Men det uløste da et lille smil hos et par stykker af d’herre sikkerhedsfolk…
Amager Bio var på denne ½-kolde aften udsolgt til randen af et ret modent publikum. Baal lod sit tålmodige publikum vente en halv time, hvorefter Baal endelig ramte scenen efter en længerevarende intro af værket “Nessun Dorma” fra operaen “Turandot”. Jooooh – selvfølgelig skal man da ankomme standsmæssigt og med obligatorisk standsmæssig forsinkelse 🙂
Tak til Anette B. for foto’et… og fadøl!
Allerede fra koncertstart var stemningen rigtig god. Publikum havde som sådan også ventet 20 år på Baal!
Jeg må sige, at stemningen, intensitet og dynamikken fra scenen ramte plet lige fra start og hele “sensorama” blev gennemspillet som annonceret med stor spillelyst og humor. Frontmand Bjørn Fjæstad knoklede specielt hårdt for at holde kadancen oppe (trods – annonceret fra scenen – lidt skrantende helbred nogle dage forinden) og måtte også jævnligt henvende sig til publikum for at forhøre sig om, “er I derude? og “er I med os?”. Hvordan kunne han dog være i tvivl? Desuden havde hr. Fjæstad i starten enkelte udeståender med sin monitor og lydmand Finn 🙂
Lydmæssigt var der skruet godt op! Bassen havde en MEGET fremtræden rolle i lydbilledet – nogle gange FOR fremtrædende. Bandets øvrige medlemmer (Troels Skjærbæk/bas-kor, Morten Lundsgaard/guitar, Henrik Sten Melander/klaver, kor og Kenni Andy Jørgensen/trommer) spillede som sagt med stort overskud og rutine.
Grunden til, at koncerten ikke helt rammer den sidste anmelderstjerne er, at lyden flere steder ramlede og “stroboskob”-belysningen også i flere omgange generede og blev (mis)brugt for meget. Den slags skarnstreger skal også med i den samlede bedømmelse.
Koncerten blev bl.a. fint afrundet med David Bowie’s “Life On Mars” og koncertens varighed var godt 2 timer – fra kl. 20.30 til kl. 22.29…. sharp!
