ANVIL Hvis man har set filmen “The Story Of Anvil” – filmen om bandets desperation og kamp for overlevelse, så kan man sgu kun ha’ stor respekt for trioen! Anvil har eksisteret og overlevet siden 1981, og udgivet 16 skiver. Samtidig er de verdens meste usynlige band! Godt gået… Så det var med en vis skepsis jeg ankom til total-forblæst Amager Bio ved 19.50-tiden, hvor et 3. band allerede var igang med at underholde… Anyway, Anvil gik igang kl. 20.08 som 2. opvarmning. Og hvor SKØNT at se spilleglæden lyse ud af alle 3 musikere! Især “Lips” – founder/fronfiguren i Anvil spillede sin sorte Flying V som vi andre gjorde i øvelokalt for flere årtier siden. Elendige soloer og teknik, som selv JEG kan matche! 🙂 Men gud, hvor han nyder det! Og det smittede i den grad af på os publikummer. Robb Reiner – også founding trommeslager – gjorde det faktisk rigtigt godt – god teknik. Og Glenn Five – rookien på 15. år i bandet – på bass var ret underholdende på scenen med rette ansigtsudtryk i rette grumpy folder…. sjov mand.

Musikalsk er Alvil stadig et garageband. Der var masser af skønhedsfejl (flest fra “Lips”) gennem alle 50 minutter præcis – skønt og befriende! Spilleglæden var helt igennem intakt for alle 3… Og naturligvis fik vi serveret nummeret “Metal On Metal” som sidste nummer. 4 stjerner for deres måde at være på!!!!! 🙂

SAXON Som een af NWOBHM’s store navne i 80’erne – og mine tro følgesvende i samme årti – så er det absolut på tide at hilsen på Saxon i mindre rammer. Sidste gang eders ydmyge anmelder oplevede Saxon var til Sweden Rock Festival 2005 på Rock Stage. Så det er med stor forventning at opleve legenderne under fast tag.

19 albums er det blevet til siden 1979 – så der er alt ande lige lagt godt og grundigt lagt i kakkelovnen. Saxon er mine øjne et totalt undervurderet, klassisk rockband der igennem flere årtier har formået at følge imod strømningerne og stadig udvikler sig – UDEN at gå på krompomis med nerven i egen musik – nemlig den gode, gamle 4/4 takt. Egentlig en rigtig god modvægt til den progressive musik, som jeg også har tendens til at dvæle over. Besætningsmæssigt har Saxon formået at holde sammen på 4/5 af tropperne siden 1988… Specielt glæder det mig, at bandets originale trommeslager – Nigel Glockler – er vendt hjem i midten af 00’erne efter en længere tids fravær. En monsterstabil trommemaskine er han!

Kl. 21.18 og 2 timer frem minus 1 minut i et 70% fyldt Amager Bio…. det nye album “Call Of Arms” skulle lige promoveres den første times tid – blended skiftevis med gamle numre… for meget af de nye, simpelthen. Det er det klassiske Saxon folk kommer for at høre…. også jeg… FAKTUM! Bandet kom aldrig helt ude over rampen på noget tidspunkt og det lagde en dæmper på publikum.

Der blev spillet meget højt og lyden var ikke optimal. Selv med ørepropper havde jeg en mindre susen i hovedet dagen efter… øv. Og jeg forstår simpelthen ikke begejstringen i de øvrige anmeldelser jeg har læst på nettet om selvsamme koncert.

Ellers fik vi ellers klenodierne på perlerække; Hammer Of The Gods, heavy Metal Thunder, Never Surrender, Chasing The Bullet, Motorcycle Man, Back In ’79, And The Bands Played On, Battalions Of Steel, Call To Arms, Dallas 1 P.M., Rock N’ Roll Gypsy, Mists Of Avalon, Battle Cry, When Doomsday Comes, Denim And Leather, 20.000 Feet, Ride Like The Wind, Wheels Of Steel, Crusader, 747 (Strangers In The Night), Power And The Glory, Strong Arm Of The Law og Princess Of The Night.

Another day at the office for Saxon – another ordinary experience for me – ingen overraskelser her! Publikum var også helt klart kørt træt til sidst – den totale begejstring udeblev på den lange bane, desværre. Måske skyldes det også personligt, at jeg de to forringe dage har været ude og drikke en masse juleølvere….